I 1970’erne var det helt standard i psykometriske undersøgelser at antage, at deltog man i foreningsarbejde (sådan som psykologer selv havde/har for vane), så var man et kreativt og velafbalanceret menneske. Omvendt, hvis man *ikke* deltog i foreningsarbejde, så var det angiveligt et tegn på, at man var snæversynet og lukket over for sin omverden. Denne antagelse viste sig ikke at holde stik, og siden da har psykologer lært deres lektie og er holdt op med at anvende deres egne personlige værdier som målestok for, hvad der er psykologisk normalt. … Eller er de?

Her er en nylig undersøgelse foretaget af tre psykologer. Hvis man svarer ‘nej’ til første spørgsmål, og ‘ja’ til de to andre, så indikerer det ifølge psykologerne, at man er “environmental denier,” altså en, der “benægter miljømæssige virkeligheder.” Selvom der findes fysikere og biologer, der skriver videnskabelige artikler om, hvorfor vi eksempelvis ikke løber tør for råstoffer, så er det altså ikke blot psykologerne, der ved bedst. Psykologstanden (forfattere, peer-reviewers, tidsskriftets redaktion) ved simpelthen, at disse fysikere og biologer altså har en forstyrret virkelighedsopfattelse.

1: “If things continue on their present course, we will soon experience a major environmental catastrophe.”
2: “The earth has plenty of natural resources if we just learn how to develop them.”
3: “Humans will eventually learn enough about how nature works to be able to control it.”