Kvinder uden ansigter: John Kørners malerier præsenterer os for ansigtsløse kødklump-kvinder i arbejderbevægelsens hellige haller.
Af Lejla Mrgan
KUNST
JOHN KØRNER Kvinder til salg. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K. Åbent hver dag kl. 10-16. Til 29. december 2011.
Man træder ind i et lokale med råt betongulv. Arbejdermuseet beklager, men det skyldes vandskade, og de har ikke nået at lægge nyt gulv. En ung kvindelig udstillings-besøgende bemærker, at det behøvede de da ikke beklage, for det rå beton passer så godt til denne udstilling. Hun mener vel, at emnet, der behandles i Kørners malerier, også er så råt og dystert og altså alligevel ikke noget, der hører sig til på det bonede sildebens-gulv.
For de tolv store malerier, der er skabt , dugfriske, netop til denne udstilling, behandler et alvorligt emne. Det drejer sig om trafficking og prostitution, åbenbart sat under samme fane. Arbejdemmuseet forsøger ikke at lægge skjul på, at udstillingen har en klar politisk og ideologisk dagsorden: sexkøb, hvadend kvinden gør det frivilligt eller ej, er kvindefornedrende og bør forbydes. Dermed bliver den et bidrag til den prostitutionsdebat, som har kørt de sidste år. Denne debat har delt sig i to lejre: dem, der ønsker et forbud mod sexkøb, og dem, der er uenige og i stedet ønsker, at sexarbejderne skal tildeles rettigheder ligesom alle andre, der betaler skat på det danske arbejdsmarked. I kraft af sin oprindelige funktion som arbejderbevægelsens forsamlingshus, hvorfra der i næsten 100 år blev kæmpet for rettigheder til arbejderne, giver Arbejdermuseet som ramme for udstillingen derfor en spændende krølle på halen, en utilsigtet indre modsætning.
Hvis man abonnerer på Kørners og Arbejdermuseets syn, er udstillingen da bestemt et fint rygklap til ens fine, høje moral. Hvis man ikke gør, skal man dog ikke fortvivle. Man er ikke gået forgæves, for Kørner mestrer beherskelsens kunst. Han ved præcis, hvornår han skal lade penslen vige for lærredet, hvornår den perfekte antydning er opnået, og hvornår farverne er netop transparente nok til at være kraftfulde og sårbare på samme tid.
Sat ind i en politisk kontekst, er det dog som om, maleriernes kvaliteter reduceres til simple udsagn: ”Den eksotiske kvinde trampes på af den fede, gamle, rynkede mastodont-dansker” (Mette) eller ”Han banker hendes måtte og besudler hendes rene, hvide Madonna-hud med sine beskidte fingre” (Maria). Det er jo hverken særlig subtilt, nuanceret eller debat-stimulerende, men snarere en cementering af et kvindesyn der siger, at kvinder er ofre uden vilje- eller handlekraft, uden seksuelt begær, slet og ret uden lyst. For godt nok siger udstillingen, at det er trafficking og prostitution, som billederne behandler, men de sætter, som udstillingens introduktionstekst også skriver, ”problemstillingen i forbindelse med vores kvindesyn i det hele taget.” Og det skal jeg love for, at den gør.
For det mest slående er, at alle Kørners kvinder er uden ansigt – det er enten vendt væk eller helt fraværende. Manets Olympia, kunsthistoriens nok bedst kendte luder-portræt, vender ikke ansigtet bort, men fastholder os med sit blik, og dermed også med sin lyst og vilje – noget der netop virkede enormt provokerende i 1860’ernes Paris, som ellers mest var vant til rygvendte, skum-fødte skildringer af kvinder, der bestemt ikke udfordrede beskuerens blik. Her kan man så undre sig over, at Kørner konsekvent vælger ikke at se sine motiver i øjnene.
John Kørner, Maria, 2011
Édouard Manet, Olympia, 1863