Dette forslag har fået en masse folk, fortrinsvis kvinder, op af stolen:

“Kvinder har fri abort, og det skal mænd også have. Mænd skal have mulighed for “fri juridisk abort”, dvs. manden skal inden for de første tre måneder kunne vedkende/frakende sig faderskab. Vælger kvinden at få barnet uden mandens samtykke, er barnet alene moderens, og hun bærer det økonomiske og juridiske ansvar.”

Deres argument er: “Hvis man går i seng med en kvinde, så påtager sig ansvaret for det, der kommer ud af det.”

Det er, som om disse mennesker, som altså fortrinsvis er kvinder, ikke selv kan se, hvor utrolig kvindehadende det argument er. For det implicerer, at det kun er manden, der rationelt kan tage stilling til, om han ønsker et barn eller ej, mens kvinden er underlagt en form for naturkraft, der vælger på hendes vegne.

Et andet argument er: “Der skal to til at lave børn. Det sker ikke uden mandens vidende.”

Ok, men hvis der skal to til at lave børn, skal der så ikke også to til at bestemme, om man vil have et barn? Som lovgivningen er i dag, så “skal der to til at lave børn”, men kun den ene part (kvinden) kan 100% egenhændigt bestemme, om barnet skal fødes eller aborteres. Hvad der i virkeligheden her siges er: “Der skal to til at lave arbejdet, men kun én skal bestemme, hvad der skal ske med udbyttet.”

Et tredje argument er: “Hvad med barnets tarv?”

Hvilket vel fortrinsvis vil sige, at manden skal “ofre sig”, hvis kvinden gennemtvinger sin vilje og får et barn mod hans vilje. Barnets tarv er en funktion af mandens og kvindens beslutninger, og begge forældre er ansvarlige for at vælge barnet til eller fra.

På sin vis er det ligesom…

…den debat, der engang var, om fædre, der DNA-testede deres børn på private klinikker i udlandet. Der var der også en masse folk – fortrinsvis kvinder – der synes, at det var noget værre noget. “Hvad med barnets tarv?” spurgte de. Ok, men hvad med faderens tarv? Barnet har vel ikke fået en anden mands DNA af sig selv? Igen var kvinden et mystisk subjekt uden for tid og rum, som ikke kunne stilles til rationelt ansvar på samme måde som mænd.

I øvrigt:

Hvis denne situation kun opstod i forbindelse med ‘uheld’, så ville jeg være sympatisk over for modstanden. Men det er jo langt fra altid et uheld, der er tale om. Der er ingen, der anfægter, at kvinden skal have 100% råderet over sin egen krop. Det handler om at give begge parter lov til at leve deres liv, som de ønsker.

“Hver 10. kvinde i en engelsk undersøgelse indrømmer, at de blevet gravide uden at fortælle manden om planen. Dette fremgår af en undersøgelse blandt 3.000 mødre foretaget af analysebureauet OnePoll.”

Men hør nu – vi kan ikke kende menneskers motivationer til bunds, og vi kan *slet* ikke føre bevis for den nøjagtige nuance af grå mellem uheld og bedrag i en retssal. Derfor bliver lovgivningen nødt til at lægge snittet det sted, hvor vi gør mindst skade på begge parter, uanset om der var tale om et uheld eller ej. Og det sted er der, bloggeren foreslår.