af Ryan Smith

Den forhenværende amerikanske præsident Ronald Reagan rummede et uforklarligt paradoks i sin karakter, konkluderer de to amerikanske PhD’er i psykologi Steven Rubenzer og Thomas Raschingbauer i bogen Personality, Character, and Leadership in the White House.

Den republikanske Reagan var den mest højreorienterede præsident, Amerika har haft, siden Calvin Coolidge forlod præsidentembedet i 1929 (og her tæller vi altså også George W. Bush med).

Men selv om Reagan indædt ønskede sig mindre stat, kerede han sig samtidig intenst om samfundets svageste. Den samme dag som Reagan havde siddet ved skrivebordet i Det Hvide Hus og droppet diverse velfærdsprogrammer fra statens finanser, kunne han senere hive sit personlige checkhæfte frem og udskrive checks fra sin privatkonto, når han hørte om fremmede svage, der var kommet i nød.

Psykologerne måtte klø sig i håret, men forklaringen på paradokset er nu simpel nok: Deres problem ligger i, at de antager, at man kan slutte direkte fra en persons politiske udsyn til vedkommendes personlige værdier.

På den måde fik de to forfattere smuglet det præmis med i bagagen, at hvis man ikke støtter statslige velfærdsprogrammer, ønsker man heller ikke at hjælpe nødstedte mennesker. Men som Reagans personlige check til de svage og fattigste beviser, kan man ikke uden videre slutte fra politik til personlighed, eller den anden vej rundt.

Ikke robotmennesker

Hvad de to psykologer simpelthen ikke forstår, er, at politik ikke er en udvidet portion af privatsfæren. Når folk som Reagan er imod statens overtagelse af fattighjælpen, er det ikke, fordi liberale ønsker at leve deres personlige liv på baggrund af stivnakket principrytteri, sådan som mange intuitivt tænker om liberale, når de lytter til talen om de upersonlige principper, der efter den liberales hoved skal styre politik.

Hvis liberale virkelig levede på denne stålsatte måde uden for den politiske sfære, ville de ikke kunne deltage i sammenskudsgilder, hvor det er påkrævet, at de tog noget med for at deltage i gildet. De ville heller ikke møde op til middagsselskaber, hvor de var ude af stand til selv at bestemme menuen. Og de mange små hensyn, som man normalt tager til kolleger og naboer i det daglige, ville også være utænkelige for sådan et robotmenneske.

Det eneste, som ville styre den liberales prioriteter i privatsfæren, ville være, hvem der havde ret til hvad og hvor meget – alene i forhold til de liberale principper.

Livet ville med andre ord være ganske besværligt for den liberale, og så har vi end ikke berørt den akavethed, der uundgåeligt ville opstå, når hr. og fru Liberal fandt sammen i soveværelset for at lave små nye liberale.

Slip næstekærligheden løs

Sandheden er selvfølgelig, at liberale ikke lever deres personlige liv efter denne robotlogik. Politisk liberalisme er en tro på, at menneskets naturlige gavmildhed og hensyn til sine med mennesker udfolder sig bedst uden omklamring fra staten.

At befri disse privatområder fra statens tunge centralisering er at give plads til, at mennesket kan opføre sig kærligt og humanitært over for dets medmennesker. Ikke fordi staten siger, det skal, men fordi det af sig selv gerne vil.

De fleste mennesker er født med gavmilde og næstekærlige træk, og de ønsker helt af sig selv at give til værdigt trængende. Men under en samfundsorden, hvor staten undertiden snupper 60 pct. af ens indtægt uden at spørge, og hvor man ikke kan være sikker på, om den ’trængende’ vitterligt trænger, eller måske i virkeligheden er en Doven Robert, som ikke ønsker at arbejde, eller en Fattig-Carina med 15.700 kroner hver måned efter skat, trænges menneskets naturlige giverlyst tilbage.

Og det behøver man ikke en ph.d. i psykologi for at forstå.