(NB: Amerikanske liberals er ikke det samme som danske ’liberale’. At være liberal svarer i USA til at være venstreorienteret og stemme demokratisk.)

I denne velskrevede og veldokumenterede bog går forfatteren bag om noget af den samme forskning som Jonathan Haidt, George Lakoff, Drew Westen, m.fl. har kastet sig ud i de seneste år, og som kan kaldes ”neuropolitik” eller ”psykopolitik”. Hvis du allerede kender til de ovennævnte forskeres værker, så vil du også på forhånd vide meget af det, som du lærer af at læse denne bog.

Bogen var interessant og let at læse. Der var ingen kedelige kapitler, og selvom forfatteren er utrolig partisk til fordel for den amerikanske venstrefløj, så forsøger han virkelig at pakke sine pointer ind, så de også kan være spiselige for højrefløjen. Forfatteren præsenterer os for et par spændende indsigter, som nu er empirisk understøttet af eksperimenter. Disse indsigter inkluderer blandt andet at:

• Amerikanske konservative generelt har lavere integrative complexity end amerikanske liberals.
• Amerikanske konservative tænker generelt i mere sort/hvide baner end amerikanske liberals.
• Konservative har en tendens til at vælge simple løsninger på problemer, liberals en tendens til at vælge mere komplekse løsninger.
• Når man drikker liberals fulde, så bliver de mere konservative i deres politiske holdninger.
• Når man drikker konservative fulde, så bliver de endnu mere konservative i deres politiske holdninger.
• Når mennesker får tænketid til at løse et politisk problem, så vælger de ofte en venstreorienteret løsning, men hvis mennesker ikke får tænketid, så vælger de ofte en konservativ løsning.
• Amygdala er det center i hjernen, som er forbundet til frygt og instinkter. Amerikanske konservative har en fysisk større amygdala end amerikanske liberals.
• Både republikanere og demokraters forsvarsmekanismer er de samme (muskelspændinger, aktivitet i svedkirtler, m.v.) men republikanernes forsvar er mere aktive, og hurtigere til at gå i forsvarsposition.
• Tvillingestudier har afsløret, at ca. 40% af ens politiske holdning som voksen er genetisk bestemt.
• Små børn, som var frygtsomme og modtagelige over for opdragelse, havde forøget chance for at blive konservative som voksne.
• Små børn, som var mere selvkørende og isom kke lyttede til de voksne, havde forøget chance for at blive liberals som voksne.

Disse indsigter er spændende, og det bliver af yderste vigtighed at følge med i, hvad der vil ske af udvikling inden for “psykopolitik” i de kommende år. Når det så er sagt, så kunne man ønske, at forfatteren til denne bog dog ville lade være med at blande sine personlige holdninger sammen med faktuel videnskab, eller som den skotske filosof David Hume ville sige: At blande deskriptiv og normativ sammen.

I USA er der en bevægelse (”the birthers”) som mener, at dokumentationen for, at Barack Obama skulle være født i USA, er mangelfuld. (Såfremt Obama ikke er født i USA, så kan han ifølge amerikansk lovgivning ikke være præsident.) Ifølge forfatteren til The Republican Brain er spørgsmålet nu afgjort en gang for alle. Men spørgsmålet trænger sig på: Hvordan kan forfatteren vide det? Hvordan kan nogen af os vide det? Der er efterhånden så mange ualmindeligheder vdr. denne sag, at det er svært at få vished i den. For blot at give et enkelt eksempel, så blev Obama offentligt præsenteret som værende ”født i Kenya”, mens han var præsident for The Harvard Law Review, uden at Obama protesterede eller søgte at rette op på dette forhold.

Nu kan man så mene, at hele spørgsmålet er ligegyldigt, da Obama trods alt har vundet et valg, men det er bare ikke det, som forfatteren her siger: Han siger, at spørgsmålet er afgjort en gang for alle, og her skinner hans personlige sympatier unægtelig igennem. Eksempelvis kunne man spørge sig selv, om forfatteren ville udtale med samme entydighed, at alle spekulationer om Mitt Romneys skatteunddragelse nu var lagt i graven, efter at Romney har frigivet sine skatteforhold. Mon ikke svaret er nej?

Ligeledes siger forfatteren, at det er 100% videnskabeligt sikkert, at Obamas enorme Keynesianske vækstpakker har hjulpet økonomien. Når konservative benægter, at disse vækstpakker har virket, så er det ifølge forfatteren lodret forkert. Men igen melder spørgsmålet sig om, hvordan han dog kan vide det, når flere professorer i økonomi mener, at vækstpakkerne må betegnes som en katastrofe, og Obama selv har sagt, at vækstpakkernes virkning ikke har levet op til forventningerne.

Det er udtalelser som disse, der undergraver forfatterens egentlige argument, og det er en skam, for det er utvivlsomt rigtigt, at amerikanske konservative er mere kognitivt lukkede end amerikanske liberals. Forfatteren går efter amerikanske konservative for at benægte fakta og opfinde deres egne fakta, men her og der opfinder denne bog altså også sine egne fakta.

Og det er en skam, for bogen er god og læsværdig.