Nogle vil mene, at det er en uskik at stille psykiatriske diagnoser, når man ikke selv er psykolog eller psykiater.
Dog tænker de næppe over, at idet de mener det, så støtter de en kultur, som er med til at bevare “rettighederne” på få hænder. At opretholde en lukket faggruppe med monopol på psykiatrisk arbejde er netop noget af det, som holder psykiatrien tilbage. Når man begynder at fokusere på folks kvalifikationer, snarere end deres argumenter, så går det ofte galt.
Ifølge én amerikansk undersøgelse får psykiatere flere pengegaver fra medicinalvirksomhederne end alle andre lægegrupper. Hvorfor mon lige psykiatere? Som den amerikanske psykiater Daniel Carlat har sagt: “Vores diagnoser er subjektive og udvidelige, og vi har få rationelle grunde til at vælge én diagnose frem for en anden.” – At få flere mennesker og flere kritiske øjne ind i den verden ville netop bidrage til at få renset ud og ryddet op.
Hertil vil folk ofte indvende: “Der er jo ingen tvivl om, at de forskellige diagnosesystemer er fejlbarlige, men mon ikke, at det er bedst at lade de mennesker, der er uddannede til det, in casu psykologer og psykiatere, om at diagnosticere?”
Hvis du kan påvise en regnefejl i en økonomisk analyse, så vil folk næppe komme efter dig med en bedrevidende formaning om, at du ikke er økonom. Hvis en ingeniørs bygning styrter i grus, så skal vedkommende stå til ansvar for sin fejl og kan ikke undskylde sig med, at han var ingeniør, og det var de folk, som opholdt sig i bygningen, altså ikke. Det eneste område, hvor analogien holder, er til læger. Og læger har netop også en notorisk kultur for ikke at underkende hinandens arbejde, for ikke at begå sig videnskabeligt i forhold til deres arbejde, og for ikke at tage andre faggruppers estimater alvorligt. Psykologer er faktisk ofte underlagt lægers (psykiateres) ledelse og oplever netop, at psykiaterne ikke tager psykologens argumentation alvorligt, da denne “jo ikke er læge.”
Når du snakker med psykologer på gangene i psykiatrien, så vil de brokke sig over, at psykiaterne har mere at skulle have sagt end dem, “blot fordi de er læger.” Når du snakker med psykologer i samfundet generelt, så vil de fastholde, at kun psykologer og psykiatere har den nødvendige fagkundskab til at varetage det arbejde, som de pt. har monopol på. Hvad der altså er en arbitrær faggrænse, der kommer på tværs af kompetencer indadtil, er pludselig en fuldt ud rationel skelnen udadtil. Hvorfor denne dobbelthed? Økonomisk teori ville sige, at psykologer handlede fuldt ud rationelt ift. at optimere deres egeninteresser, men netop ikke fuldt ud rationelt ift. at få mest mulig faglighed og kritik ind i psykiatrien.