Hvad er der egentlig galt med islam, sådan fagøkonomisk set?

Det har den amerikanske økonom Timur Kuran sat sig for at finde ud af. Hans paper, der udkommer i 2018, er det første studie i 20 år, der søger at danne sig et overblik på baggrund af den databaserede forskning på området.

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme samt en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

Her er fire af Kurans konklusioner:

Mangel på uddannelse

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, en prominent årsag er, at man i mange muslimske lande forbinder fraværet af uddannelse med høj social prestige. Det anses simpelthen for finere – og mere korrekt islamisk praksis – ikke at uddanne sig.

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske verden. Her viser data dog, at islamiske skoler mange steder ikke er værre end alternativerne i den del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, der er problemet, som de islamiske sociale værdier, der fraråder formel uddannelse, spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, at uddannelse ikke skulle være attråværdigt, men den muslimske afsmag herfor kan sandsynligvis spores tilbage til den islamiske tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne tage sig af.

Omstændelig finanssektor

Mens resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, står mange i den islamiske verden stejlt på nødvendigheden af en særlig islamisk økonomi, der først og fremmest karakteriseres ved at søge at undgå rente. Det har ført til et halvt århundredes eksperimenteren med særlige former for islamisk kredit, islamiske obligationer, islamiske derivater og lignende ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse praksisser, har konkluderet, at disse særlige islamiske instrumenter alligevel altid ender med at bero på rente. Blot må man omfortolke, hvad der kvalificerer som rente, eller pålægge kunden skjulte omkostninger, der i praksis skal gøre det ud for rente.

Sharia Banking kan have en positiv effekt, såfremt det får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet medfører Sharia Banking dog et anseeligt dødvægtstab, sammenlignet med hvad samme midler ville have udrettet i et mere kompetitivt finansielt system.

Fosterskader

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser ved den islamiske faste. Især gravide kvinders tendens til at faste under Ramadanen har dramatiske omkostninger. Børn, hvis mødre fastede under graviditeten, har generelt kortere liv, flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner. De er også mindre produktive gennem hele deres arbejdsliv, og så er faste under graviditeten i øvrigt årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

Undersøgelser fra muslimske lande viser, at befolkningen generelt er uvidende om den skade, fastende kvinder påfører deres fostre ved at nægte dem næring under graviditeten. Denne problematik skal igen ses i forbindelse med det ringe uddannelsesniveau i muslimske lande.

Forældet retspraksis

Islamisk retspraksis udgjorde som helhed betragtet et fremskridt, da den blev indført i Mellemøsten for 1400 år siden. Kvinder, der før ingen rettigheder havde, fik nu delvise rettigheder, og stridsmål, der før ville være blevet afgjort med krumsablen, kunne nu afgøres ved en sharia-domstol i stedet. Visse forskere har anført, at islamiske domstole agerede arbitrært, men det synspunkt understøttes ikke af data. Sharia-domstolene agerede generelt konsistent – måske endda mere konsistent end domstolene i datidens Europa.

På sigt har sharia-domstolene dog holdt den islamiske verden tilbage. Deres hjemmel er religiøs, ikke sekulær, og den dag i dag mener mange muslimer, at innovation i retssystemet er det samme som apostasi og bør straffes med døden. Det var først med europæernes indtræden i regionen i 1800-tallet, at korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen blev anerkendt, og at kontrakter mellem firmaer (og ikke blot privatpersoner) blev understøttet af retspraksis.

***

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at give en balanceret kritik og at forstå fremfor at pege fingre. Den islamiske despekt for avancerede arbejdsopgaver var f.eks. næppe vedblevet uden den righoldige adgang til kompetente slaver, der kunne kidnappes fra andre civilisationer. Denne praksis kan godt have været økonomisk rationel, i hvert fald på kort sigt. Kuran forsøger også at vise, at man kan tolke på, hvad Koranen egentlig mener med rente (‘ribah’ er ikke nødvendigvis synonym med al slags rente), og at Koranen netop siger, at man ikke behøver at faste, såfremt man er i en tilstand, hvor man ikke kan tåle det (så længe man kompenserer ved at faste et tilsvarende antal dage på et senere tidspunkt eller brødføde en fattig). Kuran viser også, at mange af de strukturelle problemer, der plager den islamiske verden, ikke nødvendigvis gælder for muslimer, der lever som minoriteter i andre civilisationer. Ikke desto mindre er det dog ikke til at komme udenom, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.