I manuskriptet ‘Filosofien i grækernes tragiske tidsalder’ stk. 3 skriver Nietzsche i stykke tre om forskellen på det intuitive og det nøjeregnende intellekt. Manuskriptet blev aldrig færdiggjort, og teksten-som-skrevet mangler derfor en del mellemregninger, som vi her har sat ind efter vor bedste forståelse af, hvordan Nietzsche havde tænkt denne passage. I dag er sådan en praksis uortodoks, men Nietzsche selv ville utvivlsomt have billiget den: I sit eget manuskript om ‘Filosofien i grækernes tragiske tidsalder’ citerer Nietzsche nemlig ikke sine grækere, men parafraserer dem.

af Friedrich Nietzsche

Det er bemærkelsesværdigt hvor arrogant det intuitive intellekt omgås empirien. Det er netop hvad filosofien altid gør når den sætter sig for at springe over erfaringens hække for at nå frem til sit magiske, dragende endemål. Intuitionen springer i forvejen med syvmilestøvler på: Håbet og forudanelsen udstyrer dens fødder med vinger. Klodset halser den beregnende forstand bagefter, mens den leder efter et bedre og sikrere afsæt, så den også kan nå det tillokkende mål, som dens guddommeligere rejsekammerat allerede er fremme ved.

At se de to, er som at se to vandringsmænd stå ved en vildt brusende bjergflod, hvis strøm er så kraftig, at den river selv de største store sten med sig: Den ene (den intuitive) springer ubesværet over, idet han tager afsæt på stenene, uanset at de straks forsvinder under ham og synker ned i afgrunden. Den anden (empirikeren) står hjælpeløst og ser til; han skal først bygge fundamenter, der er solide nok til at bære hans tunge, beregnende skridt. Og hvis ikke det lykkedes at konstruere sådan et fundament kan ingen Gud hjælpe ham over på den anden side.

Men hvorfor  når den filosofiske, intuitive tænkning så hurtigt frem til sit mål? Er det kun fordi den flyver over store afstande med højere hastighed end den nøjeregnende tænkning? Nej, det skyldes at den løftes af en fremmed og ulogisk magt; fantasien. Opløftet af fantasien springer den videre fra mulighed til mulighed, alt i mens den i forbifarten regner enhver mulighed for et sikkert hvilested, i hvert fald for øjeblikket: Mens den svæver midt mellem to muligheder finder den sågar, selv frem til nye, sikre hvilesteder. En brillant forudanelse udpeger dem, så den intuitive tænker fra lang afstand kan fornemme, at der findes beviselige sikkerheder. Fantasiens kraft viser sig især, når den som et lyn fra en klar himmel oplyser og griber fat om analogier: Bagefter kommer refleksionen vraltende med sine måleenheder og skabeloner og forsøger at erstatte analogierne med ligninger og det (frugtbart) synkrone med (kedelig) kausalitet.

Men selv når denne udskiftning ikke er mulig … har den ubeviselige filosofi stadig sin værdi; selv om det er umuligt for logikken og dens rigide empiri at nå frem til den intuitive tænkers guddommelige resultat … selvom enhver mulighed, som det intuitive intellekt anvendte som fodfæste for længst er smuldret nåt det videnskabelige intellekt ankommer er der stadig, efter alt håb om at konstruere et videnskabeligt sikkert fundament ud af den intuitives forsyn, er opgivet, en rest tilbage; og netop i denne rest ligger en drivkraft, der giver håb om en fremtidig frugtbarhed.