af Ryan Smith
En af de nyere og mere spidsfindige penne på Politiken hedder Kristian Madsen. Han skriver underholdende og med kant, men desværre føres pennen af og til af Madsens mavefornemmelser, og selvom hovedet stritter imod, så går det bare lidt for hurtigt med mellemregningerne, når det er maven, der skriver.
Maven har tidligere vist sig leveringsdygtig i chokerende sandheder, som at venstrefløjen kan opnå politisk momentum ved at løse hidtil uløselige politiske problemer som ghettodannelse og problemer med indvandrerbørn – fuldstændig uden at angive, hvordan det skal ske. Gildet vil gerne kvittere med en lignende mavefornemmelse om, at venstrefløjen også kan opnå politisk momentum ved at løse problemer som global terrorisme og sult i Afrika. Hvad man kalder folk, der argumenterer på den måde i Danmark, ved jeg ikke, men i England kalder man dem Captain Obvious.
Danmark bør ellers beundre Madsen: Havde Madsen brugt hovedet som andre skribenter, var han nemlig for længst blevet rundtosset af de mange cirkelslutninger, han gang på gang formår at fyre af. I lederen her skriver Madsen for eksempel, at yderfløjene ikke har ret, fordi de ikke findes på midten. Eller sagt på en anden måde: Yderfløjene tager fejl, fordi de er yderfløje. En fejlslutning af så episke dimensioner, at den havde udløst ind til flere røde kort, hvis Madsen havde været fodboldspiller. ”Yderfløjene viser ikke vejen frem” hedder det (ikke videre mundret), men her ignorerer Madsen fuldstændig det faktum, at enhver kvalitativ nytænkning – evolutionsteorien, kvantemekanikken, ja, selv det arbejdende folks krav om demokratisk repræsentation – alle er startet på samfundets overdrev.
I onsdags skrev Madsen så indlægget ’Forbudsfundamentalister misbruger Orwell’ – en bjergtagende ballerinadans af stråmænd, fejlslutninger og dårlig research. Pointen i Madsens artikel er, at liberale debattører som Simon-Emil Ammitzbøll misbruger George Orwell, fordi Orwell tilhørte venstrefløjen, og Simon-Emil tilhører højrefløjen. Orwell må derfor ifølge Madsen ”lide den tort at blive taget til indtægt for alt det modsatte af, hvad han stod for.” Når staten for Gud-ved-hvilken-gang tager tilløb til at begrænse den individuelle frihed gennem øgede skatter, afgifter og forbud, så henviser Ammitzbøll nemlig til Orwell og siger, at Danmark er blevet et kvælende ’Big Mother’-samfund. Og det er ifølge Madsen misbrug af den afdøde forfatter.
Ammitzbøll og Obvious: Der er kun en af de to, der misbruger Orwell, og det er ikke Ammitzbøll. Orwell tilhørte venstrefløjen, men han var dybt imod politiske forsøg på detailregulering af borgernes liv. Orwell var ikke (som Madsen fejlagtigt skriver) trotskist, men ifølge ham selv en “konservativ anarkist”. Orwell ønskede maksimale selvudfoldelsesmuligheder for den enkelte, så længe han ”opførte sig pænt” og ikke skadede andre (et hæderkronet borgerligt-liberalt princip). Og så så Orwell allerede dengang den politiske ensretning af borgernes liv som et udtryk for puritanisme. Det er rigtigt, at Orwell tilhørte venstrefløjen, men den grad af politisk adfærdsregulering, som vi i dag underkastes, ville datidens venstreorienterede have været imod. Det er venstrefløjen, der har rykket sig i retning af mere social kontrol, og derfor er det egentlig kun naturligt, at nutidens Orwell-referencer tilfalder folk som Simon-Emil Ammitzbøll.
Madsen bruger newspeak
Madsen har mere på programmet: Mavefornemmelserne mærker nemlig, at liberalister bruger newspeak, når de forsvarer virksomheders ret til at sende reklamer i tv. Madsen opstiller et modsætningsforhold mellem individuel frihed og kommerciel frihed, men dette modsætningsforhold argumenteres der aldrig for. Det er nemlig mavefornemmelserne, der regerer, og argumentation er ikke mavens metier. Havde Madsens kvikke hoved dog bare været med på andenviolin, så var det hurtigt gået op for Madsen, at man faktisk kan slukke for sit tv, hvis man gerne vil undgå reklamer. Givet at ingen er tvunget til at se tv, er det således stærkt tvivlsomt, om det stækker nogens frihed, at der er reklamer på privatejede kanaler.
I Orwells forfatterskab var newspeak et redskab, som magthaverne brugte til at knuse befolkningens selvudfoldelse. Man underminerede befolkningens tillid til sproget ved at pervertere det – krig betyder fred, frihed betyder slaveri, uvidenhed betyder styrke. Men hvad betyder det selvopfundne udtryk ’forbudsfundamentalister’, som optræder i Madsens artikel? Danskkyndige ville nok gætte på, at en forbudsfundamentalist var en, som gik ind for at bygge et samfund på rundhåndede mængder af forbud. Men i Madsen-speak er en forbudsfundamentalist imidlertid en person, der er imod forbud, hvilket sjovt nok svarer til Madsens politiske modstandere. Den logiske forståelse af ordet må vige, og dens modsætning sættes ind som selvfølgelighed – forbudsfundamentalisme betyder frihed, krig betyder fred, uvidenhed betyder styrke.
Kristian Madsen har det nemt. Uanset hvor sløset han argumenterer, vil der altid stå en hob af halvstuderede Politiken-mennesker klar til at klappe i hænderne, hver gang nogen skriver noget med maven. Mavefornemmelsesprosa har nemlig for længst blævret sig i stilling som café latte-segmentets Radio 100 FM. Men det ændrer ikke ved, at det er Madsen, der misbruger Orwell, og Madsen, der benytter sig af newspeak.
Madsen er en original og begavet skribent. Skrev han med hovedet, kunne han passe ind på hvilken som helst af landets aviser, men så ofte som mavefornemmelserne tager over, var det selvklart, at han måtte havne på Politiken. Politikens læsere har nemlig en lang tradition for at læse med maven, og for så vidt er det vel en lykkelig slutning, at de i Madsen har fundet en skribent, der også skriver med maven. De har fundet hinanden, men mistet George Orwell, der tog afstand fra sprog som Politikens, der er “designed to make lies sound truthful, and to give an appearance of solidity to pure wind.”