af Ryan Smith

At læse Julie Hassings indlæg i Berlingske 1.9.2012, hvor Hassing argumenterer for tvungen barsel til mænd, er lidt som at se Monty Python-filmen ‘Monty Python og de skøre riddere’ omsat til papirform.
Hassing taler for tvungen barsel til mænd. Imidlertid er der ikke noget nyt i Hassings indlæg, i forhold til den debat som kørte om samme emne i efteråret 2011. En debat, som blev startet af fortalerne for tvungen barsel, og som døde ud, efter deres argumenter blev gennemhullet fra borgerlig kant. Herefter blev fortalerne stille.

Nu gentager Julie Hassing så de samme argumenter, som blev skudt ned dengang, og det uden at tage højde for de indsigelser, der altså skød dem ned. Og det er her, at det går hen og bliver Monty Python’sk.

I ‘Monty Python og de skøre riddere’ findes der en scene, hvor landsbyfolket har fanget en heks, og pøbelen trygler den vise ridder Bedevere om lov til at brænde hende på bålet. Men ved at tale til de højeste instinkter i mennesket får Bedevere landsbyfolket på bedre tanker: “Hvordan ved I, at det er korrekt, hvad I tror?” spørger han, “hvordan ved I, at hun vitterligt er en heks?” Landsbyfolket kan godt se, at der er noget om snakken, og iveren efter at brænde heksen på bålet må vige for tøven og eftertanke.

Men lige så snart Bedevere kigger væk, så er landsbyfolket tilbage i samme rille: “En heks, en heks, lad os brænde hende, lad os brænde hende!” Og sådan er det åbenbart også med dem, der godt kan lide at argumentere for tvungen barsel til mænd: Uanset hvor mange gange mavefornemmelserne bliver talt ned med fornuft, så rejser de sig igen på et senere tidspunkt, når Bedevere kigger væk.