Vi har tidligere her på sitet skrevet om psykopater, og i denne artikel afrunder vi nogle af de ting vi skrev i den første artikel

af Ryan Smith, cand.mag.

To nye og vidt forskellige bøger om psykopati har netop ramt det britiske bogmarked. Den ene er gonzo-journalisten og Men Who Stare at Goats-forfatteren Ron Jonsons The Psychopath Test, og den anden er Cambridge-professor og autisteksperten Simon Baron-Cohens Zero Degrees of Empathy. Sammen sætter de os i stand til at stille skarpt på psykopati og dermed gøre os andre klogere på, hvordan vi undgår at blive ofre for psykopaters ondsindede manipulationer.

Ronson starter sin reportage med at besøge psykopater overalt, hvor han kan finde dem, og det vil i første omgang sige i fængsler. Her møder vi mordere, svindlere, voldtægtsmænd samt en uendelig strøm af psykologer, der tror, de kan redde de indsatte. Helt ekstraordinært møder vi også Emmanuel »Toto« Constant, der egentlig skulle have været henrettet for sin mangeårige terrorvirksomhed som leder af en antidemokratisk dødspatrulje på Haiti. Men da dagen, hvor Toto Constants straf skulle afsiges, oprandt, blev han pludselig løsladt og slap med en mild variant af husarrest. Nogen i CIA holdt simpelthen hånden over ham, og ikke for sidste gang havde det vist sig, at psykopater er nyttige at have i baghånden i situationer, hvor der kræves store armbevægelser

Psykopater finder man ikke kun i kriminalforsorgen. »Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,« siger Robert Hare, der har forsket i psykopati gennem mange år, »men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer«. Hare startede selv i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan mennesker med psykopatiske træk også har sat sig i toppen af store virksomheder. Ifølge Hare er psykopatiske chefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt topledere at føre sig frem med en astronomisk repræsentationskonto, bopæl med aspirationer i retning af Versailles, og flåder af private jets, som står til rådighed ved direktørens mindste vink: Den psykopatiske psyke er ifølge Hare som en hullet spand, og uanset hvad og hvor meget man hælder i den, så vil den altid forblive tom.

»Tom« er netop, hvad autisteksperten Baron-Cohen karakteriserer den psykopatiske psyke som. Med sin nye bog fremfører han den teori, at mennesker med psykopatiske træk i virkeligheden er en slags »omvendte autister«: Begge grupper lider af manglende empati, men hvor autister ofte mestrer upersonlige systemer som matematik og programmering, så har psykopater travlt med at væve konspiratoriske spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

Mange autister kompenserer for manglende empati ved at opbygge et stift og ugradbøjeligt moralkodeks. Nogle forstår for eksempel, at det er forkert at slå ihjel, hvorfor de prompte bliver vegetarer. Ganske omvendt bor en af de psykopatiske topledere, som Ronson besøger i sin bog, i sit private palads omgivet af talrige skulpturer og oliemalerier af løver, pantere, hajer og ørne – rovdyr på jagt efter kød. Ifølge Baron-Cohen er de to grupper som et omvendt spejlbillede af hinanden, hvor den ene har horn og hale, mens den anden spiller harpe svævende på en sky, og Baron-Cohen omtaler de to grupper som henholdsvis Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

Psykopater som omvendte autister. Det er jo velkendt, at fuldbyrdede autister ikke kan kureres for deres tilstand, men betyder det så, at psykopati heller ikke står til at ændre på? Ifølge Baron-Cohen og Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja, i hvert fald hvad angår de fuldbyrdede psykopater. Her står Hare for det gammeldags perspektiv, at psykopater slet og ret skal regnes for onde, mens Baron-Cohen argumenterer for, at vi skal holde op med at se på psykopater som ”onde mennesker”, men snarere som hjerneskadede personer, som det ikke giver mening at ”give en chance til”, ved at appellere til deres moral. Videnskaben mangler endnu de afgørende brikker, men hvis forskernes tolkning af MRI-scanningerne er korrekt, så er de fuldbyrdede psykopater så anderledes, at deres hjerner hverken kan ændres med terapi eller medicin. Og det kan få store konsekvenser for den måde, vi har indrettet samfundet på. Særligt vil to store grupper blive inviteret til at gentænke deres positioner i fremtidens værdikamp.

Den første af de to grupper er dem, der anvender det kristne moralkodeks politisk: Hvis det viser sig, at psykopater simpelthen har en grundlæggende hjernefejl, der ikke kan kureres, så er det (på trods af den britiske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i, at tilgivelse er den højeste moralske værdi. Når op mod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som formår at tilgive det ene overgreb efter det andet, til rollemodeller. Som retspsykiateren William Reid har argumenteret for, så gælder der andre regler, når man står over for en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld. Står man over for en psykopat, argumenterer Reid, så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed at sanktionere handlingen.

Charmeskole
Den anden samfundsgruppe, der indbydes til at gentænke deres position i forbindelse med morgendagens værdikamp, er de dele af det politiske spektrum, som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering kan erstatte den afskrækkende virkning af fængselsstraffe. Som så mange andre eksperter på feltet, så sværger Baron-Cohen til, at den psykopatiske hjerne enten er kendetegnet ved, at den blev beskadiget tidligt i livet, eller alternativt, at psykopaterne simpelthen er født med defekter i hjernens empati- og socialiseringscentre (f.eks. er der beviser for, at omsorgssvigt tidligt i barndommen kan beskadige hjernens hippocampus). Blandt de behandlere, der aktivt arbejder på at rehabilitere psykopater, må man konstatere, at selv når psykopaterne underkastes hele batteriet af state of the art-terapiformer, så kan man sjældent reducere deres chance for at begå ny kriminalitet med mere end 8-10 procent.

Omvendt er der pessimisterne, som mener, at ingen form for rehabilitering nævneværdigt kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen: Ifølge psykopateksperten Robert Hare, skal man slet ikke regne med, at psykopater nogensinde kan bedre sig, og ifølge kriminologerne Marnie Rice og Grant Harris gælder det endda, at terapien i visse tilfælde kan vise sig, at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 procent!). Ligeledes kan fængselspsykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” ifølge psykiateren Gary Maier i visse tilfælde blot vise sig at tjene som en charmeskole, der giver psykopaterne en bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af.

Selvom retsvæsenet endnu ikke skelner mellem psykopater og øvrige forbrydere, så er politi, psykologer og fængselspersonale allerede begyndt at benytte de nye indsigter i psykopati til at differentiere deres værktøjskasser, sådan at de undgår at bruge appeller til empati og medmenneskelighed overfor psykopatiske forbrydere: Her er erfaringen nemlig, at appeller til empati er nemlig ikke blot virkningsløse overfor psykopater, men at de tilmed kan få psykopaten til at gå i baglås op optrappe volden.

Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy – A new theory of human cruelty. Allen Lane, 2011.

Jon Ronson, The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry. Picador, 2011.