Mere end 80 procent af de europæiske mænd stammer fra tyrkiske bønder, der bragte landbruget til Europa, viser nye undersøgelser. Europas kvinder stammer derimod primært fra lokale jæger-samler-samfund.

af Robin Engelhardt

Årsagen til, at mange vesteuropæiske lande ikke vil optage Tyrkiet i EU, er måske et 10.000 år gammelt Ødipus-kompleks. Sådan kunne man i hvert fald tolke nye forskningsresultater, der viser, at den mest hyppige variant i mænds Y-kromosom stammer fra et område i det nuværende Tyrkiet.

En stor undersøgelse af 2.374 europæiske mænd viser, at de stammer fra migrerende landmænd fra mellemøsten. I modsætning hertil stammer de fleste kvinder fra ældre europæiske jæger-samler-samfund, hvilket antyder, at de eksotiske landmænd havde en reproduktiv fordel i forhold til de lokale jæger- og samlermænd i den sidste del af stenalderen, det såkaldte neolitikum.

Eksotiske Y-kromosomer
Genetikere, antropologer og afstamningsforskere har længe diskuteret europæernes oprindelse. Nogle har troet på hypotese A, kaldt ‘demisk diffusion’: at europæerne primært nedstammer fra landmænd, som udvandrede fra Mellemøsten for cirka 10.000 år siden. Andre har holdt på hypotese B: at europæerne nedstammer fra ældre jæger-samler-samfund, som koloniserede Europa for ca. 40.000 år siden, trak sig tilbage til Den Iberiske Halvø, Italien og Balkan-områderne, og så genbefolkede resten af Europa, da istiden sluttede for cirka 10.000 år siden.

Sandheden ligger nok et sted midt imellem de to hypoteser, men det nye studie, offentliggjort i online-fagbladet PLoS Biology i sidste uge, indikerer, at den første hypotese er mest rigtig.

Det har været kendt blandt genealoger, at hyppigheden af den mest udbredte undergruppe af Y-kromosomer i Europa, kaldt haplogruppe R1b1b2, er højere, jo længere man kommer vestpå. I Danmark er den knap 43 pct. og i Irland over 85 pct.

På grund af denne store koncentra­tion i de vestlige dele af Europa har man troet, at gruppen stammer fra palæolitisk jæger-samler-tid, hvor små lommer af stenaldersamfund overvintrede istiden i primært Sydeuropa. Men Patricia Balaresque fra universitetet i Leicester i England og kolleger viser nu, at den geografiske fordeling af variationerne inden for denne gruppe bedst kan forklares ved, at epicentret for udbredelsen ligger i det vestlige Tyrkiet.

Det har været kendt blandt genealoger, at hyppigheden af den mest udbredte undergruppe af Y-kromosomer i Europa, kaldt haplogruppe R1b1b2, er højere, jo længere man kommer vestpå. I Danmark er den knap 43 pct. og i Irland over 85 pct.

På grund af denne store koncentra­tion i de vestlige dele af Europa har man troet, at gruppen stammer fra palæolitisk jæger-samler-tid, hvor små lommer af stenaldersamfund overvintrede istiden i primært Sydeuropa. Men Patricia Balaresque fra universitetet i Leicester i England og kolleger viser nu, at den geografiske fordeling af variationerne inden for denne gruppe bedst kan forklares ved, at epicentret for udbredelsen ligger i det vestlige Tyrkiet.

Forklaringen er mutationshastigheder og deres geografiske fordeling. Jo flere mutationer der ophobes i en haplogruppe, jo større er variationerne, og jo ældre er gruppen. Hvis hypotese B var rigtig – at resten af Europa var blevet genkoloniseret fra Sydeuropa – så burde gradienten af variationerne flugte med breddegraden, snarere end med længdegraden (se graf). Desuden findes den største variation i det vestlige Tyrkiet, hvorfra den spreder sig i aftagende grad, lige som ringe i vandet, i alle retninger.

Forskellige forfædre
Man kan forsøge at aldersbestemme de forskellige ringe. Det gøres ved at estimere en gennemsnitlig muta­tionsrate i haplogruppen, og så beregne antal af generationer, som man skal gå tilbage, indtil man rammer en fælles forfader.

For danskerne finder forskerne en værdi på 6.555 år tilbage i tiden, altså året 4.544 fvt. Den ældste værdi på 7.989 år findes i det centrale Tyrkiet, og den yngste i Cornwall i det sydvestlige England 5.460 år tilbage.

Selvom der er store variationer mellem de individuelle populationer (især baskerne ser ud til at have været meget isolerede), viser tallene tydeligt, at der var tale om en hurtig ekspansion i løbet af 2-3.000 år, og at det ikke kan være sket før neolitisk tid.

Forskernes konklusion er altså, at R1b1b2 skyldes en mutation i en base i Y-kromosom-afsnittet M269 fra en mand i Anatolien, hvis efterkommere har spredt sig til 110 millioner europæiske mænd i løbet af de sidste 8.000 år. Manden selv stammer fra den indoeuropæiske del af Mellemøsten, måske den sydlige del af Armenien og længere øst på.

Hvis man tager andre studier af europæiske Y-kromosomer med i betragtning, tegner der sig et billede af, at langt størstedelen af europæiske mænd nedstammer fra en indvandring fra Anatolien for cirka 10.000 år siden. Europæerne har altså ikke lært at dyrke jorden ved at få besøg af broderfolket fra Orienten, og så kopiere ideen, men ved at være direkte afkom af anatolske landmænd, der langsomt spredte sig op igennem Europa, indtil de sidste nåede Wales og Irland for cirka 5-6000 år siden.

Det antages, at de eneste palæolitiske (dvs. jæger-samler-) gener i europæiske mænds Y-kromosomer findes i haplogruppe I (se graf), der udgør ca. 18 procent af europæerne i dag. I Danmark og Norge er hyppigheden af haplogruppe I på cirka 40 procent, hvilket kunne tyde på, at de skandinaviske jæger-samler-kulturer som Ertebølle og Kongemose ikke var helt så overrendt af de eksotiske landmænd, som resten af Europa.

»Forudsat at vores tolkning af R1b1b2 er rigtig, er haplogruppe I den eneste større europæiske gren, som man mener har palæolitisk oprindelse,« siger medforfatter Mark Jobling fra universitetet i Leicester.

Kvinderne overlevede
Det er en anden sag for kvinderne. Her har man regnet sig frem til, at den yngste fælles forfader (eller ‘for-moder’) for de mest udbredte haplogrupper i kvindernes mitokondrier levede for 20-25.000 år siden i det sydlige Frankrig og Nordspanien, hvorfra flere bølger af udvandring må være sket, primært langs Atlanten.

Et sandsynligt scenarie er derfor, at de nye indvandrere fra Orienten, som begyndte at dyrke landet for 6-8.000 år siden, var gode til at score de lokale jæger-samler-kvinder, der boede i de små landsbyer langs kysterne. Stanken af fisk må have været enorm.

At kvinder og mænd kan have forskellige afstamningshistorier er blevet set før. Senest af firmaet Decode Genetics, der i år 2000 offentliggjorde et studie om den islandske befolknings afstamning. Her fandt man ud af, at Island blev grundlagt i år 874 af 10-15.000 vikinger fra Norge, som tog cirka 4-5 gange så mange irske kvinder med sig til Island. De unge islandske sønner har siden hen nedarvet deres Y-kromosom fra deres fædre, mens døtrene har arvet deres mødres mitochondrie-DNA.

Artiklen i PLoS er vigtig, fordi den giver et bud på, hvordan landbruget kunne have spredt sig så effektivt i Europa. Hvis konklusionerne er rigtige, er Europa et præmieeksempel på, hvordan ekspansionen af en bestemt mandlig afstamningsgruppe blev ledsaget af en af de vigtigste kulturelle og teknologiske forandringsprocesser i menneskets historie.

I blogosfæren har resultaterne været flittigt diskuteret – og kritiseret. Razib Khan fra bloggen Gene Expression mener f.eks., at der er alt for store overlap i konfidensintervallerne for estimaterne af den yngste fælles forfader. Det kan tyde på, at der ud over en enkel radialbevægelse fra Tyrkiet har været en del migrationer frem og tilbage langs middelhavskysten.

Andre mener ikke, at selve metoden til at bestemme den yngste fælles forfader, kaldt (TMRCA – ‘The Most Recent Common Ancestor’) er særlig pålidelig. Den baserer sig nemlig på en simpel hypotese om, at alle mutationerne i genomet sker med en konstant frekvens, hvilket kun tilnærmelsesvist er rigtigt. Derfor skabes der alt for store usikkerheder for dateringer på over 5.000 år.

Ikke desto mindre synes flere og flere genetikere rede til at forkaste den gamle hypotese om, at landbruget spredtes via enkelte pionerer, som bragte teknikkerne til Europa via mundtlig eller praktisk overlevering. Mere sandsynligt er det, at de anatolske landmænd migrerede til Europa og tilbød den lokale befolkning langt bedre livsvilkår, hvilket i løbet af et par tusinde år blev oversat til et demografisk flertal.

Så alt imens nogen i dag bekymrer sig over, om vores genetiske og kulturelle særkende bliver udvandet af indvandringen, kan det vise sig, at folk fra Mellemøsten i lang, lang tid har sået deres frø i en vestgående retning, og at det i øvrigt har bragt mange goder med sig.