Når man læser om Vajrayana-buddhisme, så kan det nemt ske, at jo mere man læser, des mere tager man sig til hovedet. Ja, man kan nemt komme til at tvivle på, om Vajrayana overhovedet er buddhisme, eller om det mon er en “falsk” buddhisme.
Eksempler:
- Buddha sagde, at man ikke skulle styre efter hurtig oplysning. Vajrayana styrer efter hurtig oplysning.
- Buddha sagde, at hans lære var for alle. Vajrayana er esoterisk og benytter sig af hemmelige ritualer.
- Buddha sagde, at der ikke findes mirakler, kun indsigt i dharmaen. Vajrayana siger, at der er magi.
Og sådan kunne man blive ved. Nu er det velkendt, at andre former for buddhisme også tager sig nogle kunstneriske friheder ift. den oprindelige lære, men den anden store afvigende tradition, Mahayana, fremstår alligevel som en filosofisk-logisk udbygning af Buddhas oprindelige doktrin, samt eliminering af indre modsigelser i Buddhas lære. Det samme kan man ikke umiddelbart sige om Vajrayana. Umiddelbart siger Vajrayana nemlig ofte det stik modsatte af det, som Buddha oprindeligt belærte os om, som de tre eksempler ovenfor også viser.
Men er det nu også rigtigt?
Svar på eksempler – kontrasten til Zen:
Lad os sammenligne Vajrayana med Zen-traditionen, som ofte opfattes som ren og minimalistisk, hvor Vajrayana er overbelæsset og ritualistisk.
- Hurtig oplysning: Der er ikke nogen buddhistisk retning, som går stærkere ind for vigtigheden af at styre efter hurtig oplysning end Zen.
- Buddhismen som anti-elitær: På trods af, at Zen har en folkelig “Mahayana”-side, med et bodhisattva-ideal og hvor oplysning i princippet kan nås af alle (selv amøber eller orme), er Zen samtidig meget elitær, monastisk, intellektuel og snobbet over for de andre traditioner.
- Magi og mirakler: Zen-traditionen er fuld af mirakler – det er bare ikke det, der er blevet fremhævet, sådan som Zen er blevet formidlet i vesten. Men i primærlitteraturen fra Tang-, Sung- og Ming-dynastierne samt fra Japan og Korea gennem alle tider optræder der utallige mirakler og fantastiske ting, som vitterligt får Det Nye Testamente til at blegne.
Forskellen på Varayana og Zen er dog, at det mirakuløse i Varayana trods alt er større.
Det fusionistiske perspektiv – hvordan Vajrayana også er buddhisme:
Der er et par ting, som er vigtige at huske på: For det første, at Buddhismen har mange ansigter. Det drejer sig om 2500 års udvikling i alle mulige sekter. Der opstår stadig nye skoler i mange lande, undertiden blandet op med forskellige folkelige traditioner og myter. Buddhismen har altid varieret sig selv og fornyet sig; den har tilpasset sig de folkelige skikke, der hvor den er kommet frem. Forskellige former for buddhisme har således forskelligt tros-indhold, magier, overtro og dualismer.
Det andet er, at Vajrayana har en oprindelse i indisk Kundalini-yoga og forskellige hindu Tantriske praksisser, som ikke ligner Mahayanas praksis. Der er mange forskellige Buddhaer og Budhisattvaer, hvis ikonografi man må kende for at forstå praksis og den religionspsykologi, som det drejer sig om. Det er her et spørgsmål om fortolkning. Enten en magisk, mystisk og overtroisk fortolkning eller en down to earth menneskelig og eksistentiel bevidsthedsteoretisk fortolkning. Det er subtil eksistensteologi i begreber, vi ikke er vant til, men det kan selvfølgelig forstås som Buddhisme, som vi kender fra Theravada og Zen.
Det fjerde er, at Buddhismen opdelt i mange forskellige institutioner i mange forskellige lande er en kirke med liturgi, ritualer og dødsmesser. I Japan, som har alle de skoler og traditioner, som har været i Indien og Kina fra begyndelsen, regner folk i almindelighed med, at det drejer sig om en liturgisk praksis for at forbedre den afdødes rejse i det hinsides og hans genfødsel til et bedre liv, helst som menneske igen.
Buddhismen ude i verden er noget helt andet end den, vi kender i Vesten. Der er tekster, som vi holder meget af, som Hjerte Sutraen. Men der er også en mængde tekster, som ikke kan oversættes, fordi det er magiske opremsninger med mere eller mindre okkulte formuleringer. Det er buddhisme som en kirke – et tempel for et mysterium.
Men her må vi passe på, at vi ikke gør buddhismen til et spørgsmål om lærdom frem for et spørgsmål om praksis: Buddhismen er først og fremmest en praktisk nøgle til at forstå, hvad ens egentlige identitet er, eller hvad den universelle bevidsthed er. Livets mysterium er løst; der er intet omverdenproblem, intet bevidsthedsproblem, intet erkendelsesproblem. Alt er en situationstotalitet eller et evigt nu, som ikke er adskilt fra noget som helst, fordi bevidsthedsrummet ikke kan adskilles fra bevidsthedsindholdet. Dette vedvarende øjeblik er Buddhanaturen.
Men den folkelige og institutionerede Buddhisme kan være så mange andre ting. Og der er et utal af Buddhistiske præster, munke, abbeder og akademikere, som skal betjene de uvidende og med flere dualistiske ord, som blot fører dem længere væk fra erkendelsen. Det er deres arbejde. Fred være med dem.