Hvorfor går venstrefløjen amok i personangreb og nægter at forholde sig til substansen, selv når den kommer fra en af deres egne, som ovenikøbet vil dem det godt?

Måske fordi nogle mennesker (uanset deres faktiske alder) lever i et børneunivers, hvor de aldrig har set den ubehagelige erkendelse i øjnene, at voksenlivet kræver ansvarstagen og svære beslutninger, og at ingen andre kan løfte den byrde for en.

Kort sagt: Det er mennesker med behov for voksenfigurer, der kan tage ansvar for dem, der bliver tiltrukket af de partier, som tillader dem at blive i den psykiske barndom (“Tjener bankdirektøren mere end dig? Her, tag nogle flere lommepenge fra de voksne.”)

Raseriet mod Tesfaye kan ikke forklares politisk. Han har jo ikke gjort andet end at pege på det, som alle i forvejen ved. Raseriet mod Tesfaye er psykologisk: Han har svigtet den forælder-projektion, som hans vælgere har tilskrevet ham. Tesfaye bryder den implicitte kontrakt og siger til sine børn, at de bliver nødt til at blive voksne. Børnene beskytter sig ved at forstærke sig selv i børnerollen: De nægter at forholde sig til, hvad han siger, og angriber ham personligt i stedet. “Dumme far! Hader far!”