Jeg står op. Har sovet over mig. Det nye batteri jeg købte til vækkeuret har været dødt i pakken. Pis. Det må da kunne gøres bedre. Jeg står ud af sengen, laver kaffe, tager tøj på. Åbner døren og leder efter min avis. Det må være budene der strækker igen. Pis. Det må da kunne gøres bedre. Ud af døren og ned på gaden. På vej til arbejde sidder jeg fast i trafikken. Pis. Det må da kunne gøres bedre.

Eller kan det? Intellektuelle har til alle tider forsaget det kaotiske sammenrend af ideer som det frie samfund nu engang er. Hvorfor laver alverdens producenter 48 forskellige typer stikkontakter som ikke passer indbyrdes sammen, tænk bare hvor smart det ville være hvis et oplyst råd eller centralt organ kunne bestemme, at alle industrialister skulle producere den samme type stikkontakt. Tænk bare hvor smart det ville være, hvis rådet også kunne bestemme hvor meget det var rimeligt at betale et avisbud. Så slap både bude og bladhuse for bestandigt at ligge i krig med hinanden. Og vigtigere endnu, så ville jeg få min avis hver morgen.  Det ville jo være en enorm gevinst for samfundet.

Eller ville det?

Sådanne forestillinger om ensretning og effektivisering er, hvad den franske filosof Raymond Aron har kaldt L’Opium des intellectuels (de intellektuelles opium): De intellektuelle utopier som altid er flottere, og på papiret mere velfungerende, end det kaotiske, heterogene liberale demokrati. Demokratiet er i sin grundvold en larmende, usammenhængende tanke, hvilket til alle tider har placeret det i fjendskab med mennesker, der har troet, at det perfekte samfund kunne tænkes op fra bunden.

Men der skal mere end tanker til at skabe et samfund: Som den amerikanske filosof og økonom Thomas Sowell har påpeget, så er størstedelen af menneskehedens viden såkaldt implicit viden, dvs. praktisk viden som ikke kan findes i bøger og ikke nødvendigvis kan erkendes intellektuelt af mennesker som ikke har stået i den konkrete situation. (Kan du f.eks. lære nogen at balancere på en ethjulet cykel, blot ved at forklare dem principperne bag balancesans og tyngdepunkter?). Udover at størstedelen af vor viden er implicit, så gælder der ifølge Thomas Sowell også det faktum, at den vidensmasse der rent faktisk kan formidles intellektuelt efterhånden er så omfattende, at den ikke kan samledes i enkeltindivider: Et menneske som satte sig for at læse ti timer om dagen i 35 år ville stadig ikke kunne erhverve sig bare 1% af menneskehedens samlede intellektuelle viden. Men et moderne industrisamfund kræver samarbejde på tværs af byer, lande og kontinenter. Som den amerikanske økonom Leonard Read viste, så skal de ti tusinde mennesker til noget så simpelt som at lave en blyant, og ingen af dem ved hvordan man laver hele blyanten. Derfor kan ingen enkeltindivider, og ingen små grupper af grå eminencer, tænke samfundet op fra bunden.

Så selvom det altså ikke virker sådan for den umiddelbare tanke, så kunne det ikke desto mindre være, at den bedste måde at organisere et samfund på, var ved at give friheden de bedst mulige kår indenfor rimelighedens grænser, og lade folk leve deres liv i det kaotiske sammenrend af ideer vi i dag kalder det liberale demokrati.