Kultur Et nyt box-set fra Arkitektskolens forlag sætter i tre små bind fokus på Jørn Utzon og hans tid. Her deler Utzons betroede medarbejder, arkitekten Mogens Prip-Buus, rundhåndet ud af indtryk og anekdoter fra tiden med Utzon.

af Ryan Smith

Selvom Jørn Utzon levede, til han blev 90 år gammel, og selvom han i sin alderdom blev hædret med arkitektverdenens nobelpris, den såkaldte Pritzker-pris, så nåede Utzon alligevel aldrig at se sit hovedværk færdiggjort i den form, han selv havde ønsket. For den udenforstående er Utzon et paradoks; en mand, hvis rygte som arkitekt er knyttet så nært til ét projekt, der blev taget fra ham, og hvis arkitektoniske udtryk blev maltrakteret i den politiske proces der tog bygningen som gidsel.

Hvad pyramiderne er for Egypten, og for hvad Colosseum er for Rom, dét er hvad Utzons operahus er for Australien. Men hvordan kom det overhovedet dertil, at en ukendt dansk arkitekt kunne indsende et forslag, der ikke alene blev udråbt til genialt af sin samtid, men som tillige triumferede over 232 øvrige bud fra hele verden, heriblandt fra nogle af datidens mest anerkendte arkitekter?

Med Prip-Buus’ nye box-set får vi de nødvendige brikker til at forestille os den unge Utzon, der under opvæksten fik en gedigen indføring i samtidens kunst- og kulturstrømninger via sin onkel, som var billedhugger, samt hvordan Utzon tidligt fik et indblik i strukturelt design fra sin far, der var skibsdesigner.

Arven fra Utzon

Utzons virke, som er bredt anerkendt for dets ”ydmyghed” og ”ærlighed”, er i sin grundvold baseret på to simple principper: Det første er, at man må anskue arkitekturen som noget organisk – arkitekturen skal opleves, den skal sidde i kroppen. Arkitekturen skal tages ind, hinsides hvad der kan studeres på et akademi og ses i bøger. Da en medarbejder på Utzons tegnestue fortabte sig i arkitekturbøger og sværmede for den eksisterende arkitekturs principper, advarede Utzon ham således: ”Pas på, at De ikke bliver frimærkesamler.”

Det andet af Utzons to principper var den såkaldt additive arkitektur: Med den additive arkitektur begyndte datidens arkitekter at tænke den arkitektoniske produktion ind i omgivelserne i en grad, som var helt utænkelig før Utzon. Med en allegori beretter Prip-Buus, at Utzons additive arkitektur var omtrent som at slå en tallerken itu for så at omarrangere stykkerne. Selvom der uundgåeligt vil være disharmoni, når natur og kultur – arkitektur og omgivelser – mødes, så bør det færdige resultat alligevel besidde en vis harmonisk helhed.

Arkitekturen skulle addere til omgivelserne uden at konflikte med dem. Således måtte både de statiske omgivelser (er byggepladsen by, land, skov, strand?), men også ikke-statiske faktorer såsom hvordan byggepladsen ser ud til forskellige årstider, hvem og hvor mange mennesker der kommer forbi hvornår og hvor ofte osv. medregnes i de arkitektoniske planer. En arkitekt, der følger disse principper, er en arkitekt, der hædrer arven fra Utzon.

Biologien som inspiration

Utzons produktioner er enkle, men Utzon er ikke minimalist. Hans værker trækker på temaer, der allerede er til stede i naturen, og ifølge Prip-Buus er det netop bio-morfologien, der er den bærende inspiration i Utzons værker: Som med naturens egne produktioner, hvis anatomi er tilpasset snarere end designet, så var Utzon først rigtig tilfreds, når hans bygninger tog sig ud som en naturlig tilpasning snarere end som en arkitekt, der havde tvunget sit ego ned over omgivelserne.

Utzons dødsarie

Det var disse principper, der skulle have ageret ledetråd for udfærdigelsen af operahuset i Sydney, og det er disse vanskeligheder, som sidste bind af Prip-Buus’ nye udgivelse omhandler. Projektet løb flere gange på grund undervejs, ikke mindst fordi Utzon selv, ifølge den britiske kunsthistoriker Peter Murray, vitterligt var ude af stand til at anvise, hvordan projektets ”renhed” kunne forenes med de begrænsninger, som datidens ingeniørkunst måtte agere under.

Ifølge Murray blev Utzon uvenner med den toneangivende ingeniør Ove Arup, da Utzon gentagne gange blev ved med at kræve det umulige af datidens ingeniørmæssige formåen. Ifølge de papirer, som Murray har gennemgået, fremgår det, at Arup flere gange skulle have tilbudt Utzon forskellige ingeniørmæssige løsninger, som Utzon alle afviste, fordi de konfliktede med hans kunstneriske vision. Prip-Buus kaster ikke nyt lys over konflikten i sit box-set, men tilbyder os i stedet novellen The Penguins; en magisk-realistisk fortælling om operahuset, der udvandrer til Antarktis, hvor bygningen bliver rekonstrueret i overensstemmelse med Utzons oprindelige planer.

Arkitektoniske smuler

Med sit nyudgivne box-set kaster Prip-Buus sig ud i en svær genre: De store problemer, der var forbundet med Utzons psyke og virke som arkitekt har Prip-Buus efter eget udsagn givet sine svar på i tidligere, vanskeligt tilgængelige udgivelser. Hvad der nu er tilbage, kan betegnes som arkitektoniske smuler; små harmløse historier om livet med Utzon og hverdagen i tegnestuen. Sådanne udgivelser befinder sig i en kontinuerlig fare for at drukne i indforståethed og (selv)referencer, og efter endt læsning står det ikke klart, at Tiden med Utzon helt har undgået denne faldgrube.

Men hvad man heller ikke kan være i tvivl om efter endt læsning, er, at Utzon – hvad end han har været urealistisk og obsternasig eller ej – i det mindste ikke har været den arketypisk humørsyge kunstner. I stedet males der her et billede af Utzon som en behagelig sjæl præget af en sympatisk simplicitet og en til tider barnlig optimisme.

Tiden med Utzon
af Mogens Prip-Buus
120 sider, ISBN 978-87-7098-006-7
Kunstakademiets Arkitekskoles Forlag, 2011