- Ser man historisk på, hvordan fornyelse, forfinelse og vækst i viden er indtruffet, så er det klart, at specielt inden for humaniora og mange af samfundsvidenskaberne er monografien (det, almindelige mennesker kalder “en bog”) en større bidragsyder end artiklen.
- Inden for medicin er den praksis, der knytter sig til “publicering”, allerede absurd. Pålidelige rapporter taler om, at “store navne” af enhver art rutinemæssigt skriver sig selv på artikler, hvortil de ikke har ydet det mindste bidrag, og visse “store navne” erklærer frejdigt, at man af en forskningsleder kan forvente 12-14 publiceringer pr. år. Til sammenligning anfører Jens Chr. Skou (der fik Nobelprisen i 1997) i sine erindringer, at han i hele sin lange karriere offentliggjorde ca. hundrede artikler.
- Folk uden for akademia skriver bøger, som bliver parafraseret til artikler af forskere inden for akademia, og så går æren til “forskerne”.
- Forskere er tilbageholdende med overhovedet at anerkende eksistensen af outsideres forskning, fordi de ikke har grader og/eller deres vinkel er kontroversiel. Cases: Judith Rich Harris, Thomas McEvilley.
- Akademisk forskning er blot én måde at bedrive innovation på. I Silicon Valley har jeg talt med flere virksomhedsejere, som har sagt, at akademiske forskeres tænkemåde er helt uegnet til innovation. I deres øjne har akademikere travlt med at formalisere viden, snarere end at opdage ny viden. Det betyder ikke, at Silicon Valley så er bedre end academia, men det indikerer, at den akademiske forskerstand kunne have godt af noget ydmyghed og åbenhed over for andre måder at gøre tingene på.