Et par nørder har lavet deres egne elektroniske penge, og nu spår de, at Bitcoins vil overtage den globale internet-økonomi. Spørgsmålet er, om det er hype – og hvis ikke, om internationale finansmagter vil forsøge at forbyde dem.

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

»Det er større end Twitter, større end Skype og større end e-mail,« siger computersikkerhedseksperten Steve Gibson.

»Det er et kæmpe fupnummer,« siger internetøkonom Adam Cohen.

»Det er det farligste open source projekt nogensinde,« siger dotcom-entreprenøren Jason Calacanis.

Ja, hvad skal man tro? Det handler om Bitcoins: Anonyme internetkontanter, der er komplet ligeglade med landevaluta, banker og mellemmænd. Produktionen af de digitale mønter og overførslerne verificeres af avanceret kryptografi, og vedligeholdes af et peer-to-peer netværk, der består af mennesker over hele verden, som har dowloaded softwaren. Bitcoins er inflationssikrede og gebyrfri. De er decentraliserede, kan cleares og sendes med lysets hastighed, og er efter sigende umulige at snyde med. I løbet af blot to år er Bitcoins blevet til en slags guldstandard for digitale penge. De kan bruges til at købe alt fra puslespil til porno, handles stort på internetbørser, og er i de sidste par måneder steget i værdi fra under en dollar til over syv dollar pr. Bitcoin.

Grunden til, at Bitcoins har fået så stor opmærksomhed blandt de meget ideologiske grene af open source folket, er, at de har ingredienser til at udfordre den globale pengemagt. Allerede nu vinker de farvel til Paypal, der efter deres mening er i lommerne på nationalbankerne og blokerer for donationer til organisationer som Wikileaks. Bitcoins har potentialet til at lave nationalstater om til tandløse monarkier, der forsøger at beskatte usynlige goder. De repræsenterer liberalisternes hede drøm om at adskille politisk og økonomisk magt. De er turbokapitalisme, bredbåndsanarki og cyberpunk i ét, for det eneste, Bitcoins kræver, er en krypteret nøgle, et hemmeligt password og troen på, at de har værdi. Ligesom alle andre såkaldte fiat-valutaer (som dollar og kroner) er Bitcoins nemlig ikke bakket op af andet end stater og de mennesker, der tror på dem. Og hvem har nu om dage brug for stater til at fortælle os, hvad der er værd at tro på, og hvad der ikke er?

Bedre end guld
Ifølge fortalerne har Bitcoins de samme gode egenskaber som guld og sølv uden at have disses dårlige egenskaber. Det er ikke muligt at lave falske Bitcoins og dermed købe varer for den samme Bitcoinflere gange. Man kan kun ‘præge’ en endelig mængde af dem, hvilket sikrer mod ukontrolleret inflation, men til gengæld kan man dele en Bitcoinop i næsten uendeligt mange dele og derfor lave et vilkårligt antal mikrotransaktioner over nettet.

Alle transaktioner er anonyme og får et offentligt tilgængeligt tidsstempel, der er delt og ejet af alle, som deltager i netværket. Alle deltager i en fælles verificering af mønterne og handlen med dem. Og det smukke ved hele systemet er, at incitamentet til at deltage i den fælles verifikationsproces er den måde, man tjener Bitcoins på.

Ifølge internetpioneren Robert Tercek, der bl.a. har stået i spidsen for Digital Media hos Oprah Winfrey Network og Sony Pictures Entertainment, bryder Bitcoins nationalstaternes monopol på at trykke penge og dermed deres magt til at definere pengenes værdi (hvilket typisk gøres via stimuluspakker, renter eller økonomiske hjælpepakker). Den indbyggede anonymitet undergraver også forbindelsen mellem penge og person, som hidtil har gjort det muligt for lande at overvåge deres borgeres adfærd og sikre, at man betaler skat og moms, ikke laver sort arbejde, ikke køber ulovlige ting og så videre.

Dotcom-entreprenøren Jason Calacanis tror ligefrem, at Bitcoins er det farligste teknologiske projekt siden internettets opfindelse og mener, at de vil revolutionere verdensøkonomien, hvis ikke udbredelsen stoppes med forbud og hårde straffe. Det er dog ikke sikkert, at det vil lykkes, for Bitcoins baserer sig på et peer-to-peer netværk på samme måde som BitTorrent, der har vist sig at være svært, hvis ikke umuligt, at bekæmpe.

Andre er dog langt mere positive – eller langt mere negative. Internetøkonomen Adam Cohen fra billetsøgetjenesten SeatGeek er for eksempel overbevist om, at Bitcoins er fup og fidus. De vil aldrig blive brugt til at købe og sælge varer på nettet, fordi deres begrænsede antal gør, at folk i stedet vil spekulere i, at de stiger i værdi.

Inflation er en vigtig egenskab ved penge. Deflation, dvs. en valutas værditilvækst relativt til alt andet, vil bare tilskynde til hamstring. Og så, på et eller andet tidspunkt, vil noget gå galt. En bug i programmet, et forbud fra USA, eller en alternativ løsning vil få folk til at vende ryggen til Bitcoins, og pludselig er alle de opsparede milliarder forsvundet ud i den blå luft.

Lang historie
Forsøg på at skabe en elektronisk valuta er ikke noget nyt fænomen. Firmaet DigiCash var pionér i de tidlige 1990’ere, men døde fordi interessen blandt kunder var for lille. CyberCash blev store i de sene 90’ere, men krakkede i 2001, efter sigende fordi år-2000-problemet fik softwaren til at tælle betalinger dobbelt. Andre startups som Beenz og Flooz red også med på dotcom-bølgen, men gik hurtigt bankerot eller blev opkøbt, da boblen brast i 2001.

Også i det virkelige liv har alternative penge en lang historie bag sig. Mest kendt er historien om den østrigske borgmester Michael Unterguggenberger, der under depressionen i 1932 besluttede at udsende ‘Das Freigeld von Wörgl’, en lokal valuta, der var designet til at miste sin relative værdi i forhold til den nationale Schilling med én procent om måneden. På den måde blev det uinteressant at hamstre pengene, og folk begyndte i stedet at bruge dem så hurtigt som muligt. Bankerne gav afkald på renter og gebyrer, og eventuel profit blev sendt til fattigdomshjemmene.

I løbet af et enkelt år blev arbejdsløsheden reduceret med 25 procent, infrastrukturprojekter blomstrede og investeringer steg med over 200 procent. Nabokommunerne begyndte hurtigt at efterligne det økonomiske mirakel fra Wörgl, og selv den franske ministerpræsident Daladier kom på besøg for at høre om eksperimentet. Eneste problem: Den østrigske nationalbank så sit valutamonopol truet og forbød brugen af Wörgls Freigeld i efteråret 1933, hvorefter arbejdsløsheden igen steg til 30 procent.

Selv i dag findes der mange lokale valutaer, og de ser ud til at få stigende anerkendelse. Man kan f.eks. bare slå op under Chemgauer, Ripplepay, Blaufrank, EcoRoma, Palmas, WIR, Ora, og Bia Kut Chum. De er gode til at stimulere lokale økonomier, men lige så snart de bliver for store, bliver landene bange.

Måske kan man også pege på det såkaldte Hawalasystem fra Mellemøsten. Hawalamæglere er familieforetagender, der har eksisteret i hundreder af år. Hvis du vil overføre 100.000 kroner til en fjern by, går du bare til din lokale Hawala-agent og giver ham pengene, hvorefter han ringer eller skriver til sin kollega i den fjerne by og beder ham om at give 100.000 til den rette modtager. Der foregår ingen konkret pengeoverførsel. Det hele baserer sig på udlæg og tillid. Hawalamæglerne holder regnskab med hinanden og venter med uendelige mængder af tålmodighed på en ordre den modsatte vej, indtil regnskabet en skønne dag igen er i balance.

Økonomisk jihad
Denne type af peer-to-peer økonomi er utrolig svær at opspore, endsige at regulere. Bitcoins er den digitale perfektionering af Hawala, fordi de er lige så svære at optrevle og baserer sig på noget endnu bedre end tillid til et ukendt menneske eller en bank: en ubrydelig og anonym algoritme.

Det er stadig uklart, om Bitcoins holder i længden, men det virker, som om de er godt i gang med at udfordre den eksisterende magtstruktur i samfundet. Når millioner af mennesker først har installeret og lavet backup af deres Bitcoin-software, vil det blive særdeles vanskeligt for regeringer at vende strømmen. Det kan være, at de forbyder online køb og salg af Bitcoins eller forsøger slukke for selve netværket.

Nørder over hele kloden har erklæret økonomisk krig mod de globale finansmarkeder og deres magtfulde mellemmænd. Først tager de internettet, håber de. Tiden må vise, om de også vil tage Manhattan.