(Jung-typer går også under navnene JTI og MBTI i erhvervslivet.)

Tænkende eller Følende er en dimension på Jungs typologi, som også går under navnene JTI, MBTI og KTS. Du  kan tage vores gratis version af Jung-testen her.

Den tredje bogstav i Jungs typologi detaljerer, om man hovedsageligt baserer sine beslutninger på logik eller på sine personlige værdier – om man styrer ”med hovedet” (Tænkende) eller ”med hjertet” (Følende). Følende personer vil ofte indtage en anerkendende og imødekommende holdning, når de interagerer med andre, hvorfor nogle forskere også henviser til Tænkende / Følende som Skeptisk / Imødekommende.

Folk, der har en stærk Følende præference, sætter generelt en ære i at se sig selv som empatiske, betænksomme, venlige, gavmilde og hjælpsomme. Nogle Føle-typer kan endda opleve så stærkt et engagement i andres problemer, at de kan føle sig tvunget til at smide alt, hvad de selv har i hænderne, for at tilbyde deres støtte til den anden. Omvendt sætter mennesker, der foretrækker Tænkning, ofte en ære i at være kritiske, logiske, indsigtsfulde og sandfærdige. Tænke-typer, som typisk anlægger et mørkere og mindre optimistisk syn på den menneskelige natur end Føle-typerne, er også mindre tilbøjelige til spontant at hjælpe folk, som ikke er deres nære venner, eller hvor de ikke ser en “rationel” grund til at gøre det.

Nogle af de mest kendte beskrivelser af Føle-typen har tendens til at skildre dem som entydigt godmodige. (Dette gælder især for Keirseys bog, Please Understand Me, hvor Føle-typer eksplicit sammenlignes med ’glade hundehvalpe’). Mange Føle-typer oplever disse skildringer som nedladende, idet de karakteriserer dem som alt for godtroende og ensidige, i forhold til hvordan de i virkeligheden er. Derfor har mange forfattere forsøgt at portrættere ‘den mørke side af Feeling’ som en ‘evne til at socialt manipulere folk’ og en ’egocentricitet ud over, hvad der er rimeligt’. Disse to ting kan meget vel være sande for en given Føle-type, men de er højst sandsynligt ikke træk, der er specielt relevante for Følen. Snarere er det, der synes at være den sande ‘mørke side af Feeling’, en tilbøjelighed til at internalisere konflikter og tage dem mere personligt, end hvad Tænke-typer som regel vil gøre. Man kan måske sige, at man som Føle-type har en tendens til at tage venlighed som sit udgangspunkt, sådan at man ikke forventer konflikt, hvorfor man oplever det som urimeligt, når det opstår.

Det er et slående faktum, at Tænkning og Følen er ujævnt fordelt mellem kønnene, således at de fleste mænd Tænker og de fleste kvinder Føler. Præcise tal er upålidelige, men en generelt accepteret retningslinje er, at 65% af mændene er Tænke-typer, mens 65% af kvinder er Føle-typer. Denne tendens er observeret i alle kulturer og bakkes op af ethvert andet system af personlighed derude.

Filosoffer som Judith Butler og Simone de Beauvoir har traditionelt beskyldt kulturelt definerede kønsroller for denne tilstand: “En kvinde er ikke født, hun skabes.” Men i de seneste år har forskerne vendt problemet på hovedet, og de forestiller sig nu i stedet, at kvinder gennem utallige generationers evolution er blevet seksuelt udvalgt efter deres sødme og omsorgsfuldhed, mens mere kritiske og viljestærke kvinder har ramt en evolutionær blindgyde. Tilsvarende forestiller forskerne sig, at da kvinder traditionelt har stået for børnepasningen, kan de have udviklet Følende træk, da disse antageligvis er hjælpsomme i motiveringen af et barn.

Mens Tænkende kvinder kan opleve problemer, når de er sammen med andre kvinder, der alle er Føle-typer (især i ungdomsårene), er Tænkende kvinder generelt accepteret, og endda højt værdsat, i dagens frie og vidensbaserede samfund.

Desværre kan det samme ikke siges om Feeling mænd: Samfundet forventer, at mænd er usentimentale og logiske og udviser kontrol over deres følelser (undtagen måske raseri og vrede). Nogle Følende mænd, især af ESFJ-typen, internaliserer forventningerne og udviser den forventede adfærd uden de store kvaler. (Somme tider kan de dog overkompensere og blive ’macho’). Sådanne mænd klarer sig fint i klassisk maskuline miljøer såsom politiet og militæret.

Andre Følende mænd er imidlertid ikke så heldige: De har tendenser til at gå op i æstetik og til at engagere sig i interpersonelle relationer, der ikke deles af andre mænd. Gennem hele livet kan sådanne Følende mænd have svært ved at relatere til andre mænd, og selvom de kan have let ved at blive venner med kvinder, er der altid fare for, at kvinder tænker på dem som ’kun en ven’ og ikke som en potentiel partner – især de kvinder som orienterer sig efter sociale normer. Snarere end at forsøge at reformere deres personligheder, bliver disse Følende mænd nødt til at stå ved sig selv og holde fast i, at det er okay at være anderledes. Hvis venner og bekendte viser sig at være intolerante, kan en ændring i omgangskreds være den eneste kur, selvom det kan virke som et alt for drastisk skridt, da det går imod Føle-typens tilbøjelighed til at sympatisere med dem, han kender.

Da Jung definerede Følen omkring 1915, omtalte han det som ‘rationelt’. Desværre har dette medført stor forvirring for både nybegyndere og erfarne typologer. Med ’rationel’ mente Jung, at Følen er ’internt konsistent’, hvilket imidlertid synes at være usandt. Hvad intern konsistens angår, er Føle-typer generelt mere tilbøjelige til at have modstridende synspunkter om det samme emne. Et negativt syn på denne tendens kan findes hos psykologen Drew Westen (der selv er en Føle-type), som postulerer, at vores kapacitet for Følen stammer fra et tidligere evolutionært stadie end vores kapacitet for Tænkning. Et mere positivt syn på samme sag er, at den eneste måde, vi har at afgøre selvmodsigelser på, er med den formelle logik, som jo tilhører Tænkningens domæne. Det kan være, at vores nuværende måleværktøj til selvmodsigelser er for formalistisk til at rumme alle nuancer af Følen. Som digteren Walt Whitman sagde: ”Modsiger jeg mig selv? Meget vel, så modsiger jeg mig selv. Jeg er stor; jeg er mangfoldig.”

Billedet bliver endnu mere speget af, at Jung også henviste til visse typer af Følen som ’objektiv’, hvormed han mente ’orienteret mod den ydre virkelighed’. Igen er dette egentlig ikke en passende beskrivelse af de pågældende træk. Faktisk er hverken Tænkning eller Følen specielt ’objektive’ i sig selv. Den afgørende faktor med hensyn til objektivitet, sådan som Jung definerede begrebet, er snarere udadvendthed.