af Shomon Pia Trans, tendai-præst, og indehaver af Shomon.dk
Jeg har lige læst bogen ’Buddhas veje’, den vil jeg gerne anbefale. Den har, som alle andre bøger, sine svagheder – men dens styrker opvejer dem fint, og den er et godt supplement, især til dem som foretrækker at læse på dansk.
Den gør grundigt op med buddhismen som et redskab i den fremstormende wellness-bølge, og får gjort det helt klart at buddhistisk meditation ikke handler om et hurtigt mindfulness-fix. Forfatteren kender buddhismen indefra, og slår helt fast at målet ikke er stress-reduktion eller afslapning, men der imod indsigt i altings sande natur, på godt og ondt. Den trækker gode linjer fra de klassiske buddhistiske tekster til moderne psykologi, og udpeger meget præcist forskelle og ligheder. Forfatteren formår at være loyal overfor begge systemer, selvom han klart påpeger at de egentlig er uforenelige på grund af deres helt forskellige mål. Hvor moderne psykologi især handler om at ‘få det godt’, handler buddhismen om indsigt – ikke om at stræbe efter begær-opfyldelse.
Et afsnit jeg holder meget af, er det hvor de Fire Uendelige Dyder gennemgås. Særligt ‘compassion’ beskrives utroligt fint, og det fremhæves at ‘compassion’ ikke er at styrke sine tilknytninger ved at udvikle en sorg eller indignation på andres vegne, men snarere at se andres lidelse og ønske at de må blive fri af lidelse og lidelsens årsager – en vigtig skelnen!
Mine forbehold går blandt andet på den lidt pudsige opfattelse af Selvet der bliver givet udtryk for, blandt andet i følgende udsagn: ” I buddhismen er selvet ikke kun en størrelse, som bliver til mellem os, men er en dannelse, som eksisterer, inden vi fødes i en uendelig række af genfødsler”. Dette tilsyneladende forudeksisterende (evige??) ‘selv’ mener jeg kommer ganske nær det ’Selv’ Buddhaen netop udfordrede os til at undersøge nærmere. Jeg gad godt vide, om dette ’selv’ skal findes i skandhaerne, udenfor skandhaerne, eller et helt andet sted?
Bogen byder også på nogle besynderlige oversættelser af begreber fra sanskrit til engelsk, men ikke videre til dansk. Det gælder for eksempel ord som compassion, enlightenment og buddhahood, som jeg slet ikke kan se, er mere forståelige på engelsk end på dansk. Der er også nogle tilfælde af sammenblanding af pali og sanskrit, men det generer nok kun den virkelig nørdede læser…
Endelig tænker jeg at bogen giver en, efter min mening helt skæv, fortolkning af buddhistisk praksis, når den fortæller os, at en person ”gennemlever forskellige faser ved at gå den såkaldte ’ottefoldige vej’”. Uanset hvordan jeg kigger på den ottefoldige vej, kan jeg ikke få øje på, at vi har at gøre med elementer som udgør en fremadskridende vej. Jeg kan slet ikke se, at man skulle kunne sætte kryds ved ’Ret Syn’, og derefter – og først derefter – kunne gå videre til ’Ret Tanke’. Alle elementerne understøtter hinanden gensidig sammenhæng, og man bliver ikke færdig med ét af dem, før man er færdig med dem alle.
Jeg vil helst klart anbefale at bogen bliver læst, men endelig ikke som en ’grundbog i buddhisme’ – hvad den da heller ikke giver sig ud for! Den skal læses EFTER en grundbog, som et supplement til den, hvor den kan tjene til at uddybe forståelsen af samspillet mellem øst og vest; mellem traditionel, asiatisk buddhisme og den vestlige buddhisme der er under stadig udvikling.