af Ryan Smith

Rune Lykkeberg kloger sig i Politiken 26.08.13 på finanskrisen. Jeg kan godt lide Rune Lykkebergs bøger. Men Lykkebergs indlæg om finanskrisen savner tyngde af følgende grunde:

(1) Lykkeberg køber direkte ind i den ansvarsforflygtigende one-liner om, at finanskrisen udelukkende er bankernes skyld. Hvad med staterne, der holdt renten lav? Hvad med forbrugerne, der efterspurgte højrisikoaktiver? Hvad med alle dem, som optog billige lån “bare fordi”? Vi har alle været med til at sende signaler til markedet om, at “her gik det godt.”

(2) Dernæst maler han et falsk billede af, at der kun er en lille håndfuld milliardærer, som er aktive på finansmarkederne, mens vi andre blot er ofre. Det er ikke korrekt; der findes masser af småtraders. Dertil kommer der organisationer som pensionskasser og udviklingsfonde, som repræsenterer almindelige menneskers interesser på finansmarkederne, og som bestemt også gør middelklassen rigere.

(3) Mere ansvarsforflygtigelse: Finansmarkeder er ifølge Lykkeberg så uigennemskueligt komplekse, at man ikke kan forstå dem. Man kan lige så godt lade være med at prøve. Ja, finansmarkederne er komplekse, men man kan faktisk godt komme til at forstå det grundlæggende, hvis man er interesseret; man kunne prøve.

(4) I øvrigt er finansmarkedernes kompleksitet et naturligt udfald af et hyperspecialiseret moderne samfund. Partikelfysik og økonometri er heller ikke discipliner, man uden videre kan forstå på sit glatte ansigt. Vil man til bunds i dem, bliver man nødt til at dedikere sig til studiet af disse felter. Ligesom traders dedikerer sig til studiet af de markeder, som de er aktive på.

(5) Lykkeberg siger, at finanskapitalismen gjorde arbejderklassen rigere i det 20. århundrede, men at finansmarkederne ikke har gjort andre end finansklassen rigere over de seneste årtier. Har han mon nogensinde hørt om outsourcing? Store dele af den anden og tredje verden er blevet ufatteligt meget rigere over de sidste tyve år, især på grund af udenlandsk kapital, som er blevet investeret i disse lande, netop på grund af finansmarkederne.

(6) Endelig benytter Lykkeberg sig af alle  gymnasieelevers yndlingstrick, og definerer finansmarkederne som en “overmagt”, mens han selv blot ønsker “demokrati”. Men hvad er det egentlig for en “overmagt”, som vi er oppe imod? Det er os selv, der er overmagten. Det er os, der køber Nike-tøj og elektronik, som er produceret i Østasien. En finanskapitalist, der investerer i et produkt, som ingen vil købe, går hurtigt konkurs. Deres magt er begrænset af, hvilke af deres beslutninger vi selv vil være med til at belønne. Demokratiet skal selvfølgelig fastsætte rammevilkår for den private industri, men derudover så har vi allerede demokratisk kontrol med økonomien; vi stemmer nemlig hver dag med vores Dankort. Hvis Lykkeberg får opfyldt sit ønske om øget politisk kontrol, så får vi mindre demokrati og mere overmagt, nemlig en overmagt i de udvalgte få, som skal træffe politiske beslutninger på alles vegne i stedet for at overlade det til os selv at købe og investere i det, der nu engang passer os bedst.

***

Ifølge Kulturstyrrelsen er Politiken forpligtiget til “at fremme samfundsmæssig og kulturel oplysning.” Det skal ske som modydelse for de 15-20 millioner kroner, som Politiken modtager i statsstøtte hvert år. Jeg indsendte ovenstående indlæg til Politiken, samme dag som de bragte det indlæg, som jeg kritiserer. Politiken ønskede imidlertid ikke at bringe det.

De skulle jo nok bruge pladsen på flere indlæg om, at Anders Samuelsens tøj er grimt.