af Henrik Gade Jensen, mag.art.

H.C. Andersens eventyr Skyggen skildrer en mand, der rejser i Syden, og som en dag mister sin skygge. Pludselig er den væk og han kaster ikke mere en skygge midt på dagen. Efter noget tid vokser den langsomt ud igen, og mande tænker ikke over det, nu da han langsomt var ved at få en ny skygge.  Så en dag får han besøg af en fremmed herre, som præsenterer sig som mandens skygge. Skyggen var blevet en selvstændig person, som nu fandt lyst til at besøge sit gamle ophav og sige goddag. Den rare mand tog godt imod Skyggen, ville være Dus med sin skygge, men det modsatte den fremmede herre sig. Og eventyret slutter med at Skyggen, den afledede eksistens, tager magten over sin oprindelse og får ham dræbt.

Skyggen er et uhyggeligt eventyr, som skildrer hvordan menneskelige produkter kan tage magten fra menneskene, der har skabt dem, og ender med at herse med alt og alle. Mennesket bliver undertrykt og behersket af sine egne ideer.

En af de dominerende politiske tendenser i dag er identitetspolitikken. Man skal have en identitet og kæmpe for den og forsvare den mod krænkelser.

Hvor idealet tidligere var et samfund af borgere, som indbyrdes kunne være vidt forskellige med hensyn til religion, politik, sex, smag og behag, så er det omvendt i dag. Det private, som det var en æressag at sætte parentes om i sin ydre fremtoning, er i dag blevet til symbolske lanterner ud ad til. I dag er det især den religiøse identitet, der føres frem og med krav om anerkendelse og accept, og som skal beskyttes mod krænkelser.

Men identitetspolitikken begyndte egentlig med kønnet og seksualiteten. Kvindefrigørelsen, som i  begyndelsen af 1900-tallet tog sit udgangspunkt i et yderst berettiget krav om lige rettigheder for mænd og kvinder, blev i 1960erne langsomt forvandlet til en kamp om kønsidentiteten. Fra et ønske om at være ligeberettigede borgere skulle mænd og kvinder nu fremhæve deres identiteter og forskelligheder offentligt. ”Det mener du, fordi du er en mand”, fik jeg anno 1980 at vide i en diskussion om et filosofisk emne, som jeg troede var en rationel diskussion om argumenter. Kønnen trumfede fornuften.

Seksualiteten blev på samme tid identitetspolitisk markør, der skulle leves ud i det offentlige rum og gerne symbolpolitisk paraderes.

Med identitetspolitikkens fremmarch skete der også en forskydning. Hvor det før var individer, der skulle beskyttes mod overgreb og diskrimination, konkrete mennesker med kød og blod og følelser, er det i dag mere blevet til identiteter, der skal vogtes over. Der fordres en ret til at leve sin identitet ud i al sin mangfoldighed i det offentlige rum, så det ikke mere er det konkrete menneske med sin frihedsret til at leve som man vil, der skal respekteres, men en ledsagende kulturel dødvægt.

Hvis personer insisterer på at være homoseksuelle eller heteroseksuelle, kvinder eller mænd, kristne, jøder eller muslimer, vegetarer eller svinegnaskere, langelændere eller morsinger, pircede eller tattoverede til en jobsamtale, kan det godt være at en arbejdsgiver vil rynke på brynene og i stedet hælde mod en kandidat der identitetsneutralt præsenterer sig ud fra sine evner og dueligheder. I hvor mange jobfunktioner er man interesseret i identiteter? Omvendt vil enhver reference til en af disse identiteter i forbindelse med et afslag kunne skabe en sag.

Vor tids identiteter er som H.C. Andersens skygge, der oprindeligt på naturlig vis knyttede sig som et bi-produkt til individet, – i solskin kaster vi alle en skygge, stor eller lang afhængig af tiden og stedet – men som så vokser sig mægtig og vil være sin egen herre og ender med at hundse med det konkrete individ.

Kvinder kan således i dag gøre karriere ved at overgive sig til Skyggen, identiteten, og få job og avancementer som en kvinde på en kvote. Den enkelte med dets unikke kvalifikationer har i den forbindelse ingen interesse. Det er kønnet, der udvælges.

Den vestlige verden har brudt med sin egen noble fortid, hvor der blev kæmpet for menneskerettigheder.  Magna Carta, Bill of Rights, den franske menneskerettighedserklæring, den amerikanske uafhængighedserklæring: alle sammen forskelligartede og prisværdige formuleringer af en ret knyttet til individet. Individet skulle beskyttes. Og beskyttes mod staten og klanen og kollektivet.

Med identiteter opstår en re-feudalisering, hvor individet ikke udgør enheden, men forskellige følelsesmæssige overfrakker helliggøres.

Vi er mennesker, individer, nøgne bag maskerne, og selv om køn, nationalitet og religion er af stor betydning for den enkelte og i praksis givet med fødslen, er det forskelligt fra individet.

Det ukrænkelige skal være den enkelte, der som kært barn kan have mange navne og mange etiketter, og som vi elsker (eller måske hader) som den særegne og særlige person, man af generne eller skæbnens uransagelige veje er forbundet med, og hvor identiteter virker som anmasselse og blokeringer.

Identitetspolitik er en forkert ideologi, fordi den sætter i forgrund, hvad der børe være baggrund. Om mennesker er homo- eller heteroseksuelle, kvinder eller mænd er en privatsag, ligesom religion og rygning. Som borgere bør vi mødes med den skal, det er at være borgere med gensidige rettigheder og pligter. Hvad hver enkelt vil krænge ud offentligt, må man selv om.

Nutidens sociale medier lægger op til det, men kan også være en advarsel om ikke at åbenbare alt for meget af sit inderste.

God borgerlig moral bygger på den opfattelse, at vi bør omgås hinanden som individer og med gensidig respekt og høflighed. Og mænd må gerne være lidt galante overfor kvinder, uden at det bliver intimiderende identitetspolitik. Men hvad der gemmer sig bag den borgerlige fremtoning, skal vi ikke nyfigent bekymre os så meget om.

Vær “Mild og underholdende, artig og forekommende i alt hvad der ikke medfører Udgifter” som August Bournonville skrev i sin bog ”Raad og Leveregler fra En ældre til en Yngre Ven”. Bournonville pålagde også sin unge ven, der skulle på dannelsesrejse, aldrig at tale om religion og politik og i øvrigt være varsom med at fortsætte et diligencebekendtskab.  Det var før facebooks entre, men mekanismerne har været kendt til alle tider. Vær varsom med identiteterne!