Stars Wars eller Star Trek? Den årelange kamp er blusset op igen, efter at skuespilleren William Shatner alias Captain Kirk i sidste uge udtalte sig for at give sit besyv med i striden.
af Ryan Smith
I årtier har striden raset på nørdede science-fiction-konventioner og på svedige drengeværelser verden over: Star Wars eller Star Trek – hvilket science fiction-setting er nummer 1 i galaksen?
Striden, der har stået på siden 1970’erne, har nu igen fået nyt liv, da den aldrende William Shatner, alias Star Treks Captain Kirk, leverede et friskt indspark i debatten via sin officielle videokanal på internetsitet YouTube.
Shatner sætter sig for at sammenligne de to serier, og dommen falder prompte: Star Trek var bedst. ”Star Wars var ok,” siger Shatner, men det var en afledning, et derivat, en fodnote til Star Trek. Og så var der i øvrigt alt for mange special effects, siger Shatner med henvisning til Star Wars-skaberen George Lucas’ personlige special effects-firma, Industrial Light and Magic, der netop blev grundlagt af Lucas selv i forbindelse med produktionen af den første Star Wars-film, A New Hope, fra 1977.
Med et spilsk grin uddyber Shatner, at der er så mange special effects i Star Wars, at vi som seere ikke engang kan vide, om skuespillerne i Star Wars i princippet rendte nøgne omkring i kulisserne (!) – jedi-kapperne er jo alligevel efterbehandlede computeranimationer! Og så er der også spørgsmålet om heltinderne: Star Wars-kvinderne er måske meget søde, men ifølge Shatner når de ikke Star Treks heltinder til sokkeholderne. En undtagelse er Shatner dog villig til at gøre, og det er Star Wars-heltinden Princess Leia (der i filmene spilles af skuespilleren Carrie Fisher, red.): Hvis Shatners egen karakter, den frygtløse Captain Kirk, fik chancen for at stikke af med prinsessen og løbe sammen ud mod solnedgangen, så ville det alt i alt være meget godt.
Selvom Star Wars-Star Trek-konflikten nu har stået på i årtier, har de medvirkende skuespillere i begge foretagender generelt altid forholdt sig høfligt og anerkendende over for modpartens produktioner. Den nu 80-årige Shatner er dog en af de få, som tidligere har spillet på den tilsyneladende evige kontrovers: I filmen Free Enterprise fra 1998 bliver en skoleelev mobbet og slået bevidstløs – udvalgt som mål, for at møde i skole iført en Star Trek-uniform. Mens vort mobbeoffer ligger bevidstløs, kommer Shatner til ham i en drøm og giver ham det velmenende råd, at han bliver nødt til at stoppe med at opføre og klæde sig som en nørd. Da drengen replicerer, at han kun kom op at slås, fordi hans modstander havde hævdet, at Star Wars-helten Han Solo var sejere end Captain Kirk, lagde Shatner dog ansigtet i andre folder, idet han formanede: ”Giv det lille skvat en endefuld!”
Lyssværd eller ordflom
For den udefrakommende kan det nemt se ud, som om Star Wars og Star Trek blot er to varianter af samme science fiction: Begge franchises er fyldt med laservåben, eksotiske aliens og fremmede planeter. For den indviede er der imidlertid en verden til forskel.
Hvor en Star Wars-helt typisk må kæmpe sig gennem plottet med lyssværdet i den ene hånd og med laserpistolen i den anden, vil en typisk Star Trek-helt derimod anvende videnskab og logik for at løse problemerne. En trekkie-helt må snakke sig ud af problemerne, og snakken går ofte forbi indviklede referencer til fiktive mekaniske konstruktioner som rumskibsmotorer, plasmaraketter og så fremdeles.
I Star Trek-fansenes lejr hedder det derfor, at Star Wars er Star Trek for børn og åndsfattige sjæle, mens Star Wars-fansene mener, at Star Trek er Star Wars for kedelige mennesker med hang til uendelig ordflom om apparater og dimser, der slet ikke findes i virkeligheden. Ifølge Star Wars-fansene er Star Trek en fad fornemmelse, der ikke formår at hamle op med Star Wars-universets storladne kamp mellem det gode og det onde. Det var bl.a. dette skisma, som Shatner kommenterede i sidste uge, da han sagde: ”I Star Trek er der karakterudvikling og komplekse menneskelige relationer; i Star Wars er der special effects.”
Hvor Star Wars-skaberen George Lucas var inspireret af sagnene om Beowulf, kong Arthur og den nordiske mytologi – altså den klassiske mytologiske fortælling med en helt, en hjælper, en skurk, og en lykkelig slutning – trækker Star Trek-skaberen Gene Roddenberry i stedet på højlitteratur som Gullivers Rejser, de græske tragedier og Shakespeare. Hvor den typiske Star Wars-karakter er enten god eller ond og sjældent udviser nogen nuancer af grå derimellem, er Star Trek-universet præget af komplekse moralske dilemmaer på kryds og tværs, hvor man ofte som seer sidder tilbage med en fornemmelse af, at de forskellige aliens’ interesser og perspektiv på verden er akkurat lige så legitime som menneskenes.
I Star Trek er alles interesser altså lige gode, men er Star Wars så også lige så godt som Star Trek? Ifølge Shatner er svaret et entydigt nej, men med Shatners udtalelser har vi næppe hørt det sidste til Star Wars–Star Trek-konflikten, og hvad Star Wars-fansenes næste træk bliver, det kan vi kun gisne om …