Fra dagene under etruskisk herredømme havde Roms militær gradvist udviklet sig fra brugen af den græske falanks og frem til periodens (96-180 e.Kr.) kejserlige eller marianske legion. Med betegnelsen ”mariansk” røbes allerede grundpillen i legionernes organisation. Gaius Mariuses militærreformer blev implementeret allerede i republikansk tid, nemlig 107 f.Kr., men deres altovervejende indvirkning på den romerske militærmaskine kan siges at strække sig helt til Diokletians (kejser fra 284-305 e.Kr.) dage, hvor de germanske støttetropper begynde at udgøre et militært bidrag sammenligneligt med legionernes.

I republikken allertidligste dage har bystatens Roms militær sandsynligvis lignet enhver anden græsk eller etruskisk falanks i felten. Og elementer af denne form for militærorganisation hang ved helt indtil årene op til de marianske reformer. De centrale elementer i den ”arkaiske” doktrin, for Rom såvel som for Grækenland, har været, at borgerne skulle tilhøre en vis samfundsklasse, dvs. ikke komme fra samfundets absolutte bund, og at den enkelte borger var ansvarlig for erhvervelse og vedligeholdelse af sin personlige udrustning. I tilfældet Rom forventedes det desuden, at den enkelte borgers personlige velstand beløb sig til minimum 3000 sestertier.

Grundtanken bag denne doktrin var, at de borgere som havde mest at miste ved statens eventuelle nederlag også var dem som ville kæmpe ivrigst og klogest, når de repræsenterede selvsamme stat i felten. De marianske reformer ændrede alt dette, og deres historisk mest skæbnesvangre (bi)virkning var da også, at den enkelte legion under den marianske ordning stillede sig loyal over for sin general, og ikke for den romerske stat. I perioden 96-180 e.Kr. ses dette forhold først direkte under Nerva hvor prætorianergarden ikke opfatter ham ”som en af deres”, og senere indirekte i form af de store summer ”tiltrædelsespenge” som kejserne måtte betale legionerne for deres (tvivlsomme) loyalitet.

Hvis man kigger på epistemet – romernes tendens til at optage og tilpasse uden at opfinde kvalitativt nyt, så er legionens succes helt på linie med konklusionerne etableret i dét afsnit. Allerede Montesquieu skriver i sine betragtninger om emnet, at:

“It should be noted that the main reason for the Romans becoming masters of the world was that, having fought successively against all peoples, they always gave up their own practices as soon as they found better ones.”[1]

Eksempler på “kopieret” militærpraksis omfatter bl.a. det korte gladius-sværd, som romerne først stiftede bekendtskab med på den Iberiske halvø, skibsdesign (Kartago), langbuen (Ægypten) og det pansrede kavaleri, de såkaldte kataphraktoi, som de havde lært at kende fra Partherne.

Af alle de institutioner og praksisser som undergik forandringer i perioden 96-180, må militæret ikke overses: De grænser, og det statsapparat, som Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus og Aurelius administrerede var i høj grad fastlagt under Augustus, og deres politikker kan i høj grad ses som en videreførelse af Augustuses oprindelige politikker.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at antallet af italienere i legionerne var faldet fra 65% under Augustus, til 1% under Marcus Aurelius.[2] Periodens kejsere kommanderede altså med andre ord et militær med en fundamentalt set anderledes sammensætning end Augustus og hans efterfølgere havde gjort det.

Periodens overordnede militære operationer kan overordnet set opdeles i to, nemlig de aktive felttog under Trajan, og de mere reaktive defensive, centralistiske ordninger under Nerva, Hadrian og Anotoninus Pius.

De to store krige under Marcus Aurelius og Lucius Verus (felttoget mod Partherne og den Markomanniske krig) befinder sig et sted herimellem: For mens de ret beset omfattede operationer udenfor rigets grænser, og tilmed sigtede efter at indtage eksempelvis Partherrigets hovedstad, så var de i bund og grund et led i den førnævnte defensive/reaktive militærpolitik bedrevet af Nerva, Hadrian, Antoninus Pius og altså også Marcus Aurelius.

Det mest overmandede eksempel på denne politik er naturligvis Hadrians mur i Nordengland, som med sine 117 kilometer udgjorde periodens bedst befæstede grænse. Den forblev bemandet og i brug fra sin opførsel i 122 e.Kr. og til den romerske tilbagetrækning fra de Britiske øer i ca. 410 e.Kr.[3]