af Ryan Smith

Jeg er selv liberal, men jeg indrømmer det: Ser man på to af de sidste tyve års største politiske spørgsmål for Danmark, nemlig medlemskabet af EU samt problematikkerne omkring den ikke-vestlige indvandring, så er det fortrinsvis landets konservative, der har haft ret, mens vi liberale på lange stræk har været alt for optimistiske.

Eksempelvis var vi mange, der mente, at selvom de ikke-vestlige indvandrere umiddelbart skabte besvær for den eksisterende orden, så ville indvandringens onder snart gå over igen, ja, faktisk blive til goder, når først indvandrerne fik gjort deres entre på arbejdsmarkedet. Flere hænder på arbejdsmarkedet betød jo en større økonomisk kage, samlet set, og »mennesker lader sig jo i sidste ende styre af økonomiske (snarere end kulturelle) hensyn,« lød den liberale logik. Af samme årsager var vi mange, der gladelig hilste enhver yderligere stramning af EU-knuden velkommen: Ethvert skridt i retning af en tættere union var jo samtidig et skridt i retning af større frihandel – troede vi.

Her mange år senere kan vi se, at de ikke-vestlige indvandrere ikke uden videre lader sig integrere, men tværtimod at de stadig optræder uheldigt i alle de forkerte statistikker. Og det EU, som mange liberale engang så som et håb i kampen mod regulering og monopoler, er nu endt som et postmodernistisk bureaukratiserings- og reguleringshelvede. På begge områder var det de konservative, som var først ude med at sige fra, og på begge områder var det de mennesker, som sagde fra, der havde ret.

Selvom jeg er liberal, anerkender jeg også, at konservative tænkere og konservativ politik historisk set har haft en stor del af æren for ’liberale’ samfund som Holland, Storbritannien og USAs succes, som den udfoldede sig i disses landes bedste perioder. Liberalisme uden konservativt mådehold bliver alt for let til en parodi på sig selv, en slags ’Enhedslisten i blåt’, hvor man ønsker at ophæve landegrænser, politi, militær og skat. Et fatamorgana, der – ligesom kommunisme – nok ser godt ud på papiret, men som med garanti vil føre til død og ødelæggelse, hvis det blev ført ud i livet.

Jeg anerkender derfor, at liberalisme har brug for konservatisme. Alligevel er jeg dog stadig liberal. For et pure konservativt samfund er ikke et samfund, som jeg personligt har lyst til at leve i. For hvis liberalisme uden konservatisme bliver til et ’Enhedslisten i blåt’, så har konservative samfund, der ikke får liberalt modspil, en tendens til at stagnere og blive repressive: At blive til strenge ’far’-samfund, som diskriminerer benhårdt mod religiøse, seksuelle og værdimæssige afvigere.

Pure konservative samfund er f.eks. dem, man finder i antikken, hvor selv demokratiske stater som det klassiske Athen endte med at dømme en afviger som Sokrates til døden for at præsentere byens unge for andre værdier end dem, som man fra etablissementets side anså som stedlige, gode og etablerede. Modsat hvad mange synes at tro, er demokrati altså ikke i sig selv en garanti mod en unødvendig diskrimination af samfundets afvigere, hvilket nutidens USA og dets uværdige behandling af homoseksuelle også beviser til fulde.

Udover kontinuert at udfordre den eksisterende orden, så tjener det liberale modspil også et andet vigtigt formål for de konservative, idet liberale gerne minder hvem som helst, der vil lytte, om, at staten er for stor (altid for stor), og at statsmagten bør være begrænset. Og i forlængelse heraf, minder den liberale røst også ivrigt om, at staten ikke bør bruges til at slå ned på folk med afvigende tro, seksualitet eller værdier. Kort og godt minder den liberale stemme om, at værdipolitik ikke skal håndhæves med politimagt, hvilket i sidste ende er, hvad de konservative jo argumenterer for, når de søger at mejsle deres værdier ind i lovens tavler.

Jeg siger ikke, at alle konservative har behov for at blive mindet om denne lektie, blot fordi de er konservative. Inden for de konservatives egne rækker findes der f.eks. en glimrende liberalkonservativ tradition, hvor den konservative orden, man kæmper for, først og fremmest er den orden, som frie mennesker af egen fri vilje vælger at hædre og videreføre som deres traditionelle værdier. Men over for denne tradition findes der også en mere statskonservativ tradition, som har en uheldig tendens til at ønske at få sine foretrukne værdier gennemtvunget med lov.

Den konservative intelligentsias ulykke i Danmark er, at vi her i landet ikke (længere) har en stærk konservativ tradition i befolkningen, på samme måde som man f.eks. har det i USA. Efter et halvt århundrede med socialdemokratisk jernvælde er vi nemlig blevet vant til at tænke på civilsamfundet som noget, staten tager sig af, og som den enkelte hverken behøver eller kan tage ansvar for. Det gør det i sagens natur svært for nutidens konservative at vinde opbakning til deres synspunkter ved at appellere direkte til befolkningen, og derfor kompenserer de ofte ved at forfalde til den intellektuelt dovne løsning: At få staten til at gennemtvinge den værdipolitik, de nu engang selv synes bedst om.

Således står vi i dag med en række ligegyldige surrogatdebatter om flagforbud, kulturkanon og svinekød i daginstitutionerne. Alt sammen er en art konservativ trøstespisning for, at man ikke kan få det, der i virkeligheden står øverst på den konservative ønskeliste: En befolkning i Danmark, der vitterligt er konservativ helt ind til benet.

Uanset hvor mange forbud og påbud man får tvunget igennem ad statens vej, så får man ikke skabt en egentlig konservatisme. Problemet er, at man ikke kan gennemtvinge en konservativ folkestemning fra oven og ved hjælp af staten. Et ægte konservativt samfund er nemlig det modsatte af samfund, hvor alle beslutninger udgår fra et flertal på Christiansborg. Hvilket også betyder, at jo mere de konservative debattører medvirker til at politisere samfundet, des mere modvirker de også deres egne langsigtede mål, og des mere går de også socialisternes ærinde.

For jo flere beslutninger, der skal gå gennem staten (frem for at blive truffet i civilsamfundet og mellem frie mennesker), des mere modtageligt bliver samfundet også over for alskens teknokratiske, utopiske og – i sidste ende – anti-konservative påfund.

I et demokrati har man skiftende regeringer, og når det demokratiske pendul uundgåeligt svinger hen på en rød regering, så har de konservative, som gerne vil bruge lovgivning til at gennemføre deres værdipolitik, selv været med til at arbejde for en stat, hvis indblanding i privatsfæren er større, end de egentlig selv ønsker sig. Hvis først vi åbner op for, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad vi bruger vores flagstænger til, bliver det alt andet lige også mere nærliggende, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad det nu er for nogle håndværkere, der sveder i baghaven.

Derfor er den konservative iver efter at bruge staten i værdipolitiske spørgsmål paradoksal, og paradokset ses blandt andet i de konservative udfald mod den statslige børnepasning. »Hold jer ude af vores børnepasning, men hold endelig opsyn med vores flagstænger,« som mantraet synes at lyde.

Så derfor, kære konservative: Rub neglene. Kom ud af lænestolene, og drop tankerne om at indføre de ’rigtige’ værdier pr. statsligt dekret. Det egentlige konservative arbejde består i at opfostre en konservativ kultur blandt befolkningen her i landet efter 60 år med forskellige former for socialdemokratisme.

Så drop tankerne om at føre værdipolitik via lovgivningen  den bedste måde at opamme en stærk konservativ tradition på, er ved at rulle statens omfang og magtsfære tilbage. Og det er noget, som enhver besindig borgerlig – konservativ som liberal  – burde kunne støtte op om.