Fra En Illusions Fremtid:

Lad os forsøge at måle de religiøse læresætninger med samme målestok. 
Når vi opkaster det spørgsmål, hvad dens krav om at blive troet 
bygger på, får vi tre svar, der passer besynderlig dårligt til hinanden. 
For det første: de fortjener at blive troet, fordi allerede vore forfædre 
troede på dem. For det andet har vi beviser, der er overleveret til os 
netop fra denne fortid. Og for det tredie er det overhovedet forbudt 
at opkaste spørgsmålet om denne begrundelse. En sådan dristighed 
blev tidligere belagt med de allerhårdeste straffe, og den dag i dag 
ser samfundet ugerne, at nogen på ny gør forsøget. 
Dette tredie punkt må vække stor betænkelighed hos os. Et sådant 
forbud kan jo kun have een motivering, nemlig at samfundet udmærket 
godt ved besked med usikkerheden i det krav, som det gør gældende 
for sine religiøse doktriner. Hvis det forholdt sig anderledes, 
ville det afgjort med stor beredvillighed stille materialer til rådighed 
for enhver, der selv vil danne sig en overbevisning. Vi går derfor med 
en skepsis, der ikke er let at bortvejre, til prøvelsen af de to andre 
bevisgrunde. Vi skal tro, fordi vore forfædre har troet. Men disse vore 
aner var langt mere uvidende end vi; de troede på ting, som vi i dag 
umuligt kan godtage, Den mulighed anes, at også de religiøse doktriner 
kan være af en sådan art. De beviser, man har efterladt os, er 
nedfældet i skrifter, der selv i sig bærer alle upålidelighedens egenskaber. 
De er selvmodsigende, overarbejdede, forfalskede; hvor de beretter 
om faktiske dokumentationer, er de selv udokumenteret. Det 
hjælper ikke meget, når der for deres ordlyd eller endda blot for deres 
indhold postuleres en oprindelse fra en guddommelig åbenbaring, thi 
dette postulat er selv en del af de doktriner, hvis troværdighed skal 
undersøges, og som bekendt kan ingen sætning bevise sig selv. 
Vi når da til det besynderlige resultat, at netop de af vor kulturbesiddelses 
meddelelser, der kunne have den største betydning for os: 
meddelelser, som har til opgave at forklare os verdens gåder og at 
forsone os med livets lidelser – at netop de har den allersvageste 
dokumentation 

Fra samme værk:

Vi kalder alså en tro for en ilusion, 
hvis ønskeopfyldelsen trænger sig frem i dens motivering,og 
ser derved bort fra dens forhold til virkeligheden, ligesom illusionen 
selv renoncerer på dokumentation. 
Vender vi os efter denne orientering atter mod de religiøse doktriner, 
så tør vi endnu engang sige: De er allesammen illusioner, ubeviselige, 
og ingen bør tvinges til at betragte dem som sande, altså til 
at tro på dem, Nogle af dem er så usandsynlige, i den grad i strid 
med alt, hvad vi møjsommeligt har erfaret om verdens realitet, at 
man – med passende hensyntagen til de psykologiske forskelle – kan 
sammenligne dem med vrangforestillingerne.