00’ernes rollemodel var entreprenøren, der på rekordtid opfandt et internetprodukt, solgte det videre til en eksisterende gigant og trak sig tilbage som millionær. Men det var før finanskrisen. Nu er det mellemlederen, der er fremtidens mand.
Mellemlederstanden og dårlig PR går hånd i hånd. Hvor toplederen opfattes som visionær, legende og åben over for nye ideer, lyder fordommene om mellemlederen, at han er ferm, striks og emsig efter, at tingene bliver gjort efter bogen. Hvis den etablerede fremgangsmåde virkede i går, så virker den nok også i dag. Mellemlederen er standardfigur for latterliggørelse, og det så meget, at både tegneseriestriben ’Dilbert’ og tv-serien ’The Office’ har gjort satire på mellemlederens bekostning til en fast bestanddel af deres repertoire.
Når topledere profileres i erhvervsmedier, er det ofte som stærke mænd, der kan overskue det store billede og som kompetent formår at styre virksomhederne mod succes. Men når bølgerne rigtigt går højt, så er det så godt som altid, fordi snakken er faldet på entreprenøren. Medierne glorificerer entreprenøren, og fremhæver ham som rollemodel, men glemmer, at entreprenørvirksomhed ikke er et mål i sig selv. Entreprenørvirksomhed er et middel til at opnå et mål, nemlig det succesfuldt markedsførte produkt, som skaber blivende værdi i form af forbedringer for forbrugeren og jobs for producenten.
00’ernes helt var entreprenøren, der med virkelyst, 2-6 ansatte og 90 timers arbejdsuge bankede et IT-produkt op på rekordtid, solgte det videre til en eksisterende gigant og trak sig tilbage som millionær. Men det var før finanskrisen. Det var dengang, fremtiden tegnede uendeligt lys, og alskens accessoriske nicheprodukter var i højsædet. Oven på krisen skærer vi igen ind til benet, og prioriterer det blivende, det nødvendige og det essentielle.
10’ernes helt bliver derfor mellemlederen, der med sin nøgternhed og stringens er den uundværlige møtrik i det store maskineri, der får hjulene til at dreje som smurt. Som det uundværlige bindeled mellem topledere og medarbejdere er det mellemlederen, der muliggør virksomhedsorganisation på den helt store skala. Det er takket være mellemlederens standhaftighed og stabilitet, at der fortløbende kan skabes værdi ud af de flyvske entreprenørers ideer.
Også i filosofien
Også i filosofien har de store tænkere traditionelt haft blik for mellemlederens kvaliteter: I storværket ’Staten’ havde den græske filosof Platon en del at sige om velsignelserne ved mellemlederens temperament. Når talen falder på ’Staten’, er det så godt som altid med henvisning til Platons visioner for den politiske klasse. De udvalgte skulle herske. Kun de færreste er klar over, at ’Staten’ også gør sig umage med at skildre de indbyggere, der skal leve i den og som ikke tilhører den politiske klasse. Her skelner Platon mellem de besindige og de ubesindige borgere; mellem dem, der med en rolig hånd går på arbejde, sparer op og gør tingene efter bogen, og så dem, der lader sig føre rundt i manegen af omskiftelige luner og med store armbevægelser kaster sig over snart det ene, snart det andet.