Ifølge en ny artikel i Science er svaret nej.
En forfatter indsender (i samarbejde med tidsskriftet Science) en bevidst mangelfuld videnskabelig artikel om et nyt farmaceutisk vidundermiddel til 304 open.access tidskrifter (altså net-tidsskrifter). Enhver ekspert på området ville med største lethed kunne konstatere, at artiklen var håbløs. Ikke desto mindre blev artiklen optaget i mere end halvdelen af disse tidsskrifter – også selv om der skiltes med, at artiklerne har været igennem “peer-review”.
Det er efterhånden blevet almindeligt, at forskeren skal betale for at få sin artikel udgivet, og mange af disse open-access tidsskrifter opkrævede da også beløb på et par hundrede dollars for at trykke artiklen. Dog kun hvis den blev udgivet. Kun 36 ud af de 304 tidsskrifter påpegede de åbenlyse svagheder i artiklen, og selv ud af disse valgte 16 dog at publicere artiklen. For at sætte alt dette i perspektiv skal man notere sig, at open-access publikationer inden for videnskab er et megastor foretagende. Der findes mindst 8.250 af den slags tidsskrifter, og selv om man regner de åbenlyst useriøse fra, så resterer der dog 2.054 anerkendte tidsskrifter udgivet af ialt 438 forlag (nogle af forlagene er højt anerkendte som Kluwer, Sage, eller Elsevier). Her to klip:
“A striking picture emerges from the global distribution of open-access publishers, editors, and bank accounts. Most of the publishing operations cloak their true geographic location. They create journals with names like the American Journal of Medical and Dental Sciences or the European Journal of Chemistry to imitate—and in some cases, literally clone—those of Western academic publishers. But the locations revealed by IP addresses and bank invoices are continents away: Those two journals are published from Pakistan and Turkey, respectively, and both accepted the paper.”
“But even when editors and bank accounts are in the developing world, the company that ultimately reaps the profits may be based in the United States or Europe. In some cases, academic publishing powerhouses sit at the top of the chain.”
Konklusionen er ikke, at open-access publicering er dårlig. Snarere viser undersøgelsen, hvor kommercialiseringen af universitetslivet fører os hen. At lave peer reviews er en møjsommelig opgave, som man frivilligt tager på sig, fordi man ønsker at fremme den videnskabelige debat. Men med det voksende proes på forskerne er det selvfølgelig et af de områder, der bliver nedprioriteret.