af Henrik Gade Jensen, mag.art. (02.10.94)

Tøger Seidenfaden forsøger i sin nekrolog over Karl Popper at gøre ham
fortidig og ufarlig (25.9.94). Poppers budskab var vigtigt engang, men i
dag efter Murens fald og Det Nye Europa har det ingen relevans. ‘Her
efter 1989 og måske især efter universitetsmarxismens bortvisnen i det
meste af Vesteuropa . kan det være svært at formidle, hvor vigtig Popper
var for mange af os i 1970’erne’, skriver Seidenfaden, som hævder, at
hans politiske teser har sejret definitivt.

Det mente Popper ikke selv. ‘Så sent som i fjor kunne man i et interview
i BBC radio høre, at han ikke helt delte vestens lederes eufori over, at
det ‘åbne samfund’ med Murens fald så ud til at have sejret. Dets fjender,
mente han, er ikke blevet færre’, skrev Thomas Bredsdorff i sin nekrolog
i Politiken 18.9. Og når Popper taler om det åbne samfunds nye fjender,
sætter han gerne navn på. Maastricht-traktaten kaldte han ‘et
forfærdeligt dokument’, som kunne resultere i det samme som andre
unionseksperimenter. ‘En dag vil der uden tvivl komme en eksplosion over
det føderale Europa,’ mente Popper ( The Times, 26.1.93). I et interview i Dagens
Nyheter (28.2.93) gentog han sin kritik af EU-konstruktionen: ‘Jeg er negativt
indstillet til store stater. Vi har ikke meget at tjene på en europæisk
superstat.’

Poppers hovedtese i Historicismens Elendighed er, at der ikke findes
nogen historisk nødvendighed. Og dette rettedes mod især marxismen, der
mente, at historien havde retning og var determineret. Udviklingen forløb
efter et bestemt mønster. Efter Murens fald er det ikke kommunismen, der
forkynder historicisme og tro historiens nødvendighed, men EU. Maastricht-
traktaten bygger på troen på en historisk udvikling, når der tales om
ønsket om at ‘videreføre processen hen imod en stadig snævrere
sammenslutning mellem de europæiske folk’. Maastricht-traktaten bygger på
den historicisme, som Popper anså det som sin opgave at gøre op med i
Historicismens Elendighed. EU er et vaskeægte eksempel på det Popper
kalder ‘utopisk social engineering’.

Tøger Seidenfaden har intet forstået af Poppers kritik af det åbne
samfunds fjender. I sin begejstring for et føderalt Europa skrev
Seidenfaden i Føderalistklubbens manifest: ‘Den 2. juni blev katalysator
for en europæisk krise, der peger hen mod føderalismens nødvendighed’ (i
bogen Tag Europa Alvorligt, 1993). Føderalismens nødvendighed,
som Seidenfaden skriver om, er den direkte negation af Poppers synspunkt.

For Popper findes der ingen historisk nødvendighed. Og forsøget på at
indbilde folk en bestemt historisk nødvendighed er kriteriet på totalitær
tankegang. Føderalismen og EU er lige så lidt nødvendig som kommunismen
eller nazismen.

Seidenfaden burde rydde op i eget pultekammer, tage sin EU-begejstring op
til grundig revision, eller så undlade at tage Popper til indtægt for
egne synspunkter. Den føderalisme, som Seidenfaden tror er historisk
nødvendig, mente Popper kunne resultere i en eksplosion i Europa.