af Ryan Smith og Kelley Ross
Buddhismens historie i Indien varede omkring 1500 år og kan opdeles i 500-årige perioder, hvor forskellige karakteristiske former for buddhisme opstod. Dette er en idealiseret og skematisk opdeling, men den er praktisk, idet den kan matches op med de forskellige geografiske områder, hvortil buddhismen spredte sig i disse perioder, og med de forskellige former for buddhisme, som blev dominerende i hvert område.
Buddhismens lære og praksis blev i den tidligste periode aftalt mellem de lærte i en række råd, og traditionelt regner man med, at der har været tre eller fire af disse råd.
Det første råd blev afholdt kort efter Buddhas død på Rajagriha, som var hovedstaden i kongeriget Magadha. Her diskuterede man spørgsmål om, hvordan Sangha’en, som var det monastiske samfund af buddhister, nu skulle tage form, nu hvor Buddha ikke længere var iblandt menneskene.
Det andet råd blev afholdt omkring et århundrede efter Buddhas død i Vaisali (som ligeledes hørte under kongeriget Magadhas kontrol). Somme tider anses dette råd for det første, eller forveksles med det første råd, selvom det altså var det andet råd. På dette møde begyndte man at blive enige om indholdet af den buddhistiske kanon, og ma
n begyndte at formalisere de regler, som skulle omgive den monastiske levevis, Vinaya.
Det tredje råd blev indkaldt af kejser Ashoka den Store og afholdt i Pataliptura. Indholdet af den centrale tekst, Tripitaka’en (”De Tre Kurve”), formodes at være blevet endeligt formaliseret. Foruden den filosofiske fasttømring af den buddhistiske doktrin, så blev buddhismen også introduceret til Sri Lanka, som følge af Ashoka personlige indsats, og de kanoniske tekster blev senere hen bevaret der.
Det fjerde råd fjerde blev indkaldt under kejser Kanishka den Første og blev afholdt ved Jalandhara. Afholdelsen af dette råd er ikke dokumenteret i Pali-kilderne, og således hører man ofte, at der i virkeligheden kun var tre (og ikke fire) råd. Det fjerde råd skulle have superviseret oversættelsen af Tripitaka’en til sanskrit. Det ser ud til, at det er disse tekster på sanskrit, som efterfølgende blev spredt nordpå til Kina og Japan.
Efter det fjerde råd begyndte den forenede old-buddhisme at sprede sig ud i tre forskellige grene: Theravada, Mahayana og Vajrayana. Disse grene vil vi nu se nærmere på.
Buddhismens første gren: Theravada (“De ældstes belæringer”) kaldes også nedsættende for Hinayana (det vil sige den inferiøre belæring) af Mahayana-retningen. Theravada opstod i Indien og praktiseres i dag i Sri Lanka, Cambodia, Laos, Thailand, Myanmar, og lignende sydøstasiatiske regioner. Theravada er den ældste form for buddhisme, som endnu praktiseres i dag.
Theravadas særlige doktriner:
- Buddha’en er død, og de enkelte buddhister må selv finde ud af, hvordan de vil opnå frigørelse fra karma, fødsel og død.
- Buddha’en var unik, og de praktiserende buddhister kan ikke blive buddha’er, kun arhat’er (hellige vismænd). Der vil komme en ny Buddha engang i fremtiden, men ikke før om mange tusinde år.
- Nirvâna (befrielse fra fødsel og død) og samsara (den verdslige præget af fødsel og død) er absolut forskellige. Samsara er lidelse. Nirvâna er en befrielse fra lidelse. Det er en tilstand, som er hinsides rationel forståelse.
Theravadas nemesis var i høj grad Islam, som invaderede de områder, hvor Theravada blev praktiseret, og bl.a. medvirkede til at udryde Theravada fra Afghanistan og Indien.
Buddhismens anden gren: Mahayana (“Det store fartøj”) opstod også i Indien og praktiseres i dag i Kina, Japan, Vietnam, Korea, Singapore, Taiwan, Bhutan og Malaysia. Mahayana er den største gren af buddhismen og også den filosofisk mest sofistikerede.
Mahayanas særlige doktriner:
- Buddha’en er ikke væk, og individuelle buddhister er ikke overladt til dem selv. I stedet lærte Buddha os Dharma’en (de buddhistiske belæringer) ud af medfølelse for alle bevidste væsener, og Buddha’ens medfølelse gør, at hans væsen den dag i dag er tilgængeligt for alle, som praktiserer buddhisme. Faktisk er Buddha’en ikke et menneske, men en kosmisk bevidsthed, som favner alt, hvad der eksisterer i universet; ikke kun mennesker, men også sten, regnorme og vindstød. Alt er en del af denne kosmiske bevidsthed, som (ligesom i Theravada) er hinsides rationel forståelse.
- I Theravada er det vigtigste ideal for buddhistisk træning selv at opnå indsigt og blive en hellig vismand. Men i Mahayana er det højeste ideal at eftergøre Buddha’ens medfølelse for andre, og derfor bør man ikke forsøge at gemme sig væk fra verden, mens man dyrker sin egen højere forståelse. I stedet for at blive en ”privat Buddha” bør man derfor blive en Bodhisattva, som er en person, som udskyder erkendelsen af sin egen Buddha-natur til fordel for at bære alle andre væsener i universet med sig frem til erkendelsen af, at de også er Buddha.
- Buddha’en var ikke enestående, og den individuelle praktiserende Buddhist kan sagtens blive en Buddha. Faktisk er han allerede en Buddha; han har bare ikke erkendt det.
- Af samme grund findes der også flere Buddha’er foruden den historiske person, Gautama Shakyamuni. Vi har allerede oplevet mange Buddha’er i menneskehedens historie, og ligeså vil vi opleve mange flere endnu.
- De fleste af de berømte Buddha-statuer i Japan forestiller således ikke Gautama Shakyamuni, men typisk Amida Budha, og andre historiske Buddha’er.
- Nirvâna (frigørelsen fra fødsel og død) og samsara (lidelsen præget af fødsel og død) er ikke længere forskellige. Samsara og nirvâna er hverken det samme eller forskellige fra hinanden, ej heller er de både-og, og ej heller er de hverken-eller. Det hele er blot forskellige manifestationer af den kosmiske Buddha-natur, som omfatter alt i universet.
- Retninger som Zen (Cha’an), Tendai (T’ien-ta’i), og Amidisme (det Rene Land) er undergrene af Mahayana-buddhismen, og i sine kinesiske og japanske versioner har Mahayana-buddhismen også optaget indflydelse fra taoismen.
Buddhismens Tredje Gren: Vajrayana (“Lynkilens Fartøj”). Opstod i Indien og spredte sig til Tibet og Mongoliet. Vajrayana er den mest religiøse og ”katolske” form for buddhisme, idet den lægger vægt på talrige ritualer, symboler og overnaturlige ånder, som tolkes som forskellige aspekter af Buddha’en.
Vajrayanas særlige doktriner:
- Vajrayana-Buddhisme er Tantrisk buddhisme, som også ofte kaldes “esoterisk buddhisme.” Vajrayana oversættes også fra tid til anden som Diamant-fartøjet, og tordenkilen symboliserer den magiske magt, som de esoteriske belæringer gemmer på.
- Mange mener, at der er en udtalt modsætning mellem Buddha’ens egne belæringer om, at sandheden var én, enkel, og tilgængelig for alle, og så Vajrayanas belæringer om, at sandheden er differentieret ud i forskellige lag og grader, hvor den praktiserende buddhist kan blive ved med at stige i graderne og opnå højere erkendelser igennem livet.
- Buddha’en sagde også, at der ikke fandtes magi, eller såfremt der gjorde; at buddhister ikke skulle begive sig afsted med magi. Men i Vajrayana tror man på tantrisk magi, som bl.a. kan helbrede de syge, få folk til at levitere, og få mesteren til at ”skyde” kalligrafisymboler flere meter ud fra sin pensel, sådan at han kan male på lærreder, som er flere meter væk.
- I Vajrayana dyrker man ikke kun de opbyggelige aspekter af virkeligheden, men også destruktion, vold og sex, da disse er lige så reelle bestanddele af universet som deres modsætninger. Destruktions-gudinden Kali er således en væsentlig figur i Vajrayana, og mandlige og kvindelige guder og mennesker afbildes ofte i seksuelt samvær. Dette har fået mange vestlige fortolkere af buddhismen til at mene, at Vajrayana er en form for feministisk buddhisme. Imidlertid er der også visse former for tantrisk Vajrayana, som i forlængelse af destruktions-tema’et glorificerer voldtægt, samt sex med dyr.
- Tibetansk buddhisme (som i sig selv er en heterogen størrelse) er ligeledes en gren af Vajrayana (om end man også trækker på elementer fra Mahayana). I Tibet når buddhismen en særlig feudal form, hvor præsterne tituleres som Lama’er og opfattes som særskilte fra befolkningen. Der er således en vis ironi i, at den version af buddhismen, som er bedst kendt i vesten (den tibetanske), i virkeligheden er den form for buddhisme, som befinder sig længst væk fra Buddha’ens egne belæringer.