Ifølge amerikansk forskning er de primære årsager til stress jobusikkerhed og bekymring over personlige finanser. Det overlapper til dels med den “stigende grad af valgmuligheder hvor intet er givet,” ja. Men hvor jeg ikke er med er:

(1) At meditation skulle være med til at fastholde individualisering. Hvorfor skulle det det? Som Sigrid siger, er der forskning, der tyder på, at meditation styrker din empati, og dermed din forbindelse til andre mennesker. Det er misvisende at sige, at meditation sætter fokus på individet, blot fordi det foregår i stilhed. Meditation handler lige så meget, eller enddog mere, om den tilstand, man opnår _efter_ meditationen som under den. Den tilstand styrker som sagt ens forbindelse til andre mennesker. Man bliver ikke kun bedre til at “se indad.” Man bliver bedre til at se indad _og_ udad.

(2) At meditation er en uhensigtsmæssig løsning givet den samfundsorden, vi har i dag. Det er helt fint med normer og rødder og kontinuitet. Jeg ville da også gerne leve i et samfund, hvor togkontrolløren var ligeså stolt af sit job som en eller anden 23-årig CBS’er, der lige har tjent 22 millioner på en app. Et samfund hvor togkontrolløren fandt glæde ved sit arbejde fordi andre støttede ham i at være stolt af den rolle, han udførte for fællesskabet. Men det beviser jo ikke, at sådan et samfund ikke ville være _endnu bedre_, hvis folk også mediterede i dét. Jeg ser med andre ord ikke dikotomien i meditation på den ene side og normkritik på den anden. Det er ikke enten-eller.

(3) Der rettes en kritik af en kultur, hvor man konstant skal opfinde sig selv, samt være smartere, rigere og mere unik. Og det er rigtigt, at meditation under tiden præsenteres som en forlængelse af denne kultur. Men her må man adskille præsentation og substans. En anden typisk effekt af meditation er nemlig dyb eksistentiel accept af de vilkår, man er blevet givet i livet. Hvilket synes at være netop én af de ting, du efterlyser.

Nu må vi lige have noget terminologi på plads, inden det stikker helt af. Jeg snakkede om meditation, som er en religionsneutral disciplin, der kan tilpasses enhver metafysik, og som afstedkommer positive helbredsmæssige og neurofysiologiske ændringer, der ikke er sammenlignelige med afslapning. Mindfulness er en delmængde af meditation, som findes i en videnskabelig-vestlig og en oprindelig buddhistisk form. Ingen af de to forudsætter eksistensen af det indre og mere sandt selv (ātman). Hele buddhismen er bygget på et opgør med ātman-taken, som du ukorrekt beskriver som synonym med mindfulness.

Den oprindelige buddhistiske mindfulness-praksis (sati) handler på ingen måde om at finde ind til et indre selv, der står udenfor de empiriske betingelser. Det handler om at være opmærksom (mindful) på altings foranderlighed og forgængelighed, inkl. selvet, der ligesom alt andet antages at være et konglomerat af skiftende empiriske betingelser. Det er det fuldstændig modsatte af den ātman-metafysik, du siger, mindfulness kun er afslapning uden. Årtusinders buddhistiske tænkere og praktikere nok blive kede af at læse dit indlæg.

En anden gruppe, der ville blive kede af at høre, at mindfulness forudsætter en ātman-metafysik, er læger, psykologer og psykiatere, som anvender disse teknikker på alt fra stress, angst og depression til søvnproblemer, stofafhængighed og OCD. Det er selvfølgelig korrekt, at man kan finde gajolpakkeundervisere derude, men den vestlige og videnskabelige version af mindfulness skal spores tilbage til Kabat-Zinn, der personligt er/var zen-buddhist. Hans “opfindelse” bestod i at tage zazen-praksis (hvor man heller ikke tror på et indre sandt selv) og fjerne den buddhistiske tankeramme (ja faktisk enhver dybere filosofisk og spirituel underbygning), sådan at hans kolleger på MIT ville acceptere hans resultater. Senere begyndte han at bagatellisere den buddhistiske forbindelse, men eftersom meditation i sig selv gør dig mere åben overfor præ-tingsliggjorte og ikke-dualistiske virkelighedsopfattelser, er det uundgåeligt, at en vis procentdel vil opleve en spirituel komponent ved denne praksis alligevel. Det har vist sig overordentligt genstridigt at adskille de positive livsstils- og helbredseffekter fra spiritualiteten. Men det bør man ikke nødvendigvis være ked af — der er i princippet ikke noget i vejen for, at den spiritualitet, man bringes nærmere på via disse øvelser, kunne være kristen.

Så alt i alt ser jeg det sådan, at du ikke rigtig kritiserer mindfulness eller meditation. Du kritiserer de poppede, platte og ignorante måder, som bundskraberne indenfor disse discipliner af og til fremturer på. Det er lidt ligesom at afskrive alt ved et politisk parti, fordi et medlem af dets ungdomsorganisation engang har sagt noget dumt.