af Ryan Smith

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche sagde engang, at det nogle gange er flokken, gruppen, ja hele nationen, som er skør, mens det er individet, som ser klart. I sagen om Trykkefrihedsselskabets udelukkelse af Enhedslisten fra førstnævntes debatmøde til støtte for ytringsfriheden kom arrangøren Torben Mark Pedersen med den begrundelse, at Enhedslisten var blevet udelukket, fordi partiet har et problem med ytringsfrihed. Mark Pedersen blev trukket rundt i manegen af flere medier, herunder især DR og Politiken, og den offentlige konsensus formede sig sådan, at Mark Pedersen da vist var lidt skør.

To uger senere henviser folketingsmedlem for Enhedslisten Stine Brix så til rosende materiale om Venezuelas netop afdøde diktator, Hugo Chavez, på sin offentlige Facebook-profil. Artiklen fremhævede Chavez’ Venezuela som et eksempel til efterfølgelse for andre lande. Og selvom Brix adskillige gange blev adspurgt direkte, hvorvidt hun delte holdningerne fra artiklen, og fik flere chancer for at tage afstand fra Chavez, valgte hun ikke at gøre det.

Under Chavez er medierne i Venezuela som bekendt blevet underlagt tiltagende grader af censur, ligesom udvalgte medier er blevet lukket pr. statsligt dekret. I 2010 udtalte Chavez desuden, at internettet i Venezuela ikke kan forblive frit i den form, som vi kender det i dag, og Chavez’ regering har siden været involveret i lukningen af hjemmesider, hvis indhold talte imod regeringens politik. Så måske var hele affæren om Trykkefrihedsselskabet og Enhedslisten sådan, at det var flokken, gruppen og nationen, som tog fejl med hensyn til Enhedslistens forhold til ytringsfrihed, mens det var eneren, som så klart, at Enhedslisten har et problematisk forhold til ytringsfriheden.