af Ryan Smith

Den skotske filosof David Hume sagde engang, at vi mennesker aldrig rigtig diskuterer med hinanden. Godt nok fremfører vi argumenter for vores holdninger, men hvis man kunne lette på låget og se, hvad der i virkeligheden foregik inde i skallen på os, når vi debatterer, så ville vi se, at det eneste ”argument,” der virkelig snurrer rundt derinde, er: ”Fordi det mener jeg bare. Så fuck af.”

Det betyder dog ikke, at alt er tabt. For selvom argumenter i virkeligheden blot er et falsifikat af vort inderste ønske om at sige ”fuck af” til hinanden, så tjener debat i det mindste det formål, at vi til stadighed bliver mere præcise, mere omhyggelige og mere kvalificerede udi kunsten at sige ”fuck af” til hinanden.

I denne artikel er det min påstand, at ikke alle politiske grupperinger har været lige gode til at kvalificere deres måde at sige ”fuck af” på i løbet af de sidste par år. Jeg vil se på indlæg fra socialister, konservative og liberale for at se, om vi kan finde ud af, hvor kvalificerede deres respektive måder at sige ”fuck af” på egentlig er.

Socialister #1

Vi starter hos de røde. I sit indlæg, ”Borgerlighedens falske frihedskæmper” (Politiken 22.06.12), skriver Kristian Madsen til forsvar for 3F og imod restaurant Vejlegården:

”… ikke alene er [3F’s aktion] fuldt lovlig, den er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899.”

Madsens ”fuck af” tager således følgende form: (a) Det er lovligt. (b) Det har en lang tradition bag sig. (Hvilket  vel egentlig et konservativt argument, men pyt nu med det.)

At noget er lovligt er i udgangspunktet en udmærket kvalifikation for et “fuck af.” Imidlertid er det kun de færreste af Vejlegårdens støtter, som har slået på, at de ikke-voldelige dele af 3F’s blokade skulle være ulovlige. Modstanden mod 3F’s metoder har i stedet haft karakter af et opgør uden for retsvæsenet og inden for civilsamfundet. Et opgør som handler om, hvad civile danskere sympatiserer med og afskyr i det 21. århundrede. Således er Madsens første ”fuck af” (nemlig at 3F’s blokade er lovlig) altså en forvanskning af modpartens argument; en stråmand af den slags, som Madsen så ofte benytter sig af.

Lever Madsen selv op til sit præmis om, at hvis noget er lovligt, så bør man ikke kritisere det? Personligt erindrer jeg ikke Madsen og Politiken lægge sig ned i stiltiende accept efter den totale frifindelse af Saxo Bank i 2010, så måske bruger Madsen en anden standard til at vurdere Saxo Banks aktiviteter med, end han bruger til at vurdere sine tidligere arbejdsgivere i 3F?

Hvad angår Madsens andet argument, nemlig at 3F’s aktion ”er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899,” så kan vi jo passende anvende ”Saxo Bank-prøven” på det: Blokader af arbejdspladser med ”forkerte” overenskomster har øjensynligt stået på siden 1899, men international valutahandel mod kommission har til gengæld stået på siden bronzealderen. Hvis Madsens præmis er, at jo længere en given praksis har stået på, des mere forsvarlig er den, så må Saxo Banks aktiviteter jo være mere forsvarlige end 3F’s blokade i Madsens optik.

Socialister #2

I kommentaren ”Venstrefløjen er endt i politisk idékrise” (Information 28.05.2012) skriver CEVEA-analytikeren Jens Jonathan Steen sammen med den verdenskendte sprogteoretiker George Lakoff i et fælles indlæg, at den ”borgerlige” måde at tale politik på, hvor penge og finanser dikterer, hvad der er råd til og hvor der må spares, ikke har basis i nogen form for objektiv virkelighed, da det i virkeligheden er sproget, der skaber verden. Som de to skriver, så er det:

”… sproglige billeder [der] underminerer venstrefløjen, påvirker den politiske debat og slår den borgerlige kurs fast.”

Nu kunne læseren måske mene, at Europas økonomier var hårdt pressede, og at de derfor blev nødt til at spare. Men ifølge Steen og Lakoff er den slags blot ”sproglige billeder,” som ikke kan siges at være mere objektive end den tanke, at det går strygende for Europas økonomier, for som de to skriver:

”I det hele taget er det en forældet tanke, at der skulle findes sande eller objektive svar. Vores verdenssyn er ikke defineret af fakta og fornuft.”

Således består Steen og Lakoffs forsøg på et kvalificeret “fuck af” igen af to dele: (a) Det er ”sproglige billeder” (og ikke realiteterne), der skaber verden (b) Der findes ikke objektive svar.

I modsætning til mange liberale så vil jeg gerne indrømme, at der er et gran af sandhed i Steen og Lakoffs pointe om, at det er sproget, der skaber verden. Eksempelvis kan man da give de to, at det var ”sproglige billeder,” som på kort sigt var med til at tale Vestas-aktien urealistisk højt op. Men at sige, at det er sproget, der skaber hele verden, og at der simpelthen slet ikke findes objektive svar det svarer for mig at se til at sige, at der ikke findes noget objektivt svar på, hvad der er inde i en slikpose, da det blot er emballagen; – de ”sproglige billeder” uden på pakken – som bestemmer, hvad der er inde i posen. Her gør Steen og Lakoff nok klogt i at huske, at det ikke er alt, hvad der er brunt, der er chokolade.

Det burde være indlysende, at det ikke er sproget, som skaber hele verden. Men at modbevise det er sådan set let nok: Moderne hjerneforskning har nemlig afsløret, at hjernen allerede fra fosterstadiet evner at erkende de realiteter, der omgiver den, endnu før den har nogen funktionel omgang med sprog.

Det er også nemt nok at modbevise Steens og Lakoffs påstand om, at der ikke findes ”sande eller objektive svar,” for hvis det er sandt, at der ikke findes objektive svar, jamen så er det jo i sig selv et objektivt svar. Udsagnet er meningsløst – det undergraver simpelthen sig selv.

(Stats)Konservative #1

Vi starter hos de konservative. Som jeg før har sagt, mener jeg ikke, at konservative og liberale nødvendigvis behøver at være fjender. Der, hvor fjendskabet mellem liberale og konservative opstår, er der, hvor visse konservative, som ønsker at bruge staten til at indføre netop deres værdier i samfundet (og som vi kunne kalde de statskonservative), og så den slags konservative, som mener, at et parlament ikke kan kommandere et konservativt sindelag ned over hovedet på en befolkning, hvis ikke denne befolkning selv er konservativt sindet i forvejen (og som vi her kunne kalde de samfundskonservative).

Af disse to grupperinger er det kun de statskonservative, som det giver mening at analysere som en gruppe, der står særskilt fra de liberale. Jeg opfatter mig selv som klassisk liberal, og selvom vi ikke har mange samfundskonservative debattører herhjemme, som ikke er mere eller mindre erklæret liberale, så slår det mig gang på gang, at det er det samfundskonservative sindelag, som er det gods, som de anglo-amerikanske oplysningstænkere ønskede, at deres samfund skulle bestå af. Således kan de samfundskonservative undertiden være tættere på den klassiske liberalisme end mange libertarianere.

Men tilbage til vores vurdering af de forskellige former for “fuck af” i debatten herhjemme: Vores fremmeligste statskonservative debattør herhjemme er den efterhånden navnkundige lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen, som bl.a. har foreslået at bruge staten til at håndhæve en særlig ”samfunds-værnepligt” for indvandrere (som skal styres af staten) samt til indførelse af censur, hvor staten bestemmer, hvad der må ytres på internettet.

I det eksempel vi nu skal se på, argumenterer Hviid Pedersen for, at der skal undervises i kristendom i grundskolen. Her er, hvad Pedersen siger (Debat i ’Deadline’ DR2 Deadline, 13.02.2011):

“Det at være kristen, det er lige så naturligt som at tale dansk – for en dansker, i hvert fald. Jeg vil så mene, at de danske kulturelle institutioner, her er Danmarks Radio den bedste aktør. De skal selvfølgelig afspejle det faktum, at vi er en kristen kulturnation, og derfor skal den jo også formidle viden og kundskab omkring den kristne kulturarv. Altså, det kan ikke være meget anderledes, end når man i danske skoler lærer dansk. Så skal man da også i kulturelle institutioner videreformidle den kristne kulturarv…”

Pedersens “fuck af” til modstanderne er derfor som følger: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise i kristendom, fordi de to er ”lige naturlige” for en dansker. For det første kunne man indvende, at de to ting rent empirisk set ikke er lige naturlige for en dansker, idet mange taler dansk uden at opfatte sig selv som kristne. Men Hviid Pedersens fejl er ikke blot en optællingsfejl. Det er værre endnu. Hviid Pedersen argumenterer nemlig ikke for sin påstand; han kommer blot med en ubegrundet analogi: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise vore børn i kristendom. Det er meget muligt, at vi skal undervise vore børn i kristendom, men at sige at vi skal undervise i kristendom, fordi vi taler dansk, giver ingen mening (har den gode lektor mon lavet en non sequitur?). Der er ingen præmisser for Hviid Pedersens påstand, og der er intet i påstanden, som logisk kan lede argumentationen fra A til B. Hviid Pedersens forsøg på et kvalificeret “fuck af” ender dermed som et ganske ukvalificeret “fuck af” – som en slags personlig sandhed, der ikke har nogen overbevisningskraft på tilhørereren.

Statskonservative #2

Skulle man nu mene, at man havde opsnappet en solipcistisk odeur fra Søren Hviid Pedersens argumentation ovenfor, så bliver dunsten straks stærkere i sognepræsten Sørine Gotfredsens indlæg ”Kunsten at lytte til et embede” (Berlingske 11.01.2013). Her får læseren at vide, at vedkommende ikke skal se Margrethe II’s kritik af danskernes Facebook-brug som værende en kritik, der kommer fra et menneske, men at man i stedet bør se udtalelsen som en kritik, der kommer fra et embede. Et embede, som man vel at mærke er født til, og et embede, der hædrer den tidligere egyptiske diktator Mubarak, saudi-arabiske prinser samt det kommunistiske Rumæniens Nicolae Ceausescu med ordener i tide og utide.

Så man skal altså lade sig tiltale andægtigt af et embede, som bare synes, at blodige diktatorer er fjong. Egentlig skulle jeg nu til at vise, hvor dumt, det er, men så så jeg, at Torben Mark Pedersen havde skrevet en gennemgang af en anden statskonservativ, nemlig Kasper Støvrings, argumenter imod et frit bogmarked. Det kan jeg ikke gøre bedre, så læs Torbens analyse af den (manglende) statskonservative argumentation i stedet! 🙂

Liberale #1

I den liberale jurist Jacob Mchangamas indlæg ”Totalkontroller – endnu en styrkelse af den ’generelle personlige frihed’” (Berlingske 21.09.2012) opponerer Mchangama mod myndighedernes nyindførte påfund med ”totalkontroller.” En praksis, hvor færdselsbetjente ikke kun stopper trafikken for at tjekke efter færdselsforbrydelser, men for at tjekke for ”hele paletten af forbrydelser,” fra skatteforhold til stoffer og fra tyvekoster til våbenbesiddelse. Mchangama påpeger korrekt, at det rationale, som man normalt bruger for at stoppe trafikanter uden begrundet mistanke, ikke kan overføres til andre typer forbrydelser:

”I modsætning til en spritbilist udgør den, der kører i en bil, der ikke er korrekt registreret, ikke en umiddelbar fare for sine medmennesker.”

Her forsvares en påstand med henvisning til et princip: Hvis man skal stoppe folk midt på gaden uden at have begrundet mistanke, så skal det være, fordi disse folk med rimelighed kan formodes at være til umiddelbar fare for andre. De typer forbrydelser, som ”totalkontrollerne” nu udsætter borgerne for uden begrundet mistanke (eksempelvis cannabisbesiddelse eller skatteunddragelse), er ikke forbrydelser, som er til umiddelbar eller akut fare for andre. Mchangama underminerer således politiets grundlag for overhovedet at udføre ”totalkontroller”; et ”fuck af” som burde efterlade en enerverende klang i ørerne på myndighederne, indtil de enten ophørte med deres ”totalkontroller” eller fremsatte en bedre begrundelse for dem.

Liberale #2

Som svar på den fortælling, der florerer blandt S-SF’ere, at S-SF-R-regeringens dårlige meningsmålinger skyldes, at dens politikker ikke har været venstreorienterede nok, tager den liberale professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard til genmæle i sin kommentar ”Ideologisk selvbedrag fra S og SF” (Berlingske 25.09.2012). Her går Kurrild-Klitgaard i rette med S-SF’s udmelding om, at grunden til, at de to partier er gået tilbage siden valget, er, at de ikke har været tilstrækkeligt røde:

”Ved valget fik venstrefløjen ialt 89 mandater, hvoraf de 77 mandater gik til de nuværende regeringspartier. Tager man august måneds gennemsnit, ligger venstrefløjen som helhed nu kun til 77 mandater, hvoraf 60 til regeringspartierne. Regeringspartierne har altså kollektivt tabt 17 mandater, hvoraf 5 er rykket til venstre […] mens 12 mandater er gået hen over midten til de borgerligt-liberale.”

Hvad vi ser her, er, at modstanderens påstande tilbagevises med fakta. Godt nok er det fakta baseret på meningsmålinger, men det er dog stadig uendeligt mere faktuelt forankret end den interne fortælling i S-SF, som blot var en drømmesyg formodning. Med andre ord består ”fuck af’et” i Kurrild-Klitgaards kommentar i at påpege, at venstrefløjens formodninger modsiges af fakta. Alt i alt et ganske solidt “fuck af”.

“Fuck af” i nuancer af guld, sølv og bronze

Konklusionen på ovenstående nedslag bliver derfor, at de liberale vinder guld i disciplinen ”kvalificerede måder at sige ’fuck af’ til sine modstandere på”. Socialisterne vinder (til min fortrydelse) sølv, mens de statskonservatives måder at sige “fuck af” på vitterligt ikke er meget bedre, end hvis de simpelthen blot havde sagt ”fuck af.”

Så til eventuelt statskonservative og socialister, som læser denne klumme, er der kun at sige: Det er muligt, at vi ikke kan rykke jer, men et kvalificeret ”fuck af” er vel ikke for meget at bede om.