Den digitale revolution og eksplosionen i de sociale mediers popularitet har afstedkommet en udvikling, hvor vi hver især er koblet op til netop de ting, der interesserer os personligt. Men jo mere vi individualiserer vores kulturelle univers, des mere fragmenteret bliver den fælles kultur også.

af Ryan Smith

Da den konservative kulturordfører Rasmus Jarlov for nylig skulle forklare sit syn på kulturstøtte i Politiken, henviste han blandt andet til, hvad markedet kan bære, og hvor meget man som kunstner kan tjene på at udbyde forskellige kulturtilbud til offentligheden. Begge disse størrelser befinder sig imidlertid i en rivende udvikling, hvor de netop i disse år vokser som aldrig før.

Den homogene massekultur er på vej i opløsning og erstattes i tiltagende grad af små, individualiserede kulturlommer. Den moderne teknologi har i dag vævet millioner af mennesker tættere ind i kulturlivet, end de nogensinde før har været. Men deres kulturliv er tunet fuldstændig ind på netop deres smag og interesser, og det udvander interessen for den brede fælleskultur.

I mediebranchen er man udmærket klar over problematikken. Der findes i princippet et publikum til ethvert kulturtilbud, du kan tænke på. Uanset hvor nichepræget et kulturtilbud er, så skal der nok være et publikum derude. Det handler bare om at komme ud til forbrugeren. Før i tiden så vi, at distributionsleddet fungerede som flaskehals for, hvor meget nichekultur der kunne udbydes til publikum. Men den digitale revolution har gjort både produktion og distribution billigere, og derfor ser vi flere og flere forbrugere melde sig ud af den fælles massekultur og melde sig ind i deres egne små kulturlommer. Publikummet til ikoniske produktioner som Matador, Gone With the Wind og James Bond er dermed en størrelse, der er på kontinuerlig skrump, og i branchen er det således en truisme, at Michael Jacksons Thriller aldrig vil blive overgået, da der aldrig igen vil samles så stort et publikum om én udgivelse.

Tv-serier uden tv
Egentlig var der intet unikt ved Thriller og slutningen af det 20. århundrede. Bevæger man sig baglæns i det 20. århundrede, bliver tendensen til massekultur blot stærkere: I Elvis Presley, Humphrey Bogart og Marilyn Monroe fandt underholdningsindustrien ikoner, der fungerede som signatur for en hel tid. I et historisk perspektiv er det nutiden, der er unik. Vi har sandsynligvis altid haft meget forskellige smagspræferencer, og i psykologien taler man om, at den slags er evolutionært betinget. På grund af fortidens distributionsmetoder har vi bare ikke kunnet udbyde hele viften af nichekultur før nu. Det har været for dyrt for industrien at gøre alle 100 % tilfreds, så i stedet har man sigtet efter at gøre alle 50-60 % tilfreds gennem det konstante udbud af ufarlig massekultur.

Væk er de tider, hvor hele og halve generationer ivrigt sad bænket ved skærmen hver onsdag for at fange det seneste afsnit af Gensyn med Brideshead. Nu om dage forventer vi, at serierne ruller over skærmen, når seeren selv har tid. Tv er efterhånden gået hen og blevet et elendigt medie til tv-serier, og de store produktioners tid er overstået. Se blot på HBO’s Rome: En stort anlagt tv-serie, der havde det hele, men som måtte aflyses efter blot to sæsoner, i erkendelsen af at tv ikke længere kan bære så store produktionsomkostninger.

Alligevel vil tv-serierne dog næppe afgå ved døden. Der findes stadig en besynderlig behovs-situation, der bunder i, at familierne alligevel har behov for at tilbringe tid sammen. Børnene vil ofte ikke indrømme det, særligt ikke når de bliver teenagere, men familierne har behov for noget at samles om. DR’s X-Factor har gjort det bedst i nyere tid. Alle ser med – mor, far og børnene fra 0 til 16 år. Far ville typisk aldrig se X-Factor alene. De små børn ville se tegnefilm, og de større ville se realityshows som Paradise Hotel, hvad de da også gør, når de er alene eller sammen med venner.

Men de ser det. Alle er samlet foran tossekassen. Årsagen er, at det er “godt nok” til alle, og hele familien er sammen om noget. Men selvom tv-serien nok skal overleve, så er det alligevel usikre tider for de store producenter: Det, vi er vidne til nu, er den reelle udfoldelse af vores smags-variation inden for kunst og underholdning. De store spillere – DR, TV2, pladeindustrien, Nordisk Film – og for så vidt også Politiken og Berlingske Tidende – er nervøse. Hele deres fundament og set-up hviler på store hits. For dem er de små beløb, man kan tjene i yderområderne, uinteressante, men samtidig er det her, væksten foregår.

Vi lever således ikke alene i en tid, hvor massekulturen er i krise; vi lever også i en tid, hvor det legitime grundlag for statsstøttet massekultur som DR og det Kongelige Teater er i fuld færd med at blive udhulet.