Omtale af Pius må nødvendigvis blive kort. Allerede den britiske historiker Edward Gibbon skrev: “Antoninus diffused order and tranquillity over the greatest part of the earth. His reign is marked by the rare advantage of furnishing very few materials for history; which is, indeed, little more than the register of the crimes, follies, and misfortunes of mankind.”[1] og den supplerende litteratur bekræfter blot dette billede.

For sin indledende forfølgelse af Roms senatorer, og for andre politiske henrettelser i løbet af Hadrians regeringstid, søgte Senatet nu hævn over den afdøde kejser Hadrian, og havde det ikke været for Antoninus Pius, ville Hadrian sandsynligvis have fået et eftermægle som en Nero, en Domitian eller en Commodus. Antoninus Pius insisterede på, at senatet skulle ophøje Hadrian til guddom, men viste sig til gengæld villig til at omstøde dødsdomme og ophæve eksilstraffe. Magtovertagelsen signalerede et politisk daggry i lighed med tiden umiddelbart efter Nervas tronbestigelse, men denne gang skulle det gode forhold vise sig holdbart, og senatet begavede umiddelbart efter dennes tiltrædelse Antoninus med det ærefulde tilnavn Pius; en udsædvanlig hæder, som han delte med Vergils mytiske Æneas.[2]

Som menneske og som kejser var Antoninus Pius retrospektiv, og hans konservative regeringsform viste sig snart at passe fortrinligt med imperiets tilbageskuende sindelag. Antoninus Pius fortsatte i påpasselig grad sine forgængeres forsigtige økonomiske politik ved at undgå ekstravagante byggerier såsom Hadrians pragtvilla på Palatinerhøjen. Faktisk følte Antoninus Pius sig så forpligtet af cæsarkappen, at han i et af sine breve gav udtryk for, at han var ansvarlig for at færdiggøre alle såvel lovede som igangværende byggerier fra Hadrians tid, førend han kunne påbegynde sine egne – ikke nogen nem opgave når Hadrian i øvrigt betragtede sig selv som arkitektkejseren.

I løbet af Antoninus 22 år som kejser oplevede imperiet en række oprør og grænseuroligheder rundt om i riget. Ingen af disse var dog af samme militære omfang, som urolighederne under Trajan, og intet af det krævede kejserens personlige indgriben i sin kapacitet som de romerske styrkers øverstbefalende. Denne omstændighed muliggjorde en særegen provins- og udenrigspolitik, som tillod Antoninus Pius at blive i Italien gennem mesteparten af sin regeringstid, og i stedet diktere provinsadministration gennem korrespondancer til lokale guvernører, og i visse tilfælde til selve provinsernes borgere.[3] Om denne linie var udtryk for konkrete magtpolitiske overvejelser eller en simpel forfordeling af provinsielle affærer, er nærmest umuligt at vurdere, men på baggrund af det tilgængelige kildemateriale lader Antoninus’ politikker i alle fald til at have været genstand for en oprigtig beundring i såvel Rom som i provinserne, og blandt senatsstanden, med hvem han rådførte sig tættere end nogen anden Antoninsk kejser. Om ham skriver den senere kejser Marcus Aurelius:

Vær i alting en discipel af Antoninus. Hans taktfulde optræden ved mundtlige forhandlinger, hans sinds ligevægt ved alle lejligheder […] Denne ivrighed når det gjaldt at sætte sig ind i en sag, og hvordan han så aldrig slap den ud af hænde uden efter fuld indsigt og klar gennemtænkning.[4]