af Søren K. Villemoes

Rune Lykkeberg er den nye gulddreng blandt politiske kommentatorer og offentlige debattører. Han har de sidste snart otte år været fast tilknyttet Information og fungerer dagligt som debatredaktør på den gamle modstandsavis. Hans analyser har i årevis haft en særlig tiltrækningskraft på mig, da de i modsætning til den dominerende tendens ikke er strategianalyser af magtkampe på kort sigt, men i stedet beskæftiger sig med de større spørgsmål i dansk politik på lang sigt. I en tid hvor fokus har været på ’spin’, politisk kommunikation og forskellige personlige relationer på Christiansborg, har Lykkeberg med sin manglende indsigt og interesse i alt det strategiske og personrelaterede politiske fnidderfnadder, men med sit analytiske fundament solidt placeret i sin akademiske humanoira-baggrund, udgjort et godt og altid læseværdigt alternativ.

Lykkebergs interesse er kulturkampen og dens uomgængelige tilknytning til klassekampen. Det er specielt den nye alliance mellem den økonomiske over- og underklasse i fælles front mod den kulturelle middel- og overklasse, der har fanget hans blik. Lykkebergs udgangspunkt har altid været en bourdieusk klasseanalyse, der opererer med henholdsvis økonomisk og kulturel kapital. Ifølge Lykkeberg har vi over de sidste to årtier været vidne til den kulturelle overklasses store fald. Hvor man plejede at tysse og lytte efter med en alvorlig attitude, når en humanoira-professor kom med sit syn på politik og samfundsudviklingen i den bedste sendetid, bliver disse idag affejet som naive og tossegode halal-hippier, verdensfjerne intellektuelle og blødsødne humanister. Scenen er i stedet overtaget af den kyniske realist, der ikke har tid til lange, indviklede udredninger og analyser, men i stedet kan fatte sig i korthed og tale klart, så alle kan følge med.

“Kampen om sandhederne” beskæftiger sig med dette fald. Det er med andre ord kollapset af det anti-autoritære kulturradikale system af sandheder, der har domineret det offentlige rum siden 1960′erne. Problemet har hele tiden været, at den kulturradikale intellektuelle har opereret med en fejlagtig antagelse om, at han var i stand til at ‘oplyse’ folket med sin særlige indsigt, at han kunne vække de bedøvede masser fra deres bevidstløse konsumption af dårlig underholdning gennem provokerende kunst og med sin gode smag. Men han har ikke selv været bevidst om sin egen arrogance, sin nedladenhed og symbolske vold. Den anti-autoritære, kulturradikale intellektuelle har ikke anset sig selv som en autoritet, men snarere som en ‘outsider’, der har gjort oprør med vante forestillinger og etablerede sandheder. Som Lykkeberg dog viser, har han (med vores statsministers egne ord) for alle andre udgjort den ‘nye adel’.

Ubevidst om sin egen priviligerede magtposition har den kulturradikale intellektuelle i årevis kunnet dominere de offentlige sandheder om det moralske og amoralske, den gode og den dårlige smag. De to har endda kunnet eksistere som hinandens modsætninger. Den gode smag blev sidestillet med den gode moral, og at have en brølende kronhjort hængende over sit spisebord var i mange år anset som et snigende tilløb mod fascismen. Det var karakteristisk, at Klaus Rifbjerg i en ophedet diskussion om regeringens forslag om at skære i den livslange kunststøtte sidste år anklagede statsministeren for aldrig rigtigt at have oplevet stor kunst. Hvordan kunne han vide det? Jo, for hvis statsministeren havde haft en rigtig kunstnerisk oplevelse, så var han aldrig gået i krig med Irak. Der var engang, at sådanne argumenter gav mening, men idag står de som et sørgeligt, ja nærmest komisk, monument over et faldent regime.

Lykkeberg fortæller denne udvikling gennem en lang række analyser af danske bøger og film fra 1950′erne og frem til idag. Hans analyser er særdeles skarpe, og han besidder en misundelsesværdig sans for detaljen, hvor en enkelt episode, en enkelt handling, bliver løftet op til at stå som symbol for noget større. Denne evne til at forbinde del med helhed er uden tvivl en af hans største og mest beundringsværdige talenter. Alligevel er det som om, at han ikke helt formår at samle alle bogens enkeltdele i denne større helhed, som han ellers mestrer så godt. Ved bogens afslutning føler man sig mættet med et væld af fascinerende og interessante analyser af tekster og film, men man savner lidt den sidste krølle på halen, den sidste klat lim, der får alle delene til at passe sammen.

Der er også en anden svaghed, der ikke blot karakteriserer bogen, men Lykkebergs generelle rolle som samfundsdebattør: Det er umuligt at granske, hvad manden står for. Hans analytiske evner er uden tvivl i særklasse, og han har med “Kampen om sandhederne” leveret en af de bedste, mest præcise og relevante diagnoser af udviklingen i dansk kultur og politik i lang tid. Men det er alligevel som om, at der mangler et eller andet. Han kan kritisere venstrefløjen, højrefløjen, den økonomiske og kulturelle overklasse, det anti-autoritære regime, alle kapitalismens tre faser, og han kan gøre det overbevisende. Men hvad er hans alternativ? Hvor står han selv?

På trods af bogens fortræffeligheder føler man sig alligevel en smule snydt. Lykkeberg kommer nemlig til selv at fremstå som den ’magt uden autoritet’, som han selv kritiserer. Han træder ikke selv i karakter som en autoritet, der kan vise os, hvor vi bør gå hen, og hvilke alternativer der er at foretrække. Han forbliver i den lidt studentikose kritiske analyse, der fortjener alle de 12-taller, en universitetslektor på litteraturvidenskab kan give den, men som ikke lever tilstrækkeligt op til den mere patriarkalske rolle som offentlig meningsdanner, som autoritet. Måske forventer jeg for meget, men jeg er reelt interesseret i at få Lykkebergs eget syn på tingene, hans egne holdninger og meninger frem. I stedet for selv at vove pelsen, fodrer han én med Axel Honneth, Jürgen Habermas, Michel Foucault og Pierre Bourdieus syn på tingene. Og det er alt sammen udført meget overbevisende. Men hvor er Lykkeberg i alt det? Hvor står han selv?

I bogens allersidste sætning gives et hint om, hvad han vil. Her antydes det, at han tror, at de færreste har lyst til at bibeholde deres foragt, når de først gøres opmærksom på den. Er det hans program? Vil han bekæmpe foragten og dermed pædagogisk oplyse den kulturelle over- og middelklasse om deres arrogance og symbolske vold? Det er bestemt et sympatisk mål. Men det peger bare ikke i nogen retning. Hvad skal der f.eks. gøres efter denne bevidstgørelse? Hvordan undgår man helt præcis foragten i praksis? Hvilke politiske implikationer har det? Lykkeberg kommer desværre til at fremstå som en akademiker, der lider af ‘forskersyge’, hvor man bliver uendeligt dygtig til at se ting fra forskellige vinkler, til hermeneutisk at kunne erkende og sætte sig ind i enhver tænkemåde og anskuelse, men hvor man til sidst drukner i overfloden af ens egne analyser og glemmer, hvad man egentlig mener, og hvor man selv står i hele dette cirkus.

På trods af disse mindre indvendinger er “Kampen om sandhederne” stadig en absolut anbefalelsesværdig bog, der er obligatorisk læsning for alle, der ønsker et relevant og tidssvarende syn på den danske kulturkamp. Den har alle kvalifikationerne til at blive en ‘vigtig’ bog.

Rune Lykkeberg 2008, Kampen om sandhederne, København: Gyldendal. Pris: 299,-