Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Et fænomen, der efterhånden er overordentligt videnskabeligt veldokumenteret, er det, at vi mennesker elsker den tryghed, vi tror, der findes på midten. Når vi som forbrugere skal købe et produkt, så køber vi ikke det produkt, som bedst afspejler vores budget og som bedst kan dække de forventninger, vi har til produktet. Nej, når vi er på indkøb, så kigger langt de fleste af os på, hvad det dyreste produkt koster, dernæst på hvad det billigste produkt koster, og til sidst så køber vi så et produkt, der ligger et sted mellem de to ekstremer. Kun den forbruger, der har ekstraordinær lidenskab eller indsigt på området afviger fra dette mønster, og således havner de fleste af os på midten.

Amerikanske forretninger har for længst taget konsekvensen af denne indsigt. Hvis et supermarked f.eks. sælger vin, så har de taget højde for forbrugerens midtersøgende adfærd ved at have et par urealistisk dyre vine øverst på hylderne. Dermed trækker de dyreste flasker gennemsnitsprisen for udvalget op, og dermed trækker den blotte eksistens af de dyrere vine også prisen op på de vine, som supermarkedet ender med at sælge flest af. Medmindre folk har en særlig lidenskab for vin, eller en særlig indsigt i vinmarkedet, så er den vin, som de ender med at købe, altså ikke dikteret af deres behov som forbrugere, men af den ramme, som supermarkedet har dikteret for dem.

Overvejelsen melder sig: Hvis folk bruger denne logik, når de køber vin, tandbørster, brødristere og cykler, hvorfor skulle de så ikke også bruge den, når de ”køber” politisk repræsentation til folketingsvalg? Hvis Enhedslisten står på den ene side, og Liberal Alliance står på den anden, så er det nok sikrest og bedst at vælge et af partierne i midten, – måske Venstre eller Socialdemokratiet, der på en og samme tid forsøger at være alt for alle og vel på den måde kan siges at være den politiske verdens Merlot-drue.

Problemet er bare, at midten ikke nødvendigvis afspejler nogen højere sandhed. For de to ekstremer, der omkranser midten, er ikke nødvendigvis lige langt fra virkeligheden. Da Titanic var sejlet på isbjerget, så var den sikreste position ikke et sted mellem de to ekstremer ”skibet synker” og ”skibet har det fint”. Den sikreste position var ikke ”skibet synker måske en lille smule.”

I dansk politik er ekstremerne Liberal Alliance og Enhedslisten heller ikke lige langt fra virkeligheden. Ifølge tal fra finansministeriet, så kan Danmark se frem til 35-40 år med underskud på de offentlige finanser og noget nær den laveste vækst i den vestlige verden. Og her er der ingen hjælp at hente fra hverken Enhedslisten eller fra midten, hvis positioner vel bedst kan beskrives som henholdsvis ”skibet har det fint” og ”skibet synker måske en lille smule.”

Når først midten er kommet ud af trit med virkeligheden, så kan menneskets naturlige tendens for midtersøgende adfærd nemt komme til at stå i vejen for det, som vi egentlig ønsker. Ligesom midtersøgende adfærd kan bevirke, at forbrugeren kommer ud af forretningen med en vin, der var dyrere, end vedkommende egentlig havde tænkt sig, ligeså kan midtersøgende adfærd bevirke, at vælgeren kommer ud af stemmeboksen med kryds ved et parti, hvis politik er ”dyrere”, end hvad vedkommende egentlig havde tænkt sig.

Tryghed på midten kan altså meget vel vise sig at være falsk tryghed på midten.