Af Ryan Smith
Liberal Alliance skoses ofte for at stå i ledtog med den amerikanske forfatterinde Ayn Rand (1905 – 1982). Det er blandt andet foregået i Politiken, men også i Weekendavisen.
Efter et udførligt nærstudium kan jeg som professionel forfatter imidlertid afsløre, at Liberal Alliance slet ikke er det af Folketingets partier, som har mest til fælles med Ayn Rands romanunivers. Nej, det største overlap mellem den Ayn Rand’ske vision og Folketingets realpolitik finder man hos det Radikale Venstre.
I Ayn Rands to hovedværker Atlas Shrugged og The Fountainhead er heltene medlemmer af en talentfuld urbaniseret overklasse. De tænker store tanker, og de ved, hvad vi skal leve af i fremtiden: Globalisering, networking og innovation. Der er tale om folk, der arbejder med viden og visioner, som elsker byer og luksus, som elsker godt design, og som ikke har meget til overs for de laverestående klasser, som ikke har nogen visioner, som ikke arbejder med viden og som måske slet ikke bor i byen eller har nogen designermøbler.
Ayn Rands overmennesker ved, hvad vi skal leve af i fremtiden. Det gør de radikale også. Således udtalte Rasmus Helveg Petersen i 2012, at cementfabrikken Aalborg Portland, der ellers beskæftiger 1500 mennesker, er fortid. Som en af Ayn Rands helte, der altid har en urokkelig vision for fremtiden og som er i stand til at forudsige markedet, så vidste Helveg Petersen, hvor fremtidens arbejdspladser skulle komme fra: De skulle komme fra den såkaldte CleanTech-sektor og en masse nye CO2-venlige varer.
Over for den Rand-Radikale vision fremsatte Liberal Alliances Ole Birk Olesen så det u-Ayn Rand’ske synspunkt, at man bør forholde sig ydmyg og skeptisk over for markedets gang. Helveg Petersen var dog urokkelig: Som et Ayn Rand’sk overmenneske var han stålsat i sin vision: ”Olieprisen kommer til at gå meget, meget hårdt i vejret,” erklærede han i DR’s Deadline. ”Det handler om fremtidens arbejdspladser, og det er ikke Aalborg Portland, der under nogen omstændigheder skal udfylde den rolle,” udtalte han i Nordjyske Stiftstidende.
(Som en service til læserne bør det dog bemærkes, at en nylig rapport fra Harvard Universitet har bemærket, at der har været et uforudset boom i den globale olieproduktion, og at erhvervsmagasinet Forbes nu taler åbent om en mulig prisboble i oliemarkedet. Måske er det mest i skønlitteraturens verden, at heltene kan forudsige fremtiden.)
Ligesom læserne af Ayn Rands romaner, så lever det Radikale Venstres politikere i en særlig heltesfære fjernt fra den stedfaste middelklasses dagligdag. Det Radikale Venstre er, sammen med Enhedslisten, Folketingets mest indvandrervenlige parti, og årsagen er velkendt: Den rejsende klasse opfatter sine uindskrænkede udfoldelsesmuligheder som væsentligere end det pres, som indvandringen lægger på velfærdsydelser og den lavtlønnede del af arbejdsmarkedet.
Indvandringens problematikker anskues behersket fra den Vesterbro-lejlighed, hvorfra det er naturligt, at man tager to måneder til New York for at arbejde med design og vidensudvikling i en NGO. I de højere luftlag er indvandrerne hovedsageligt synlige i de lækkert fotograferede magasiner, man holder sig, end ved hæve-sænkebordene i Kødbyens kontorfællesskab. Og konflikterne mellem lavtkvalificerede indvandrere og den indfødte Socialklasse 5 kan analyseres med samme distance og abstraktion som den Apple-Samsung’ske strid om et tablet-patent.