Category Archives: Bøger

Anonym konservativ skrivelse

Redaktionen har modtaget en skrivelse fra en selverklæret konservativ.  Anonyme breve populære i medierne og har undertiden stor politisk slagkraft i Danmark. Derfor vælger vi at bringe det her.

Kære liberale venner

Vi konservative ved jo godt, at det forsvar for frivillighed, som I liberale plæderer for, er en overlegen moralsk position. Det er blandt andet derfor, at det er så svært at få os til overhovedet at forholde os til jeres argumenter.

I stedet for ordentlige modargumenter har I fået karikaturer om Sunny Beach og Bacardi Breezers. Karikaturer, som forbløffende mange af mine konservative meningsfæller har svælget i, mens de har ignoreret handsken, som I liberale har kastet for konservatismens fødder. Ja, skal jeg være ærlig, så tror jeg, at det er et tegn på desperation.

Vi ved jo godt, at hvis man kigger på den lange bane, så var det de liberale ideer, som sejrede, sådan som Ryan Smith beskrev det i Jyllands-Posten 05.10.2011 og som Erik Winther Paisley argumenterede for i Berlingske 23.10.2013. Disse kritikker har mestendels efterladt os konservative forstummet, og det med rette, må jeg skynde mig at tilføje.

Ikke desto mindre må jeg minde om, at I liberale dog også har taget fejl i nyere tid: I var alt for optimistiske omkring indvandringen (I undervurderede betydningen af kultur), og I var alt for optimistiske omkring EU-projektet (sandt at sige var vi nok begge for uskyldige og troede, at et overnationalt, teknokratisk organ kunne gå fri af den iboende tendens til at mele sin egen kage, som man alle dage finder i politik). Det er denne historiens lektie: At samfundet er for komplekst til uden videre at blive underkastet gennemgribende lænestolsreformer og DJØF’icering, som der for mig at se er vi konservatives bedste argument imod jer liberale: Jeres universalisme er prisværdig, og jeg ville ærlig talt ønske, at der var flere af mine konservative meningsfæller, som delte den. Resultatet af, hvad der sker, når man ikke deler universalismen, er jo et forsvar for Sharia i de muslimske lande og enkeafbrændinger i Indien, som vi for nylig har set Søren Hviid Pedersen fremføre i konservatismens navn.

Pedersen er et ekstremt eksempel, og som du nok har set, så er vi flere konservative, der ikke er enige med ham. Han viser os faren i anti-universalismen. På den anden side må vi så også kunne blive enige om, at vi ikke kan fare ud i verden med soldater og hvad ved jeg, lige så snart der er nogen, der opfører sig barbarisk. For ærlig talt, så er næsten hele den ikke-vestlige verden indhyllet i barbari. Jeg synes da også, det var smukt, hvordan det liberalkonservative Storbritannien legede verdens politimand og egenhændigt endte slaveriet i 1800-tallet. Men vi er i dag i en anden situation: Vesten har ikke råd til andet end at være økonomisk med sin universalisme.

Må jeg i samme ombæring beklage, at flere af mine meningsfæller mener, at de institutioner vi må bevare på statens hænder, lige pludselig også skal omfatte Danmarks Radio (som i indeværende år [2013] blev taget i at arrangere en demonstration til fordel for en venstreorienteret dagsorden). Det siger sig selv, at man ikke kan have en masse mennesker til at leve fyrsteligt for statens penge og så forvente, at disse mennesker skal forholde sig kritisk til selvsamme statsprojekt.

Det bedste, man kan håbe på, når man giver penge til overflødige organisationer er, at det, som Radio 24-7 forvaltes af en lille gruppe, som bruger skatteydernes penge til at forgylde deres venner og meler deres egen kage. Lad os bare være ærlige: Det projekt ved vi jo begge to godt har fejlet i at give den gennemsnitlige skatteyder værdi for sine penge. Som konservativ kernevælger ville jeg i hvert fald hellere have givet de samme penge til at holde liv i den humanistiske forskning på universiteterne.

Ja, du hørte rigtigt, min liberale ven: Vi konservative kan nemlig også godt være kritiske over for staten på en god dag. Mens jeres udgangspunkt er individet og de borgerlige frihedsrettigheder, så er vores udgangspunkt familien, socialt ansvar og anstændighed og en kultur, der understøtter disse.  Vi er som to stridslystne folkeskarer, der nærmer sig det samme punkt, men fra forskellige vinkler. Fordi vi kommer fra forskellige vinkler, så tror mindre ånder i hver gruppe, at vi skal slås. Men behøver ikke være tilfældet. Derfor dette brev.

Og ja: Netop hvad angår kultur, så har I måttet lægge ryg til ufattelig meget affekteret (men irrelevant) kritik af jeres smag hen over sommeren 2013, hvilket jeg selvfølgelig godt ved er latterligt. Ikke mindst fordi det var fra mine liberale ungdomsvenner, at jeg lærte at sætte pris på Monteverdi og det Platoniske korpus.

Rent metafysisk, så vil jeg fastholde, at der er en fællesnævner i det, vi mennesker oplever som æstetisk. Men det er også videnskabeligt bevist, at den subjektive variation inden for det spillerum inden for det, som vi finder skønt, er så markant, at ethvert forsøg på at fastsætte æstetiske tærskler for, hvilken kunst, der fortjener statsstøtte, er håbløs. Det styrker blot den grundlæggende sandhed, at jo flere penge, der skal fordeles ad politisk vej, des flere konflikter vil der være i samfundet. Og det er faktisk noget, som vi konservative er imod, idet vi netop vil lade familier og traditioner afgøre slige ting. Hellere enkefru Pedersens Fond end Statens Kunstfond!

Så ved I hvad: Lad os slå halv skade. Vi ved jo begge to godt, at Danmark ikke har brug for fem skatteyderbetalte symfoniorkestre. Lad os skære foretagendet ned til to: Ét til Østdanmark og ét til Vestdanmark. Politik er også det muliges kunst.

Med ærbødige hilsener,
Den konservative

Capitalism and Income Redistribution

Many people think of the term ‘Capitalist’ as pejorative or abusive. This is a Marxist vestige; people think of a ‘capitalist’ as someone who only thinks of money and does not shy away from exploiting people.

But ‘capitalist’ – as in the sense that one exploits economics of scale by amassing capital is beneficial to both producer and consumer. E.g. it is cheaper for one factory to make 1 million laptops than for four factories to make 250k laptops each. The more that is produced in one place – through amassed capital – the cheaper and better for all parties. There is no modern society that does not harness this principle. Even Venezuela, Soviet Russia, etc. were ‘capitalist’ in the sense that they relied on massed capital.

Capitalism and Income Redistribution

People often think favorably of Income Redistribution. But they typically don’t think of the following:

(1) People don’t spend their money on the same thing. I.e. give a poor person a little more money, and they will use it to buy more stuff. Give a rich person a little more money, and they are more likely to invest it (because they already have all their basic needs covered). Investment is better than consumption for society in the long run. That is why Ronald Reagan (and G.W. Bush) tried to give special tax cuts for the rich. It worked moderately OK under Regan, but worse under Bush, because. While the rich did invest under Bush, they invested in jobs overseas that were more competitive than American jobs. From the time of Reagan, and to the time of G.W. Bush, globalization had taken place.

However, in terms of fairness, one should be against all special tax cuts for both rich and poor. The ideal taxation would be for everyone to pay a flat percentage of their income in taxes, e.g. 25%. This way, the rich will still pay more, but there will be fewer conflicts and fewer state-created “winners and losers” in society.

(2) Redistribution: Redistribution is destructive. I.e. if the government takes 1$ from you and gives it to poor Betty down the street, this is not free. The government, banks, etc. all have to expend resources to tax you, transfer the money, control that poor Betty is really eligible for receive aid, etc.

So redistribution doesn’t just move money around. It moves money around but destroys some of that money in the process, as the money is sucked into un-gainful activities, i.e. bureaucracy. Now of course you can still think that destroying some value is acceptable save people from starvation or dying of disease, etc. – most people certainly do – but redistribution will always cause some value to be lost as explained above.

The question is then how much value you think it is acceptable to lose in order to have a more egalitarian society. Most people tend to think it is acceptable in critical matters, but once you’re just redistributing in order to feel good about “doing something for the poor” it becomes very important to factor in that you are also destroying value that could potentially benefit the poor (because the rich will have more money to invest and develop new products).

There is a very good book about this: Economics in One Lesson.

Om adgangen til psykologi og psykiatri

Nogle vil mene, at det er en uskik at stille psykiatriske diagnoser, når man ikke selv er psykolog eller psykiater.

Dog tænker de næppe over, at idet de mener det, så støtter de en kultur, som er med til at bevare “rettighederne” på få hænder. At opretholde en lukket faggruppe med monopol på psykiatrisk arbejde er netop noget af det, som holder psykiatrien tilbage. Når man begynder at fokusere på folks kvalifikationer, snarere end deres argumenter, så går det ofte galt.

Ifølge én amerikansk undersøgelse får psykiatere flere pengegaver fra medicinalvirksomhederne end alle andre lægegrupper. Hvorfor mon lige psykiatere? Som den amerikanske psykiater Daniel Carlat har sagt: “Vores diagnoser er subjektive og udvidelige, og vi har få rationelle grunde til at vælge én diagnose frem for en anden.” – At få flere mennesker og flere kritiske øjne ind i den verden ville netop bidrage til at få renset ud og ryddet op.

Hertil vil folk ofte indvende: “Der er jo ingen tvivl om, at de forskellige diagnosesystemer er fejlbarlige, men mon ikke, at det er bedst at lade de mennesker, der er uddannede til det, in casu psykologer og psykiatere, om at diagnosticere?”

Hvis du kan påvise en regnefejl i en økonomisk analyse, så vil folk næppe komme efter dig med en bedrevidende formaning om, at du ikke er økonom. Hvis en ingeniørs bygning styrter i grus, så skal vedkommende stå til ansvar for sin fejl og kan ikke undskylde sig med, at han var ingeniør, og det var de folk, som opholdt sig i bygningen, altså ikke. Det eneste område, hvor analogien holder, er til læger. Og læger har netop også en notorisk kultur for ikke at underkende hinandens arbejde, for ikke at begå sig videnskabeligt i forhold til deres arbejde, og for ikke at tage andre faggruppers estimater alvorligt. Psykologer er faktisk ofte underlagt lægers (psykiateres) ledelse og oplever netop, at psykiaterne ikke tager psykologens argumentation alvorligt, da denne “jo ikke er læge.”

Når du snakker med psykologer på gangene i psykiatrien, så vil de brokke sig over, at psykiaterne har mere at skulle have sagt end dem, “blot fordi de er læger.” Når du snakker med psykologer i samfundet generelt, så vil de fastholde, at kun psykologer og psykiatere har den nødvendige fagkundskab til at varetage det arbejde, som de pt. har monopol på. Hvad der altså er en arbitrær faggrænse, der kommer på tværs af kompetencer indadtil, er pludselig en fuldt ud rationel skelnen udadtil. Hvorfor denne dobbelthed? Økonomisk teori ville sige, at psykologer handlede fuldt ud rationelt ift. at optimere deres egeninteresser, men netop ikke fuldt ud rationelt ift. at få mest mulig faglighed og kritik ind i psykiatrien.

Anmeldelse af Andrew Gregory: ‘The Pre-Socratics and the Supernatural’

Af Ryan Smith

the-presocratics-and-the-supernatural-magic-philosophy-and-science-in-early-greece Hvis De er i besiddelse af Deres børnelærdom, så ved De, at den traditionelle forklaring på præsokratiske filosoffers virke er, at deres tænkning var et videnskabeligt og rationelt modstykke til appeller til religion, magi og mysticisme. Denne synsmåde dominerer stadig litteraturen i præsokratisk filosofi. I The Oxford Handbook of Presocratic Philosophy (2011) hedder det f.eks., at præsokratikerne”undersøgte den fysiske verden uden at søge ly i det overnaturlige” (s. 231), og at de grundlagde en ”ny stil”, som undgik overnaturlige årsagsforklaringer (s. 428).

Undertiden anvendes denne synsmåde til at forklare, hvorfor Vesten udviklede videnskab, demokrati og liberalisme, mens de øvrige civilisationer sakkede agterud. Under denne synsmåde kan man henvise til præsokratikerne – Europas tidligste filosoffer – som et eksempel på, at rationalismen altid har gået særligt godt i spænd med det europæiske temperament.

Personligt har det dog altid undret mig, hvordan man som forsker kan blive ved med at fremstille præsokratikerne som rationalistiske videnskabsmænd, når mange af dem taler åbent om magi og mirakler. En anden person, som har undret sig, er videnskabshistorikeren Andrew Gregory, som netop har skrevet en monografi om de overnaturlige elementer i præsokratisk tænkning.

Gregory er selv rationalist og tror ikke på nogen form for overnaturlig kraft. Men han peger nådesløst på en central og tabuiseret svaghed ved forskning i præsokratisk tænkning: Som forsker bør man så vidt muligt holde sine personlige sympatier adskilt fra det, man forsker i. Men ikke desto mindre giver langt de fleste, som forsker i præsokratikerne, sig selv licens til at nedtone de fragmenter af præsokratisk tækning, der omhandler magi og animisme, mens de udlægger de fragmenter, der har med logik og naturfænomener at gøre, som den pågældende præsokratikers ’egentlige’ tænkning. Således kan en given præsokratiker risikere at få amputeret 50% af sit korpus, uden at de forskere, der fører skalpellen, overhovedet begrunder deres fravalg. Det er tvivlsomt, om den enkelte præsokratiker ville genkende sig selv i de moderne, saniterede udgaver, der i dag cirkulerer som deres tænkning. Og som Gregory påpeger, så er det en anakronisme af rang.

En anden anakronisme, som stort set alle begår, når de beskæftiger sig med videnskabshistorie, er, at de projicerer et moderne skel mellem natur og magi baglæns gennem historien. Som Gregory påpeger, så ville en sådan skelnen ikke have givet mening for præsokratikerne: Jorden rystede, solen kunne gå ud på vilkårlige tidspunkter, og indtagelse af visse planter kunne få en til at møde guder og modtage guddommelige syner. Naturen var magisk. Selv ild blev anset som en levende og beåndet substans.

Og dog er der også den anden side af de præsokratiske filosoffer: Den rationelle, som De lærte om i skolen. For mens det er sandt, at de præsokratiske filosoffer spekulerede i spådomme og trolddom, så er det også sandt, at de udfærdigede rationelle teorier om lufttryk i skyer og arternes oprindelse.

Det var den rationalistiske side af de præsokratiske filosoffer, som fik Popper til at identificere sig med Xenofanes, Einstein med Parmenides, og Werner Heisenberg med Heraklit. Men rationalismen var kun halvdelen af fortællingen, og det giver anledning til interessante spørgsmål om, hvordan en sofistikeret epistemologisk skepticisme à la Xenofanes’ kan eksistere side om side med troen på spådomme og magi.

Gregory er ikke den første, der skriver om de magiske elementer i præsokratisk tænkning, men han er den første, der undersøger præsokratikernes relation til overnaturlige fra en position, hvor han ikke behøver undskylde for sin vinkling. Snarere end en astronaut, der tager de første forsigtige hop i et ukendt månelandskab, skriver Gregory med en landmålers nøgternhed, og han opgør omhyggeligt pro et contra uden stridbarhed eller kontrovers. Det overnaturlige islæt i præsokratisk tænkning kan ikke længere afvises i god tro.

Pythagoras havde et gyldent lår og kunne tale med de døde. Empedokles kunne helbrede de syge med magiske ord og kommunikere med fugle. Parmenides kunne besøge dødsriget og få guder til at tale igennem sig. Snarere end de dispassionerede logikere, som De lærte om i skolen, var præsokratikerne altså en slags shamaner – præcis som de andre shamaner og medicinmænd, der har stået for naturfortolkningen i andre primitive samfund.

The Pre-Socratics and the Supernatural er dermed også en bog, der har implikationer for diskussionen af den politiske universalisme. Over for det kulturalistiske argument om, at rationalismen indtager en særlig plads i den vestlige tradition, er der kun at sige: ”Det kan godt være. Men Vesten kommer også fra en irrationel begyndelse. Hvis Vesten kan, kan I også.” Friheden er ikke kulturelt bestemt. Den er alle mænds mulighed og ret.

Andrew Gregory: The Pre-Socratics and the Supernatural, Bloomsbury Academic, 2013

Zeena Schreck Exposes and Denounces Anton LaVey

The following is a letter from Anton LaVey’s daughter, Zeena LaVey to Michael Aquino in which she exposes and denounces his father. Go here for more interesting quotes on Anton Lavey.

Dear Dr. Aquino:

With the dawning of a new year, I felt this to be an ideal time to
communicate some thoughts to you that I trust shall bring about a
new awareness in many regards.

First of all, you should be aware that as of 30 April, 1990 (Anno
XXV) I officially and ritually ended my position as Church of Satan
representative-defender and daughter of Anton LaVey. This ritual
brought all contact between myself and the Church of Satan,
including my unfather, to a complete cessation. Although I felt it
my responsibility as a sincere advocate of the unnamable forces we
experience to attempt to fight off the Judeo-Christian hysteria of
the ’80s, I became too disgusted with the organization and the
individual I was foolishly standing in for to continue this charade
in “good” conscience.

While I have no regrets in my battle with the forces of ignorance,
and my own unswerving dedication to _my_ religion has only grown, I
could no longer defend such an ungrateful and unworthy individual as
the so-called Black Pope.

I feel it is only just that I give credit where credit is due, and
acknowledge that you have been quite correct about many aspects of
the modus operandi of the Church of Satan’s fearless leader.
Essentially, he is a coward and could not possibly deal with the
hostility that we have had to encounter in publicly defending our
beliefs. Despite this repellent lack of warrior spirit or pride on
his part, he was filled, and still is, with petty jealous criticism
of my efforts. This was easy for him to do from the safe vantage
point of the comfortable and risk-free easy chair we know he has
lived in for decades.

Besides my public appearances, I have also made many valuable and
unprecedented contacts with police and law enforcement officials in
the interest of providing more enlightened treatment of Satanists
everywhere. Of course, the mighty “High Priest” succeeded in
sabotaging these efforts to his own disadvantage, in addition to the
disadvantage of all practicing magicians. I believe he is, through
his ostrich-in-the-sand stance, a detriment to any attempt at
halting the scapegoat fever that has entered all of “our” private
lives. Indeed, his irresponsible laziness has repeatedly and
ignorantly endangered my life as well as the lives of many who were
misguided enough to support him.

The most recent and blatant example of this may be found in the
publication of the absurd catalogue of lies entitled _Secret Life of
a Satanist_ by (as told to) Blanche Barton. This fluffy PR release
masquerading as a book included, with typical irresponsibility, a
photo of my son without ever seeking his or my permission. Like all
of the self-serving bullshit printed in this volume, the malignant
use of an innocent child to buttress a flagging reputation and self-
esteem is a new low point in a career already dotted with depths.
For your information, despite Barton’s claim, Anton LaVey has never
given “tutelage” of any sort to his grandson. In fact my son was
shocked and angered at being hypocritically exploited by his
grandfather’s pathetic effort to portray himself as a loving family
man.

Furthermore, despite the fact that this biography was printed long
after my resignation, Barton knowingly lied by perpetuating the idea
that I have anything at all to do with CoS and its founder. If
Barton chooses to spin other falsehoods about her subject’s life,
that’s fine, but she has crossed the line by including my son and
myself. You and I are both aware of the countless untruths contained
in this book, but I felt you should be illuminated on points
relating to myself (at least).

Another fact conveniently not included is the common knowledge that
as the co-director of the Werewolf Order, I have paved a unique path
of my own inspired by the Western European magical tradition. These
very European magical traditions, which I have always maintained as
my own, are of more personal importance to me than the largely
Eastern and negative Judeo-Christian imagery still so boringly
peddled by the CoS. In the desire to appeal to the masses, Barton’s
book makes it glaringly clear that the real motive of the Church of
Satan is to attract cash from “economic power brokers”; what other
reason could justify the sickeningly repetitive flattery she (he)
extends to Zionism, Bolshevism, and the state of Israel while safely
negating any Norse or Teutonic mythology?

Of course the reason Barton prefers to present me as loyal daughter
and #1 fan is to obscure the fact that my real activities in the
world are no longer connected to her mentor. The Werewolf Order is
and always has been a sovereign entity. Those participants in our
magical and public activities are now bound to a state of strict
neutrality. Far from wishing to continue the pointless bickering and
in-fighting, I speak for myself and the Werewolf Order in declaring
that there is no use for these hollow animosities which can, after
all, be no part of a truly initiated world view. Under the aegis of
Radio Werewolf, my music, writings, videos, and performances are
expressions of my _personal_ magical vision. Any other claim
concerning my activities is purely to feed the parasitic hunger of
that which you have dubbed “the Kennel”.

While we may find some theological differences in our approach, I
know you are sincere in your beliefs and have continued to publicly
defend them, for which I congratulate you. Laying aside these
differences, I’m sure you can comprehend the deeper and more
intangible aspects of all of this.

My unfather should never have carelessly tampered with the authentic
forces of darkness that he now idiotically believes are his own
creation. In fact, many times he has implied that he regrets opening
the “Pandora’s box” of Satanism. I have seen first-hand what his
insincere and cynical approach to these nameless cthonic powers can
do to one shaky and uncertain ego.

_I_ was born a Satanist; my unfather was raised in the mundane world
of humankind where he remains. He unwittingly served as the agent of
the true daemonic energy needed to sire me as a genuine magical
child. I have never seen any evidence that he honestly believes in
the force whom he has for so long exploited as a “good gimmick”.
Nevertheless he did succeed in attracting the ideal sorceress needed
for my conception. My mother, a natural magician as incarnation of
Diana the Huntress, was the driving force of the most positive
aspects of the Church of Satan. As you are aware, her design of many
of the magical insignias of the Church, her organizational and
administrative abilities, her uncredited contributions to the
_Satanic Bible_ and _Rituals_, and her charisma are but some of the
elements that proved her to be the backbone of what was once a vital
entity. As duality is a necessary dynamic in any form of progress,
it is mathematically easy to see that when one portion of the
duality is repelled, the other collapses into passivity. I am the
living essence of this particular duality maintained at its peak.

In light of all of the factors herein, I also officially severed my
given surname and now prefer to be known only as Zeena. As I feel
naturally aristocratic, I also have no need for the empty titles of
Magistra or High Priestess that have been bandied about and fought
over.

Anton LaVey has degraded his own claimed religion, his family, his
supporters too often and too ignorantly. He created a monster in me,
for perhaps I am too serious about all this for the likes of the
High Priest who would prefer movie stars and “expensive” restaurants
to any meaningful magical experience. In the end the “balance
factor” he smugly refers to will be his ultimate undoing, for the
cosmic cards are stacked against him. We shall see where this
monster leads.

My last word on this tiresome subject relates to the film _Sunset
Boulevard_. You will recall the aging silent star portrayed by
Gloria Swanson. Indeed LaVey has shown himself to be the Norma
Desmond of Satanism, lost in decadent, nostalgic reverie, glaring
into the camera one last time, announcing, “I’m ready for my close-
up now, Mr. Bougas.” Tango music _up_. Fade to black.

I close this in hopes of ending any lingering antagonisms between
us, and to leave this psychic vampire behind us. By imparting this
to you, I trust it will be of service to all dedicated travelers of
the Left-Hand Path. May this letter bring a longstanding, unresolved
chord to its end with best wishes for the coming new year.

In the Promethean flame,
Zeena

Kritik af Henrik Day Poulsens ‘Året hvor patienten bliver taber’

Henrik Day Poulsen afviser læge Peter Gøtzsches kritik af psykiatrien i Berlingske.

Day Poulsen kritiserer Gøtzsche for ikke at være speciallæge i psykiatri og insinuerer, at Gøtzsche derfor ikke ved noget om de ting, han udtaler sig om. Gøtzsche fremlægger imidlertid undersøgelser i sin bog, som Henrik Day Poulsen undlader at forholde sig til i sin kritik. Day Poulsens argumentation er således en arrogant appel til autoritet.

Arrogancen er fejlplaceret: Man behøver ikke være psykiater for at kritisere psykiatrien, akkurat som man ikke behøver være bankmand for at kritisere, hvad der foregik i banksektoren før finanskrisen. Det ville klæde Day Poulsen at fokusere på substansen og forholde sig til undersøgelserne, snarere end afsenderen.

Day Poulsen gendriver kritikken af lykkepiller med personlige anekdoter: “[Gøtzsche] påstår, at ‘lykkepiller’ ikke virker, men han sidder ikke som psykiater eller praktiserende læge, der dagligt oplever, at patienterne … får det markant bedre på antidepressiv medicin,” skriver Poulsen. Han forholder sig ikke til eksempelvis Irving Kirschs bog “The Emperor’s New Drugs” fra 2009. Her fremlægger Kirsch, der i parentes bemærket er Ph.D. i psykologi og lektor på Harvard Universitet, at man med placebo-piller kan opnå 75-82% af samme effekt, som man opnår med lykkepiller.

Day Poulsen karakteriserer endvidere Gøtzsches kritik af psykiatrien og psykofarmika som “paranoid.” Men der er faktisk god grund til at være skeptisk: Da de amerikanske delstater Minnesota og Vermont gjorde det lovpligtigt for medicinalvirksomheder at indberette, hvor mange tjenester, gaver og penge de udstrakte til læger, viste tallene, at psykiatere fik flere penge af medicinalindustrien end alle andre typer speciallæger.

Det er netop ikke tilfældigt, at det lige er psykiatere, som modtager flest penge fra medicinalvirksomhederne. Undersøgelser viser, at samme diagnose behandles vidt forskelligt i psykiatrien. Som den amerikanske psykiater Daniel Carlat (der selv ordinerer psykofarmaka til sine patiener) har sagt om sit fag: “Vores diagnoser er subjektive og udvidelige, og vi har få rationelle grunde til at vælge én diagnose frem for en anden.” Det amerikanske National Institute of Mental Health har ligeledet konstateret, at psykiatri er et mudret område med uklare diagnoser og tests, og at psykiatere således har mulighed for at anvende vidt forskellige behandlingsmetoder på det samme diagnosebillede.

Diagnosemanualen DSM omtales ofte som “psykiatriens bibel.” I en undersøgelse fra 2006 foretaget af L. Cosgrove et al. kom det frem, at 95% af de fagfolk, som var med til at skrive den, havde finansielle bånd til medicinalvirksomhederne. Hvis Day Poulsen vil karakterisere en skepsis over for psykiatrien som “paranoid,” så kunne man omvendt sige, at den, der ikke ser grund til at være skeptisk, har en tiltro til autoritetsfigurer, som visse psykiatere nok ville karakterisere som dependent.

Nietzsche and Buddhist Philosophy

Nietzsche saw Being as a myth at times, but neither the Buddha nor Nagarjuna ever saw Being as a “myth.” Rather, they saw it as a delusion that humans superimpose upon the world. It was Nietzsche, especially the Nietzsche of Twilight of the Idols, who saw Being as a myth.

What Nietzsche and Buddhism do have in common is the tendency to psychologize even static fields of knowledge – to submit even fixed natural laws to introspection, mind, and moods. A major tenet of Buddhist philosophy can be succinctly summed up as a “pre-reflective commitment to substance metaphysics.”

Nietzsche did not believe in a unified subject, but nor did he commit to a complete empirical disentangling of the subject the way the Buddha did. To Buddha, the individual could famously be reduced to elementary-pieces (skadhas). To use an analogy from Zen writer Brad Warner, the skadhas are like a junk heap – remove the pieces of junk, and there’s no heap. Nietzsche would never accept such a degrading perspective for his Overman – he would view it as fraught with nihilism. (And though this is often misunderstood, Nietzsche was indeed an anti-nihilist.)

To Nietzsche, pain and pleasure are a false polarity because in Nietzsche’s thinking, pain is simply the resistance that one must break through when one wishes to exercise acts of power in the world. Similarly, compassion is worthless to Nietzsche, unless it is the compassion of those who are strong. To Nietzsche, weak people who suffer will infect their compassion with their own suffering and thus only make things worse.

Dispositionen for socialistisk moral er medfødt

Saxo Banks Lars Seier Christensen siger i sin nylige tale til The Adam Smith Institute, at uanset hvor mange gange socialismen fejler, så bliver folk ved med at støtte den. Seiers modvægt til problemerne er at søge råd i Ayn Rands filosofi.

Vdr. pointen om, at socialismen altid kommer igen, selv om den fejler og fejler, så har ny forskning fra Jonathan Haidt, Ravi Iyer, Spassena Koleva m.fl. vist, at moralske intuitioner er bestemt af alle mulige andre faktorer end logik. Vi fødes prædisponerede for en given moral, som har det med at passe godt på en given politisk grundholdning. Har man f.eks. en moralsk intuition om lighed og omsorg, så har man det med at finde socialisme tiltalende, uanset hvor mange gange socialismen fejler, og uanset hvor pilråddent det intellektuelle fundament for socialisme er.

Rands argumentation for frihed og kapitalisme som en moralsk position går ud fra, at alle kan få samme moralske intuition som hende, hvis blot de bruger deres rationalitet. Men empirisk set lader det ikke til at være tilfældet. Seier siger det faktisk også selv i sin tale: Han vidste intuitivt, at de ting man finder i Rand, var rigtige, inden han havde læst hende.

Folk, der er prædisponerede for liberalisme, lader til at være den mindste gruppe, solidt overskygget af folk, som er prædisponeret for konservatisme eller socialisme.

Hvis de ovennævnte forskeres forskning er rigtig, så vil der blive ved med at krybe socialistisk moral ud af krogene, uanset hvor mange gange socialismen fejler. Og så er det bedste, liberale kan håbe på, at overbevise socialister om at lade andre folk være i fred.