Ideen med at hjælpe mennesker med deres beslutninger ved hjælp af såkaldte nudges debatteres livligt. Vi har spurgt ophavsmanden bag ideen og en dansk ekspert, hvorfor det er en god idé.

af Robin Engelhardt

Nudge, nudge; wink, wink – vi kender vist alle den lille antydning og det venlige puf, der skal få os til at ændre adfærd og se absurditeten i en uhensigtsmæssig handling. Ordet ‘nudge’ er efterhånden blevet synonym med denne påmindelse, også på internationalt dansk, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunstein udgav en bog med samme titel i 2008.

Bogen fik hurtigt stor indflydelse. Den blev kåret som årets bog i The Economist, og medførte her i avisen en stor baggrundsartikel, hvor vi beskrev de adfærdspsykologiske teorier og filosofien bag (se ing.dk/k#7uzn).

Nudging kan måske bedst oversættes med ‘valg-arkitektur’, der i sin essens blot handler om at gøre livet nemmere for os alle. I stedet for at tackle hinanden med regler og advarsler, er det mere givtigt at designe samfundet på en smartere måde, som udnytter kendskabet til vores psykologi uden at give køb på friheden til at vælge at gøre tingene anderledes. På den måde kan ‘vanedyret menneske’ faktisk hjælpes på vej til at træffe de rigtige valg for sig selv. I stedet for forbud, forskrifter og alle mulige interventioner er det nemlig ofte nok at bruge små tricks og tilbyde de rigtige valgmuligheder fra start.

Siden bogen udkom for tre år siden, er der sket en masse. Den har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, Storbritannien og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ‘Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, og i Storbritannien har premierminister David Cameron nedsat en ‘Nudge Unit’, der forsøger det samme.

I Danmark har man først fået øjnene op for ideerne, efter at Pelle Guldborg Hansen, postdoc ved Syddansk Universitet og co-director af det danske Initiative for Science, Society & Policy, ISSP, har etableret et nudging-netværk bestående af offentlige aktører og ngo’er, der søger at anvende nudging som et alternativt styringsværktøj.

I sidste uge besøgte Richard Thaler Danmark og holdt et foredrag på Professionshøjskolen Metropol samt en offentlig høring – huset af tænketanken DEA – hvor en masse offentlige aktører og ngo’er deltog.

Planen var at præsentere nudge som en ny ledelsesfilosofi ‘uden pisk og gulerod’ og eventuelt at overtale danskerne til at bruge mere nudging inden for en lang række områder, der kunne spænde fra affaldshåndtering over pensionsopsparing og kantinedesign til at finde på alternativer til fedtskatten, som alle synes at være enige om, ikke er særlig nyttig for andet end statskassen.

»Jeg har ikke opfundet nudging,« indrømmer Richard Thaler med det samme, da Ingeniøren møder ham og Pelle Guldborg Hansen for at spørge ind til, hvad et nudge er og ikke er – og især for at høre, hvordan de to akademikere havde tænkt sig at gøre nudging mere populært i Danmark.

»Til en vis grad er det lykkedes os at gøre nudge til et globalt teknisk udtryk,« siger Richard Thaler.

»Alle oversættelser af bogen har den samme titel. Det er godt, men det er også rigtigt, at ikke alle nudges er gode nudges. Et afgørende kriterium må være at man er transparent i brugen af nudges. Når en regering beslutter sig for at bruge et nudge, må de sørge for, at processen er gennemskuelig. Man burde ikke gøre det, hvis man ikke vil annoncere det,« siger han.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen er et nudge fuldstændig veldefineret – i hvert fald i teorien.

»Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner og lignende,« siger han, men indrømmer også, at der i praksis alligevel er en del forvirring omkring, hvad der kan betragtes som et nudge, og hvad ikke.

Hvis man vil forstå, hvor et nudge kan bruges, kan man ifølge Thaler og Guldborg Hansen tænke på boliglån og skatteregler. Der er så mange aspekter af livet, som er stort set umulige at gennemskue selv, så det er kun godt, at man får hjælp. I visse situationer kan det godt være, at man bliver lidt dummere til en masse unødvendige småting, men så til gengæld har mere tid til at blive klogere på mere væsentlige ting.

Findes der forskellige former for nudges?

»Et nudge dannes ved en eller flere psykologiske effekter, og der findes utallige af dem. Derfor bliver man nødt til at vurdere etikken bag et nudge individuelt. For eksempel kender vi alle i Danmark til PBS-systemet. Det er et nudge, der har automatiseret indbetalingen af vores regninger, så vi undgår rykkere. Det er en god ting. Men der er også en dårlig ting ved PBS-systemet. Folk mister overblikket over deres egen økonomi. De ved ikke, hvor deres penge forsvinder hen, fordi de ikke går ned på posthuset længere,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

»Men så er der en anden type af nudges, som for eksempel fluen i urinalet (se foto, red.). Her delegerer man ikke sin beslutning ud til en anden instans. Tværtimod bliver man oplyst om sin handling og dens konsekvenser. Hvis mantraet bag et nudge er ‘at gøre det let’, så er det vigtige spørgsmål, om man taber noget ved det? Svaret er, at det kommer an på, hvilken type nudge vi taler om. Med PBS-systemet taber vi noget, og med fluen i urinalet vinder vi noget. Vi lærer af det.«

Nudges har desværre et andet problem, og det er, at de bliver udvalgt af nogen. Det vil sige, at de altid allerede indeholder en værdidom i forhold til de valgmuligheder, der bliver lagt frem for modtageren af et nudge. Man kan derfor aldrig være sikker på at handle i folks egen bedste interesse. Ifølge Richard Thaler er problemet til at leve med, så længe flertallet er ‘happy’.

»I gennemsnit vil man helt sikkert gøre noget, de fleste mennesker er glade for,« siger Richard Thaler.

»Selvfølgelig vil der altid være mennesker, som hader, at andre hjælper dem med deres valg, men i det store hele vil det være til fordel for alle. Hvis du spørger mig, hvad mine krav ville være til en statslig nudging-strategi, så ville det være 1) ingen tvang, 2) en høj sandsynlighed for, at antallet af mennesker, som bliver hjulpet, overstiger antallet af mennesker, som bliver skadet, samt 3) at en eventuel skadelig virkning er meget begrænset. Lad mig som eksempel tage ‘Save More Tomorrow’, et projekt om pensionsopsparinger, som jeg har arbejdet med. Nogle af mine kolleger mener, at jeg har fået nogle mennesker til at spare for meget op til deres pension. Jeg svarede: ‘Ja, det kan da godt være. Men det er ikke det værste, der kunne være sket’,« siger han.

Okay, her et større problem, jeg ser for nudge: Under policy-mødet, hvor en masse danske institutioner og frivillige organisationer kom og lyttede til dit foredrag, og bagefter selv fortalte om deres små forsøg med at implementere nudging i deres organisation, viste det sig, at nogle af dem fuldstændig misforstod, hvad det går ud på. Jeg citerer en medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse: ‘Vi vil gøre det nemmere for folk at gøre det, vi vil have dem til at gøre!’ Hvorfor sprang I ikke op med det samme og råbte af ham, og fortalt ham, at han har misforstået det hele?

»Ja, det var jeg heller ikke glad for, og jeg kan fortælle, at jeg har haft en lignende situation, da jeg skulle vejlede den britiske regering i at åbne en nudge-enhed i Downing Street. Jeg kom i slagsmål med en af David Camerons rådgivere, som ville navngive enheden ‘Behavioural Change Unit’, og jeg sagde, at hvis I vælger det navn, så siger jeg op. Selvom jeg ikke var lønnet, var truslen alvorlig nok til at de ændrede navnet til ‘Behavioural Insight Team’,« siger Richard Thaler.

Pelle Guldborg Hansen supplerer:

»Jeg har oplevet det samme fænomen. Så sent som i går læste jeg et indlæg på mindblog.dk, hvor man mente, at nudging handler om at ‘øge sandsynligheden for, at mennesker frivilligt gør det, som vi gerne vil have dem til at gøre’. Jeg svarede høfligt, at dette ‘vi’ skal erstattes med et ‘dem’, således at det handler om at hjælpe mennesker til at gøre det, de selv ønsker at få ud af livet.«

Hvis misforståelsen sker så hyppigt, som det ser ud til, er nudging-begrebet så ikke blot et fripas til, at alle mulige pampere kan pådutte os andre deres egne synspunkter? Er nudging så ikke bare en akademiseret variant af, hvad reklamefolkene i tv-serien Mad Men gjorde mod betaling i 1960’ernes USA?

»Nej, hvad jeg forsøger at gøre, er at finde et alternativ til de gammeldags forbud og regler. Når man i Danmark f.eks. laver en fedtskat, så kan vi alle blive enige om, at den er stupid og ikke vil virke. Den er trods alt bedre end et forbud f.eks. mod at spise ost, men et ægte alternativ ville være en lang række nudges, der får folk til at leve sundere uden hverken forbud eller usynlige skatter,« siger Richard Thaler.

»Men jeg har svært ved at se ulemperne ved det. Jeg tror, at jeg med lidt held vil kunne redde tusinder af menneskeliv i løbet af de næste årtier. Uden ekstra omkostninger! Så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?« pointerer han.

»Det skal være ‘gode’ nudges, der leder folk derhen, hvor de selv vil være. Der er dem, der er transparente i situationen, som for eksempel fluen i urinalet i Schiphol lufthavn, hvor man kan se, hvad der sker, og kan reagere på det. Så er der dem, hvor man ikke umiddelbart kan se det, men de er anbragt i god tro,« siger Pelle Guldborg Hansen.

»Desuden kræver en eventuel implementering af nudging i offentlige institutioner en lang række kontrolmekanismer, som først skal udvikles,« mener han.

»Vi ved, hvordan man skal implementere en ny lov. Vi ved, hvordan man opkræver nye skatter. Det indgår i en stats formelle system. Men med hensyn til nudges har vi endnu ikke udviklet mekanismer til at gøre det ordentligt.«

Findes der også dårlige nudges, som man i samfundet af gammel vane endnu ikke har skaffet sig af med?

»Forskning viser, at det parti, der står øverst på stemmesedlen i et landevalg, i gennemsnit får to procent flere stemmer, alene af den grund at det står øverst,« siger Richard Thaler.

»Det er, hvad man i psykologien kalder en rækkefølge-bias, og det findes utallige steder. Det er et eksempel på et nudge, der burde fjernes, ligesom man har gjort det i visse stater i USA ved at randomisere eller rotere positionerne på stemmesedlen. Så her er en idé til, hvordan de danske Socialdemokrater (med bogstavet A øverst på listen) kunne blive mine nye helte: de burde indføre randomiserede stemmesedler, hvor partier og kandidater opstilles tilfældigt på hver enkel stemmeseddel. Det ville vitterligt være en førsteklasses handling,« slutter Pelle Guldborg Hansen.

Fakta: Kongen af nudges
Nudge-kongen over dem alle er columbianeren Antanas Mockus. Han var borgmester i Bogota mellem 2001-2003 og iværksatte blandt andet en kampagne med at hyre 420 pantomimekunstnere, som skyggede fodgængere, der ikke overholdt trafikreglerne eller smed affald på gaden. Hvis en fodgænger opførte sig forkert, efterlignede pantomimekunstneren hans bevægelser og gjorde grin af ham til glæde for de forbipasserende.

Da der var vandmangel i byen, stod Mockus frem på tv, mens han tog et bad. Hans slukkede for vandet, hver gang han sæbede sig ind og opfordrede seerne til at gøre det samme. Efter kun to måneder brugte Bogotas indbyggere 14 procent mindre vand, og folk opdagede også, at de kunne spare penge ved det.

Vandforbruget er i dag 40 procent mindre end dengang.

Mockus printede også 350.000 kort med to tegn: tommelfinger op og tommelfinger ned. Kortene blev distribueret i befolkningen, som brugte dem til at anerkende eller misbillige medborgernes handlinger.

Mange begyndte at bruge dem fredeligt på gaden.