Af Ryan Smith

Hvis De er i besiddelse af Deres børnelærdom, så ved De, at den traditionelle forklaring på præsokratiske filosoffers virke er, at deres tænkning var et videnskabeligt og rationelt modstykke til appeller til religion, magi og mysticisme. Denne synsmåde dominerer stadig litteraturen i præsokratisk filosofi. I The Oxford Handbook of Presocratic Philosophy (2011) hedder det f.eks., at præsokratikerne”undersøgte den fysiske verden uden at søge ly i det overnaturlige” (s. 231), og at de grundlagde en ”ny stil”, som undgik overnaturlige årsagsforklaringer (s. 428).

Undertiden anvendes denne synsmåde til at forklare, hvorfor Vesten udviklede videnskab, demokrati og liberalisme, mens de øvrige civilisationer sakkede agterud. Under denne synsmåde kan man henvise til præsokratikerne – Europas tidligste filosoffer – som et eksempel på, at rationalismen altid har gået særligt godt i spænd med det europæiske temperament.

Personligt har det dog altid undret mig, hvordan man som forsker kan blive ved med at fremstille præsokratikerne som rationalistiske videnskabsmænd, når mange af dem taler åbent om magi og mirakler. En anden person, som har undret sig, er videnskabshistorikeren Andrew Gregory, som netop har skrevet en monografi om de overnaturlige elementer i præsokratisk tænkning.

Gregory er selv rationalist og tror ikke på nogen form for overnaturlig kraft. Men han peger nådesløst på en central og tabuiseret svaghed ved forskning i præsokratisk tænkning: Som forsker bør man så vidt muligt holde sine personlige sympatier adskilt fra det, man forsker i. Men ikke desto mindre giver langt de fleste, som forsker i præsokratikerne, sig selv licens til at nedtone de fragmenter af præsokratisk tækning, der omhandler magi og animisme, mens de udlægger de fragmenter, der har med logik og naturfænomener at gøre, som den pågældende præsokratikers ’egentlige’ tænkning. Således kan en given præsokratiker risikere at få amputeret 50% af sit korpus, uden at de forskere, der fører skalpellen, overhovedet begrunder deres fravalg. Det er tvivlsomt, om den enkelte præsokratiker ville genkende sig selv i de moderne, saniterede udgaver, der i dag cirkulerer som deres tænkning. Og som Gregory påpeger, så er det en anakronisme af rang.

En anden anakronisme, som stort set alle begår, når de beskæftiger sig med videnskabshistorie, er, at de projicerer et moderne skel mellem natur og magi baglæns gennem historien. Som Gregory påpeger, så ville en sådan skelnen ikke have givet mening for præsokratikerne: Jorden rystede, solen kunne gå ud på vilkårlige tidspunkter, og indtagelse af visse planter kunne få en til at møde guder og modtage guddommelige syner. Naturen var magisk. Selv ild blev anset som en levende og beåndet substans.

Og dog er der også den anden side af de præsokratiske filosoffer: Den rationelle, som De lærte om i skolen. For mens det er sandt, at de præsokratiske filosoffer spekulerede i spådomme og trolddom, så er det også sandt, at de udfærdigede rationelle teorier om lufttryk i skyer og arternes oprindelse.

Det var den rationalistiske side af de præsokratiske filosoffer, som fik Popper til at identificere sig med Xenofanes, Einstein med Parmenides, og Werner Heisenberg med Heraklit. Men rationalismen var kun halvdelen af fortællingen, og det giver anledning til interessante spørgsmål om, hvordan en sofistikeret epistemologisk skepticisme à la Xenofanes’ kan eksistere side om side med troen på spådomme og magi.

Gregory er ikke den første, der skriver om de magiske elementer i præsokratisk tænkning, men han er den første, der undersøger præsokratikernes relation til overnaturlige fra en position, hvor han ikke behøver undskylde for sin vinkling. Snarere end en astronaut, der tager de første forsigtige hop i et ukendt månelandskab, skriver Gregory med en landmålers nøgternhed, og han opgør omhyggeligt pro et contra uden stridbarhed eller kontrovers. Det overnaturlige islæt i præsokratisk tænkning kan ikke længere afvises i god tro.

Pythagoras havde et gyldent lår og kunne tale med de døde. Empedokles kunne helbrede de syge med magiske ord og kommunikere med fugle. Parmenides kunne besøge dødsriget og få guder til at tale igennem sig. Snarere end de dispassionerede logikere, som De lærte om i skolen, var præsokratikerne altså en slags shamaner – præcis som de andre shamaner og medicinmænd, der har stået for naturfortolkningen i andre primitive samfund.

The Pre-Socratics and the Supernatural er dermed også en bog, der har implikationer for diskussionen af den politiske universalisme. Over for det kulturalistiske argument om, at rationalismen indtager en særlig plads i den vestlige tradition, er der kun at sige: ”Det kan godt være. Men Vesten kommer også fra en irrationel begyndelse. Hvis Vesten kan, kan I også.” Friheden er ikke kulturelt bestemt. Den er alle mænds mulighed og ret.

Andrew Gregory: The Pre-Socratics and the Supernatural, Bloomsbury Academic, 2013