af Ryan Smith, forfatter

Tak til Niels Jespersen for et godt indlæg om Disneyficeringen af politik i Information 10. september. Jespersen har ret i mange af sine pointer, deriblandt at konservatismen i dag er svundet ind til blot at være en værdipolitisk overbygning til liberalismen, at der ikke har været mange nye argumenter i sommerens liberalisme/konservatisme-debat i forhold til tidligere debatter om samme emne, at diskussionen om ‘dannelsen’ mest af alt har udfoldet sig som en negativ opbyggelighed, og at de konservatives fædrelandsfølelse bestemt ikke afholder dem fra at bruge polske håndværkere.

På den måde har det været forfriskende at læse Jespersens kritik fra venstre. Men set med borgerligt-liberale øjne, så tager Jespersen også fejl et par steder:

Først er der dæmoniseringen af spekulanter. “Hvis politibetjenten, skolelæreren eller dommeren tænkte som spekulanten, ville samfundet kollapse,” skriver Jespersen. Men et frit og moderne samfund er netop præget af en høj grad af specialisering. Derfor er der intet at sige til, at alle i samfundet ikke kan tænke som én specifik faggruppe. Samfundet ville også kollapse, hvis alle tænkte som sosu-assistenter, ejendomsmæglere eller journalister. Det liberale demokrati er netop kendetegnet ved, at det er større end nogen enkeltgruppes tankegang eller verdenssyn.

Dernæst er der tankerne om konservatismen som en “tabt allieret” i venstrefløjens søgen efter et samfund, der tjener det jævne folks interesser. Her burde Jespersen se til de liberale, blandt andet fordi de tanker, som Nyrup-regeringen søsatte i starten af 90’erne om nedsættelse af skatter og afgifter, lav skat på arbejde og stigende konkurrenceevne, i store træk er den politik, som Liberal Alliance kæmper for i dag. Som sociologen Henrik Dahl samt de livslange socialdemokrater Carsten og Karen West har sagt, så svigtede Socialdemokratiet sin arv, da der gik offentlig sektorisme i partiet. Siden folketingetsvalget 2011 har Socialdemokratiet genfundet noget af sin socialliberale arv, men denne arv har netop bragt Socialdemokratiet tættere på Liberal Alliance, alt imens det har bragt begge partier længere væk fra den æstetisk-konservative position, som vi har set udbasuneret i sommerens debat.

For det tredje lader Jespersen til at tro, at konservative og liberale har været lige gode om at æstetisere og Disneyficere politik i forbindelse med sommerens debat. Det har netop ikke været tilfældet. Det liberale grundsyn er, at æstetik ikke har noget at gøre i politik. Således skriver landsformand for Liberal Alliances Ungdom Rasmus Brygger: ”Forskellen mellem liberalismen og andre ideologier er netop, at vi ikke blander personlige præferencer sammen med politiske.” Det nye i sommerens debat om liberalisme og konservatisme har – som Jespersen rigtigt siger – ikke været de analytiske argumenter, men derimod de konservatives æstetiske mobning af liberale og venstreorienterede.

Således omtaler Jespersen den æstetiske mobning som ”en fiks måde, hvorpå hattedamer M/K uden politisk projekt kan lægge afstand til de lavere klasser ved at henvise til egne, udefinerbare fortræffeligheder.” Her ligger Jespersen på linje med Brygger, som skriver: ”Man foranlediges til at tro, at kulturkonservative ikke går i jakkesæt, i operaen eller på fint museum, fordi de kan lide det, men fordi det er et instrument, hvorved de kan hæve sig over ‘pøblen.’” Jespersen er altså enig med LA og Rasmus Brygger: Æstetiseringen af politik er et greb, som anvendes til at tryne de lavere klasser og ramme dem på deres person, snarere end på substansen af deres argumenter.

Jespersen skal have tak for sit indlæg om Disneyficeringen af politik. Men han bør genoverveje, om de liberale virkelig er hans fjender her. Der er nemlig god mening i, at liberale og venstreorienterede gør fælles front mod den konservative æstetisering af politik, som vi har set i løbet af sommeren.