af Henrik Gade Jensen, mag.art. (19.05.95)

Svært at få plads til moralsk forargelse over kommunisternes skæbne.  Når
halvtredsåret for befrielsen nu fejres, er der et forhold ved
besættelsestidens historie, som fortjener større opmærksomhed end hidtil.
Kendt og agtet er kommunisternes indsats under besættelsen, hvor mange af
frihedskæmperne rekrutteredes fra DKPs rækker. Så vidt, så godt. Kendt og
diskuteret er også grundlovsbruddet i 1941, hvor kommunis terne blev
interneret i Horserød, og næppe nogen forsvarer vel denne handling i dag.

Mindre kendt, men ikke mindre skændig, er de danske kommunisters holdning i
begyndelsen af krigen. Op til 1939 bekæmpede kommunisterne nazismen og var
forrest i den såkaldt ‘antifascistiske’ kamp. Men alt dette ændredes med et
pennestrøg den 22. august 1939, da Hitler og Stalin indgik en
ikkeangrebspagt. Fra da af var kommunister og nazister allierede. Hvem der
var ven og fjende, ændredes over natten. Hvis man var god kommunist, havde
man at rette sig efter partilinien og blindt acceptere de nye tilstande.

Herhjemme fulgte DKP partilinien fra Moskva og som gode kommunister
indstillede DKP og dets avis Arbejderbladet (Land og Folks forløber), da
også al kritik af Nazityskland og rettede i stedet skytset mod Vestmagterne.

Før 23. august 1939 var det nazistiske Tyskland ondskaben selv for de
danske kommunister, men med en politisk beslutning blev de moralske poler
vendt om, og Nazityskland var pludselig allieret. Som renlivede kommunister,
der havde deponeret deres dømmekraft hos Komintern, fuglte de danske DKPere
parolen og gjorde Frankrig og Tyskland til ansvarlige for verdenskrigens
udbrud. ‘Ikke-angrebspagten er et slag mod de fascistiske
krigsbrandstiftere’, lød den seks-spaltede overskrift i Arbejderbladet,
hvor ‘fascisterne’ pludselig var England og Frankrig, som det fredsvenlige
Sovjet i alliance med Tyskland forsøgte at afhodle fra krig og aggression.
Den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt indeholdt som bekendt en hemmelig
tillægsprotokol om Polens deling. Da Sovjet i forståelse med Tyskland i
september 1939 rykkede ind i Polen, skrev Arbejderbladet i sin seks-spaltede
overskrift: ‘Sovjetunionen vil sikre freden for det polske folk’. Det er i
dag kendt for alle, hvad den ‘fred’ betød med massedeportationer og
massakrer.

Det er også interessant, at kommunisterne på ingen måde blev forfulgt efter
besættelsen den 9. april. De var jo også allierede med de tyske
besættelsestropper. Arbejderbladet fortsatte med at udkomme og nåede i 1940
sit højeste abonnementstal.

Først da Hitler brød det højtbesungne fællesskab med Stalin i 1941, begyndte
forfølgelsen af kommunisterne. Og så fik vi i Danmark grundlovsbruddet med
den meget omdiskuterede internering af de danske kommunister.

Der er ingen grund til at forarges over fængslingen af kommunisterne, fordi
kommunisterne på det skændigste selv havde spoleret enhver anstændighed ved
at følge trop, da Stalin skiftede linie i 1939.

Samarbejdspolitikerne kunne blot have ladet tyskerne gøre arbejdet, og
dermed sparet os for grundlovsbruddet og eftertidens voldsomme indignation.
Moralsk forargelse over kommunisternes skæbne er det svært at få plads til,
når man ved, hvor kynisk de handlede, når først Moskva gav ordre til det.

Aksel Larsen, Børge Houmann, Ib Nørlund og Mogens Fog (som der nu skal
opkaldes en plads efter i København) rettede sig alle ind efter partilinien
som tinsoldater. Den totale politiske følgagtighed over for Stalins
terrorregime er lige så slem som nazisternes opslutning til Hitler.

Det er uhyggeligt, at kommunisternes svig ved accepten af
Stalin-Hitler-pagten næsten ikke har fundet vej til dansk historieskrivning
og offentlig debat. Typisk begynder man med kommunistinterneringen, og
forbigår fuldstændig tiden forud for denne.

Kommunisternes følgagtighed kender vi fra George Orwells ‘1984’, da det var
den politiske elites evne til at skifte ven og fjende ud fra dag til dag,
ja nogle gange midt i en tale, der inspirerede Orwell til fremstillingen af
den totalitære mentalitet i ‘1984’. Selv efter krigen var det ifølge Orwell
forbudt at nævne kommunisternes forræderi: ‘At tale favorabelt om USA, at
erindre om at amerikanerne hjalp os i 1940, mens russerne forsynede tyskerne
med olie og gav deres kommunistpartier ordre til at sabotere krigsindsatsen
er at blive brændemærket som en ‘reaktionær’, skrev Orwell i 1948. Og om
kommunisternes holdningsskift skrev han: ‘I årene op til september 1939
skulle han konstant være helt ude af den på grund af ‘nazismens rædsler’,
og skulle forvandle alt, hvad han skrev, til en fordømmelse af Hitler.

Efter september 1939 skulle han i 20 måneder tro, at Tyskland var mere
offer end aggressor, og ordet ‘nazi’ skulle i hvert fald på tryk helt
forsvinde ud af hans ordforråd.

Straks efter at have hørt otte-nyhederne om morgenen den 22. juni 1941
skulle han igen til at tro på, at nazismen var det frygteligste onde, som
verden nogen sinde havde set’.

Mange unge BOPA-partisaner har uden al tvivl gjort sig fortjent til hæder,
fordi de instinktivt handlede patriotisk i en svær situation, hvor landets
elite fuldstændig svigtede. Men det organiserede danske kommunistpartis
holdning var forræderisk med accepten af Stalin-Hitler-pagten og den dermed
forbundne alliance med nazismen. Det skal ikke forties i helhedsbilledet af
besættelsen.