af Ryan Smith
Konservative har på det seneste anklaget liberale for deres æstetiske nivellering. “Liberale tror ikke på objektive kriterier for kvalitet,” lyder den konservative kritik. “For den liberale er alting lige godt. For ham giver det ikke mening at sige, at Beethoven er bedre end Beyoncé.”
De konservative har uden tvivl en pointe: Der findes ganske rigtigt liberale, som ikke vil vedkende sig objektive kriterier for kunst. Men i de konservatives egne rækker finder man imidlertid et tilsvarende brist, som faktisk er langt mere alvorligt end den liberale relativisme, nemlig tendensen til at sammenblande æstetik og politik.
Således hedder det fra Eva Agnete Selsing, at ”nyliberalismen” er udtænkt af mænd “med hentehår og sygekassebriller” (Politiken 17.08.2013), mens Mads Holger bemærker, at liberale går i solarium og fester på Sunny Beach (Politiken 05.08.2013).
Det kan i grunden undre, at det er de konservative, som gerne forsvarer kristendommen i deres skriverier, der begår ovennævnte brøde. I evangeliet fortæller Jesus historien om den barmhjertige samaritaner: Om en mand, der gik alene på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Vejen var øde, og der lå røvere på lur. Røverne overfaldt ham og fratog ham alt, hvad han ejede. Selv hans tøj tog de, hvorefter de lod ham ligge nøgen og halvdød ved vejen. Da den barmhjertige samaritaner kommer forbi, stopper han op for at hjælpe den nødstedte.
Hvad var der mon sket, hvis vor samaritaner havde fulgt de konservative røster og blandet sin egen æstetiske nydelse ind i spørgsmålet om, hvorvidt han skulle hjælpe den nødstedte? Så havde samaritaneren nok passeret den rejsende uden at hjælpe – den rejsende har jo næppe været et kønt syn, som han lå der i vejkanten.
Æstetisk fordybelse er vigtig. Men hvad Jesu lignelse viser os, er, at æstetik må adskilles fra andre spørgsmål, når vi skal træffe beslutninger. Den uæstetiske og forslåede rejsende kan sagtens have ret til hjælp, og ret i øvrigt, selvom han er uæstetisk.
Et udsagns rigtighed er nemlig uafhængigt af den person, som ytrer det. To plus to er fire, uanset om den, der siger det, har hentehår eller en svulmende hårpragt. Ligeledes er det moralske aspekt i at hjælpe den rejsende helt uafhængigt af dennes æstetiske forfatning.
Konservative holder af traditionen og af den bestående orden. Men når vestlige tænkere har besluttet sig for at lade det æstetiske få indflydelse på moral og sandhed, så har det så godt som altid været som et alibi for undfangelsen af en radikalt anderledes samfundsorden. Ligeledes har flere af det tyvende århundredes totalitære regimer benyttede sig af appeller til æstetik, når de har skullet retfærdiggøre sig selv og umynddigøre deres fjender.
Såfremt de konservative er sig traditionen og historien bevidst, så gør de således klogt i at holde igen med deres sammenblandinger af æstetik og politik.