af G.L.S.

For et par måneder siden talte jeg med en god ven. Han nævnte et kommende møde med en karrierekonsulent, og spurgte om jeg ikke syntes at det var en god idé for ham. Hvilken forbløffelse det ikke var for ham at jeg som den eneste af de adspurgte, rent faktisk ikke syntes det var henrivende. Min begrundelse var at jeg allerede nu vidste hvad konsulenten ville sige, så nu ville jeg spare ham både penge og tid ved at fortælle ham at konklusionen ville være at han skulle søge ud som business Intelligence konsulent i et større IT konsulenthus. Men åh nej, G.L.S., forstod jo på ingen måde den komplekse situation, som kun karreierekonsulenten kunne hjælpe med.

To måneder efter, sad vi igår og fik en øl. Jeg spurgte ind til hvad ham og den geniale karrierekonsulent havde fundet ud af. Overraskende nok skulle han søge som business intelligence konsulent i et større IT konsulenthus. Som reaktion på mit smørede grin begyndte han straks at fortælle hvor godt det havde været for ham at være hos konsulenten og han nu følte sig helt sikker i sit valg, og det bestemt havde været det hele værd.

Jaså. Endnu et eksempel på tendensen til at fralægge sig alt ansvar. Hvad skal jeg gøre med mit liv? Den beslutning kan jeg ikke tage alene. Jeg selv er jo ikke i stand til at tage så vigtige beslutninger. Jeg må nok hellere forhøre mig med en ekspert. Han kan jo uden tvivl fortælle hvad der er det bedste for mig.

Hvordan kan et samfund have mistet så meget rygrad, at man ikke kan tage stilling til noget uden at skulle forhøre sig med andre ~klogere mennesker.

Det er især farligt når man begynder at stole blindt på dem. Det er jo alt fra læger, politikere, kostvejledere til karriere og livsstilskonsulenter. Der er selvfølgelig nogle reelle og dygtige mennesker imellem, men hvis man er en anelse kritisk går det hurtigt op for dig, hvilken gætteleg din læge leger når du fejler noget hvor symptomerne ikke lige sådan er til at forklare.

Så længe du har en titel, så må du jo være kompetent. Og så lytter folk til dig.