Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Kære læser, forestil Dem følgende scenarie: Hver søndag ruller DR’s nyeste dramaserie ind over skærmen og ud til 1,5 millioner danskere. Det er en dramaserie, som også har politisk slagside, idet seriens helt er den politiske outsider Samson, som for nylig er blevet valgt til Folketinget. Samson har tidligere i sit liv givet sit ét og alt for Danmark til OL i vægtløftning, og nu er han blevet politiker.

Samson har altid troet på, at den enkelte havde et ansvar for ikke at ligge de andre til last, medmindre man var så fuldkommen invalideret, at man manglede en arm eller et ben. Nu hvor Samson er blevet politiker, så ser han sig om i velfærdssamfundet, og det er ikke kønt, hvad han ser. Hvorend han kigger hen, der finder han nemlig det ene tilfælde af socialt bedrageri efter det andet: Musikere, som lyver sig syge, så de kan gå på understøttelse, mens de ryger joints og spiller guitar. Forfattertyper med en humanistisk uddannelse bag sig, som nu hellere vil daldre den af på dagpenge, end de vil have et egentligt job, og dramatiske enkeltsager som ”stakkels-Jonna,” der har gjort karriere i velfærdsstaten som ”professionelt fattig,” og hvis fremmeligste “erhvervs”kompetencer består i at indsmigre sig hos sine socialrådgivere, så hun kan malke systemet maksimalt.

Når Samson kan blive så edderspændt rasende på alt det sociale bedrageri, der foregår omrkring ham, så er det, fordi han har et stort hjerte og inderligt ønsker for disse mennesker, at de ikke skal leve et uværdigt liv på overførselsindkomster, hvor de aldrig selv oplever den glæde, det er at trække sin egen vægt. Han vil dem det jo godt, ham Samson, og DR’s dramaserie forsømmer da heller ingen lejlighed til at vise, hvordan hans opsang til de arbejdsløse er snak, der kommer direkte fra hjertet. Samson har engagement, hvor andre politikere har ligegyldighed, og han vil jo så gerne bare have, at vi alle løfter i flok, så vi kan sørge for, at der er penge nok til at hjælpe de få, som virkelig har brug for en hånd fra fællesskabet.

Britta har været hjemmehjælper hele sin ungdom. Med sine egne øjne har hun set, hvordan den ældre generation af danskere har oplevet deres land forandre sig dramatisk for øjnene af dem, uden at de føler, at de er blevet spurgt. Det Danmark, de kendte og holdt af, er nu borte. De føler sig utrygge, når de bevæger sig ud af boligen, for så bliver de udsat for nedgørende tilråb fra drengebander, som hænger på gadehjørnerne, ligesom de konstant må leve i frygt for hjemmerøverier. Men ingen vil lytte til disse ældre medborgere, som har slidt og slæbt et helt liv for Danmark. De har ikke en stemme. Britta beslutter sig for at give dem en stemme.

Efterhånden som Britta får engageret sig i kampen for at give de svage en stemme, finder hun ud af, at det står værre til med friheden i Danmark end først antaget. Unge piger, som har levet hele deres liv under tvang, kontakter nu Britta i desperation. Piger, som ønsker at forlade den religion, deres forældre har påbudt dem, må gå under jorden, idet de frygter for deres liv. De etablerede politikere på Borgen vender det blinde øje til pigernes nød, mens man i krogene hvisker om, at disse piger da også bare kunne lade være med at lave ballade. Men Britta beslutter sig for at hjælpe dem, og fordi hun gør det, bliver hun hængt ud som racist og nazist i den offentlige debat.

Britta begynder at modtage trusler fra mørkemænd, og snart bliver det klart for PET, at Britta må leve under permanent politibeskyttelse, såfremt hun ikke skal ende som offer for yderligtgående religiøse fundamentalister. Men Britta vil ikke opgive sit engagement for social retfærdighed i Danmark, og da hun også begynder at hjælpe de piger, som gerne vil ud af deres tvangsægteskaber, bliver der affyret skud mod vinduerne på hendes privatadresse af fremmede mænd, der råber højlydt om hævn og ære.

Lyder det heller ikke som en serie, som DR ville sende? Så er det nok, fordi det ikke er det.

Hvad ’Borgens’ historie om Birgitte Nyborg er for det Radikale Venstre, det ville historierne om Britta og Samson være for andre af Folketingets partier. Og dog er det fuldstændig utænkeligt, at disse serier nogensinde ville blive vist på DR.

Mange begavede mennesker har allerede argumenteret for, at DR’s dramaserie ’Borgen’ entydigt fremstiller det kulturradikale verdenssyn som det ”sympatiske” og ”korrekte.” Ja, DR’s dramachef indrømmer det sågar åbent i det nye nummer af Københavns Stifts Debatmagasin: Formålet med ’Borgen’ er at påvirke borgerne i en Radikal retning.

Vi har med andre ord at gøre med en organisation, som sætter sig for at bruge fællesskabets penge på at fremhæve ét af Folketingets partier på bekostning af de andre. De øvrige partier får ikke sådan en håndsrækning på trods af, at flere af dem endda har et større demokratisk mandat end det Radikale Venstre. Og dermed udgør ’Borgen’ et demokratisk problem.