Category Archives: Filosofi

Feminisme uden fremtid

Det klassiske feministiske verdensbillede, hvor mænd altid er skurke og kvinder altid er ofre, har ikke holdt trit med realiteterne i samfundet. Feminismen har reduceret sig selv til baggrundsstøj og billig underholdning. Skal feminismen have en fremtid, så må den genopfinde sig selv.

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

Kønsdebatten er blevet et fast indslag i mediestrømmen. Slagsmålene er personfikserede, og emnet tiltrækker ustandseligt forurettede hunkøn, som skruer bissen på og strammer budskabet en ekstra gang. Kønsdebatten er godt avisstof. Men indholdsmæssigt rykker debatten sig ikke.

margaret-thatcher Én grund til, at debatten ikke kommer videre, er, at feminister ofte betjener sig af en ubestemmelig, amorf argumentationsform, som undlader at basere sig på empiri. I stedet appellerer man til en udefineret uretfærdighedsfornemmelse, som får lov til at erstatte konkrete data. Lad os tage et par eksempler.

På hjemmesiden EarntheNecklace.com sammenligner fagre frøkener i 20-års-alderen tricks til, hvordan de kan udnytte ældre mænds sexlyst til at lokke flest mulige Gucci-tasker og Cartier-diamanter ud af deres ”Daddies,” inden den ældre part lugter lunten og trækker sig i vanære. Nu kunne man mene, at det var mænd, der var ofrene her, men i det amerikanske feministmagasin Jezebels dækning af sagen var det alligevel kvinderne, som var ofre. Ifølge Jezebel var det nemlig ”samfundets billede af kvinder,” der havde fået de unge nymfer til at opsøge ældre mænd, sortere dem efter indkomstniveau og så antyde, at diamanter og dyre middage kunne føre til sex.

Et andet eksempel: Den britiske psykolog Cordelia Fine blev med debatbogen ’Delusions of Gender’ (2010) en heltinde i feministiske kredse. I bogen forklarer Fine, at selvom undersøgelser viser, at kvinder ikke længere føler sig diskrimineret af mænd, så er det også en form for undertrykkelse, når mænd undlader at diskriminere kvinder. Fraværet af en ydre kritik er ifølge Fine blevet til et ”internt tyranni,” som stadig plager kvinder. Feministerne fik, hvad de bad om. Men fraværet af diskrimination kan med appel til den tågede uretfærdighedsfølelse omgøres til endnu et kors, som kvinder må bære, ligesom den feministiske logik kan forvandle de unge damer på ’Earn the Necklace’ til ofre.

I den klassiske feministiske optik er det altid mænd, der er skurke og kvinder der er ofre, uanset hvad realiteterne i den enkelte sag måtte være. Klassisk feminisme udbreder et verdensbillede, hvor mænd er ansvarlige for kvinders dårligdomme, og hvor kvinder kun vil hinanden det godt. Det er bare ikke sandt.

Da den amerikanske forfatter Hanna Rosin i sin bog ’The End of Men’ (2012) beskrev, hvordan kvinder nu i gennemsnit klarer sig bedre end mænd i USA, var hendes mest højlydte kritikere ikke mænd, men kvinder. De anklagede hende for at ignorere, hvor hårdt den enkelte kvinde i virkeligheden har det. Og da Facebook-chefen Sheryl Sandberg i indeværende år meldte ud, at kvinder, som vil til tops i erhvervslivet, bliver nødt til at arbejde lige så meget som mænd og være lige så synlige på arbejdspladsen som mænd, var hendes kritikere ikke mænd, men kvinder, som tog afstand fra budskabet om hårdt arbejde og selvpromovering.

Disse hændelser passer ikke på det klassiske feministiske verdensbillede, hvor kvindernes trængsler skyldes modstand fra mænd. Derimod passer de fint på resultaterne af en videnskabelig undersøgelse fra McMaster University, som har vist, at kvinder har tendens til at være kritiske over for andre kvinder, som skiller sig positivt ud.

Feminismens anden kongstanke – at forskelsbehandlingen er struktureret sådan, at mænd får alle fordelene, mens kvinder får alle ulemperne – holder heller ikke, når den undersøges videnskabeligt. Feministerne har ret i, at der findes forskelsbehandling i samfundet, men at påstå, at denne forskelsbehandling udelukkende fungerer negativt i retning af kvinder, og positivt i retning af mænd, er udtryk for masochistisk selvbedrag.

I socialvidenskaberne snakker man om den såkaldte ”Women are Wonderful”-effekt, som senest er blevet påvist i en undersøgelse fra Northwestern University. Denne effekt går ud på, at det samme budskab vurderes mere positivt af både kvinder og mænd, når det lægges i munden på en kvinde. Begge køn diskriminerer altså til fordel for kvinder, men det har den klassiske feminisme ikke fundet lejlighed til at problematisere.

Ligeledes har en undersøgelse fra University of Michigan (2012) vist, at retssystemet systematisk straffer kvinder mildere end mænd, selv når forbrydelsen er ens. Selvom straffeloven er kønsneutral på papiret, så tilgodeser den altså kvinder i praksis. Heller ikke dét har feministerne fundet det værd at problematisere.

I virkelighedens verden har vi altså at gøre med et mangesidigt spind af forskelsbehandling, hvor begge køn er adressat for både fordele og ulemper. Den forsimplede feministiske idé om kvinder som kroniske ofre og mænd som kroniske udnyttere understøttes ikke af fakta. Den holdes udelukkende i live af en ubestemmelig uretfærdighedsfølelse, som kan bortforklare hvad som helst.

I udviklingspsykologien siger man, at den, der ikke lærer at acceptere frustration og hårdt arbejde som en naturlig del af livet, udvikler anlæg for narcissisme. Den, som oplever bekræftelse og succes uden at skulle kæmpe for det, udvikler sig til at forvente, at verden skylder hende et behageligt liv, uden at hun behøver gøre en indsats. Den feminisme, som altid vil finde en forklaring på kvinders problemer, der ligger uden for kvinden selv, byder på skadelige, men forførende illusioner om, at der er noget galt med verden, hvis ikke kvinder kommer let til et frustrationsløst liv på første klasse. Den stopper aldrig op for at spørge sig selv, om frustration mon er en naturlig del af voksenlivet.

Som den amerikanske psykolog Theodore Millon har skrevet, så kendetegnes narcissistisk argumentation ved dens forcerede, falske og let gennemskuelige karakter, hvor selv de spinkleste, mest selvmodsigende bevisstumper oppustes til at passe med den begærede konklusion.

Argumentationen for feminisme er netop præget af en sådan shoppen rundt mellem bevisstumper: Man må ikke forvente noget af folk på baggrund af køn, men hvis ikke kvinder er repræsenteret på lige fod med mænd, så må feminister alligevel godt have forventninger om kvoter, der udelukkende beror på køn. Der er ingen forskel på mænd og kvinder, men er der en ledig, højtlønnet og prestigiøs post i en mandsdomineret virksomhed, så kan kvinder alligevel bidrage med noget ubestemmeligt, mystisk-mangfoldigt, og så er der alligevel forskel på kvinder og mænd. Vores forventninger til kønnet skabes ifølge feministerne udelukkende af sproget, men samtidig fremmer feministerne selv et sprog, hvor kvinder altid er ofre.

Den narcissistiske berettigelse fortsætter som en flænge ned gennem den feministiske fortælling: Over de sidste par måneder har The Guardian kørt en artikelserie om, hvordan man kan lave om på filosofi, så faget ikke virker så skræmmende på kvinder. Langt fra ønsket om at blive målt på kunnen, og ikke køn, ønsker man nu køn betragtet som en berettigelse, der vejer tungere end faglige evner.

Margaret Thatcher og Marie Curie beviser tilsammen at der ikke er nogen faglig tinde, som kvinder ikke kan nå, blot fordi de er kvinder. De to var interesserede i deres respektive discipliner på fagenes egne præmisser, og de forlangte ikke fysik, kemi eller politik lavet om til at passe bedre med deres kønsmæssige præferencer.

Intet af dette er for at benægte, at der findes kønsbestemt forskelsbehandling, som er skadelig for mænd og kvinders udfoldelsesmuligheder og identitetsfølelse, og som samfundet ville være bedre tjent uden. Men som vi har set, så er klassisk feminisme ikke så meget en ligebehandlingsideologi, som det er en kamp for kvinders særinteresser. Feminisme som ligebehandlingsideologi og feminisme som kvindekamp er på kollisionskurs, og nok så mange bisætninger i debatindlæg og hasteansatte mandemedarbejdere på Kvinfo kan ikke gøre de to inkarnationer af feminismen kompatible.

Hvis feminismen skal have en fremtid, så skal den genopfinde sig selv som en ”Feminisme 2.0” – en ligebehandlingsideologi, som modarbejder alle typer forskelsbehandling på et civilaktivistisk og tværpolitisk grundlag. Og som sætter retten ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn over ønsket om at omfordele og regulere sig til et liv på første klasse.

Kristne appeller til agnosticisme

Hvordan kommer vi fra, at vi skal suspendere domsfældelse, til, at en konkret religion, som fremsætter konkrete påstande om verden i tid og rum, kan være lige så valid som ateisme? Hvis den religiøse agnostiske position skulle være konsistent, så skulle den vel bekende sig til den religion, som er mest transcendent og som fremsætter færrest påstande, som interferer med de naturlove, vi ellers har observeret. Den religion er så ikke kristendommen, med mindre man er klar til at opgive jomfrufødsel, genopstandelse med verdslig avatar til følge, og de øvrige af Jesu mirakler.

Derimod sagde den store russiske buddholog Stcherbatsky om de ikke-teistiske grene af buddhismen, at:

“The law of karma … cannot be proved experimentally. It is transcendental. But when critically examined it will be found to contain no contradiction and therefore it can be believed even by critical minds. … Far from being in conflict with causality [Buddhist karma] is only a special case of that causality.” – Buddhist Logic, vol. I

Så hvorfor tager de kristne, som argumenterer imod ateisme med agnosticisme, så ikke konsekvensen af deres egen agnosticisme og bekender sig til den religion, der antager så lidt som muligt? Et gæt er, at det er, fordi de er kristne af historiske og kulturelle årsager og ikke af analytiske og epistemologiske årsager. Og det er også ok. Det er bare mærkeligt, at man mener, at denne appel til at suspendere domsfældelse kun skal gælde ateister og ikke også en selv.

Både ateisme og religion er metafysiske positioner. Det er nemt nok for de religiøse at udstille de metafysiske elementer i ateisme, men deres sag er mindre betvingende, når de skal argumentere for deres egen tro, end når de blot skal udstille de metafysiske antagelser i ateisme.

Sex sælger – også til kvinder

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

Siden de sene 1990’ere har en række videnskabelige undersøgelser vist, at kvinder i gennemsnit har en tendens til at reagere stærkt negativt på sex i reklamer, mens mænd i gennemsnit har en positiv oplevelse af reklamer, der sælger ved hjælp af sex.

scarlett johansson Betyder det så, at kvinder er renere og bedre end mænd? Næppe. Nyere undersøgelser viser nemlig, at kvinder også synes godt om sex i reklamer – de har bare en række øvrige krav, som også skal være opfyldt.

Produktet skal være dyrt

Et forskerhold ledet af Kathleen D. Vohs fra University of Minnesota satte sig for at undersøge den hypotese, at kvinder ville reagere mere positivt på sex i en reklame, når det annoncerede produkt var dyrt frem for billigt.

I deres undersøgelse bad forskerne en gruppe kvinder om deres respons på to armbåndsure – et til 55 kr. og et til 6.820 kr.

Begge ure blev annonceret til kvinderne i to forskellige versioner: Én version, hvor uret optrådte mod en simpel naturbaggrund, og en anden version, hvor uret reklameredes i sammenhæng med et elskende par.

Undersøgelsens resultater bekræftede forskernes hypotese. Da det billige ur blev vist mod en erotisk baggrund, reagerede kvinderne negativt, mens de forholdt sig mere imødekommende til koblingen mellem sex og det dyre ur.

Hvad de to reklamer med naturbaggrund angik, lod urets pris ikke til at påvirke kvindernes oplevelse af produktet.

Ifølge forskerne var forklaringen, at vi fra naturens hånd er indrettet sådan, at sex er mere kostbart for kvinder end for mænd. Således mener forskerne at kunne forklare, hvorfor kvinder kun accepterer sex i reklamer, når der er tale om et dyrt produkt, mens sex i reklamer så godt som altid virker på mænd.

Ud fra forskernes resultater giver det således god mening, at det først og fremmest var kvinder, som blev forargede over de seksualiserede reklamer for Cult Shaker-sodavand og JBS-herretrusser herhjemme: De annoncerede produkter var simpelthen ikke dyre nok.

Elskov skal foregå med en fast partner

En anden undersøgelse, foretaget af selvsamme Kathleen D. Vohs i samarbejde med forskere fra Storbritannien og Hong Kong, undersøgte samme problematik fra en anden vinkel.

Hvis kvinder er skødesløse i deres kønslige omgang med mænd, så risikerer de at stå tilbage med et barn, som faderen er løbet fra, eller at blive genstand for social skam. Derfor ønskede forskerne at teste den hypotese, at kvinder ville reagere mere positivt på sex i reklamer, såfremt det fremgik, at det elskende par var faste partnere, og ikke to fremmede, som dyrkede skødesløs sex.

Derfor viste forskerne igen en reklame for et armbåndsur i to forskellige versioner: Den ene viste et elskende par og så en neutral omtale af uret. Den anden version var identisk med den første, men her var uret dog også udstyret med rød sløjfe og en lille tekst, som sagde, at uret var en gave ”fra en mand til den særlige kvinde i hans liv.”

Som forventet viste undersøgelsens resultater, at kvinderne var markant mere positive over for den seksuelt ladede reklame, når det fremgik, at det annoncerede ur var en gave fra en mand til sin faste partner.

For at være sikre på, at det var mandens dedikation til sin partner (og ikke blot ideen om en gave), som kvinderne reagerede positivt på, gentog man eksperimentet med naturbaggrunde i stedet for elskende par. Her viste resultaterne, at kvindernes holdning til reklamen ikke blev påvirket af, hvorvidt uret var en gave eller ej.

Kvinder begrænser udbuddet af sex

En tredje perspektiv på den seksuelle økonomi kan findes i en undersøgelse foretaget af Aanchal Sharma fra McMaster University. Her lod forskerne en ung, attraktiv blondine bryde ind i en forsamling iført kort nederdel, nedringet bluse og vampede støvler.

De øvrige kvinders reaktion på blondinen var udpræget negativ: Passiv aggression, rullen med øjnene, udefrysning af gruppen og antydninger af, at blondinen var ude på at dyrke sex med hvem som helst, fløj gennem lokalet.

Ifølge forskerne er der en økonomisk forklaring: Mænds efterspørgsel efter sex er markant højere end det udbud, som kvinder naturligt stiller til rådighed. Derfor er den kvinde, som ikke er kostbar med sin seksualitet, at sammenligne med en strejkebryder. Ved at stille sin seksualitet billigt til rådighed presser hun værdien af andre kvinders seksuelle gunst ned.

Således giver det god mening, at det er kvinder, og ikke mænd, som er mest ivrige efter at få promiskuøse kvinder ned med nakken.

Og således giver det god mening, at kvinder kun synes godt om sex i reklamer, når produktet er dyrt, og partneren er dedikeret.

Søren Hviid Pedersen, Martin Heidegger, Carl Schmitt og det liberale demokrati

Søren Hviid Pedersen påstår, at han ikke er inspireret af den tyske jurist Carl Schmitt, som han ellers har omtalt rosende ved flere lejligheder. Søren Hviid Pedersen har også en positiv mening om antidemokratiske tænkere som Martin Heidegger, Joseph de Maistre og Louis de Bonald. Søren Hviid Pedersen mener dog selv, at hans ros til Heidegger og Schmitt udelukkende er af akademisk karakter og intet har med hans egen mening at gøre. I debatten er der dog dem (eks. Christopher Arzrouni og Ole Birk Olesen), som vil gøre Søren Hviid Pedersen til totalitær og/eller fascist/nazist på baggrund af hans præference for disse teoretikere. Det er dog næppe en korrekt diagnose. Hviid Pedersen er snarere ordenskonservativ, for så vidt som orden (og ikke frihed) er det højeste gode i hans politiske univers. En ordenskonservatisme, som kan være totalitær, men ikke behøver være det. For så vidt er det meget passende, at Hviid Pedersen taler højt om Heidegger. Heideggers ordenskonservatisme er meget større og bredere end hans medløberi over for nazismen. En generøs tolkning kunne være, at nazismen “kom forbi” Heideggers næse på rette sted og tidspunkt, og at den lignede noget, der var “tæt nok” på Heideggers ordenskonservatisme, til at han smed sit lod i deres skål i et forsøg på at præge bevægelsen i det, han så som den “rigtige” retning. Hvad der i alle tilfælde stadig står tilbage, er, at Heidegger, sammen med Schmitt, tilhører en ordenskonservativ tradition, som ikke lader sig forene med det “det liberale demokrati” dvs. demokrati med forfatningsmæssige begrænsninger og magtdeling. Vi kan jo ikke læse Søren Hviids tanker. Men man kan konstatere, at han gang på gang kommer med udsagn, som ikke er forenelige med den type demokrati, som vi i dag har i Vesten. Eksempelvis det citerede: “Genuint demokrati er forsøget på at skabe den totale identifikation mellem borgerne og herskerne.” Samt dette:

“Det at skabe en fælles folkesuverænitet, som kan slå mest muligt igennem. En af måderne, man kan forhindre det på, er jo selvfølgelig at tale om individets rettigheder, konstitutioner, grundlov, magtens tredeling og så videre. Det er nogen barrierer, noget der sætter nogen grænser for dette forsøg på at lave den totale identifikation mellem borgere og det politiske system. Fordi så vedbliver de med at være private mennesker, private borgere. Så kan vi gå rundt og holde på vores og skabe uorden og ballade.”

Søren Hviid Pedersen siger selv, at disse udtalelser udelukkende faldt, fordi han var inviteret til at holde foredrag om en bestemt teoretiker, nemlig Carl Schmitt, men den forklaring passer dårligt med, at Søren Hviid Pedersen tidligere har forsvaret lignende tiltag i avisklummer under eget navn. F.eks. her, hvor han erklærerer sig modstander af individuelle rettigheder og forfatningsmæssige begrænsninger i en avisklumme. Det var vel ikke, fordi han holdt foredrag om en bestemt teoretiker?

“Fejlslutningen består i, at demokrati kun er godt, når det også kombineres med liberalisme og menneskerettigheder, hvilket er noget forfærdeligt vrøvl. Demokrati er et folks ret til selv at bestemme indholdet af de politiske beslutninger, hverken mere eller mindre. … Hvis de vil indføre Sharialov i deres lande har de selvfølgelig enhver ret til at gøre det…”

Mere om Heidegger

For nogle år siden kom der nogle forelæsninger frem, som Heidegger havde holdt under krigen. Det var ikke køn læsning. Bogstavelige forsvar for lebensraum og blot und boden. Men igen, Heidegger var større end sin nazisme. Heidegger var mere end blot en rejsekammerat for nazisterne. Han smed sit lod i deres skål, lod sig udnævne og dekorere, og mente, at han selv havde forstået nazismen bedre end så mange andre. Hans Sein und Zeit er fra 1927, altså før den nazistiske magtovertagelse. Men det står dog klart fra Sein und Zeit, at subjektet hos Heidegger ikke kan være individet, men kun ‘folket’ eller ‘det værende’ selv. Senere udviklede han så dette grundpræmis (som ganske rigtigt ikke behøver være nazistisk, men som omvendt heller ikke har nogen intrinsiske egenskaber, som forhindrer det i at gå i ét med nazismen) til en politisk filosofi, som bliver en fuldbyrdet støtte til nazismen (og som han aldrig rigtig undskyldte for efter krigen).

Heidegger stjal sandsynligvis også ideer fra østlige tænkere. Flere folk ved Freiburg Universitet har set ham sidde og læse Taoisme og Zen-buddhisme op til, at han pludselig “opfandt” nondualistisk fænomenologi. Dog uden at gøre reference til nogen af disse østlige tankeretninger i sit eget værk. Han var i øvrigt en gennemført ubehagelig person, den kære Heidegger – smed Husserl ud fra Freiburgs universitetsbibliotek, fordi han var jøde, og løj for sin samtids Nietzsche-historikere om, at han havde nogle af Nietzsches notesbøger gemt af vejen, som ville sætte hele Nietzsche-forskningen i et nyt lys, hvis han offentliggjorde dem (han havde nogle notesbøger, men det, der stod i dem, var stort set det samme som i tidligere kendte notesbøger fra Nietzsches hånd).

Det er alt sammen, som filosoffen Karl Popper har sagt:

“I appeal to the philosophers of all countries to unite and never again mention Heidegger or talk to another philosopher who defends Heidegger. This man was a devil. I mean, he behaved like a devil to his beloved teacher [Husserl], and he has a devilish influence on Germany.”

Kristendommen og frihed

Af Ryan Smith

I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne har vi haft en debat, hvor en række debattører (Henrik Gade Jensen, Christopher Arzrouni, Frederik Stjernfelt, Jacob Mchangama, Dennis Nørmark, Rune Engelbreth Larsen og Katrine Winkel Holm m.fl.) hver har givet deres syn på ”kristendommen og frihed.”

Er det kristendommen, som har ført os frem mod oplysning og demokrati, videnskab og liberalisme? Eller har kristendommen tværtimod udgjort en kæp i hjulet på denne udvikling, ja ligefrem været fjendtlig over for den?

I det følgende vil jeg se nærmere på et par af de argumenter, der hidtil er faldet i debatten.

Argument 1: Kristendommen beskyttede lærdom.

I favør for kristendommen fremføres det ofte, at den katolske kirke beskyttede lærdom i middelalderen, hvor arven fra antikken var trængt tilbage, og hvor Europa synes en fattig og voldspræget ravnekrog mærket af intellektuel stagnation.

Vi må dog starte ved begyndelsen: Kristendommen sprang ikke ind i historien midt i middelalderen, men strækker sig derimod tilbage til antikken. Og netop antikkens største lærdomscenter, biblioteket i Alexandria, blev jo ifølge visse kilder nedbrændt af fanatiske kristne. I antikken finder vi ligeledes de gnostiske udrensninger, hvor flere religiøse skrifter er blevet brændt som følge af en overlagt kristen forfølgelse.

I Nordafrika gjorde kirkefaderen Tertullian også sit til at bidrage til den intellektuelle udrensning, som kristendommen forestod. Tertullian advokerede for et sacrificium intellectus, altså en ofring af alt intellektuelt, som ikke talte kristendommens sag. Tertullian var blandt de første kristne, som decideret begyndte at forbyde lærdom og filosofi for sin menighed; et kunststykke som kirkefaderen Augustin snart gjorde ham efter i sin nedsættende tale om filosoffer og videnskabsmænd. På grund af kristendommens sacrificium intellectus fik sekulær videnskab og filosofi mindre at skulle have sagt i den kristne sen-antik, end disse sekulære videns-discipliner havde haft i de forgange 600 år. Hvis den græske filosof Xenofanes havde fremsat sin religionskritik i 1500 e.Kr. og ikke i 500 f.Kr. (som han historisk gjorde), så var han endt på bålet, og hans skrifter var blevet brændt. Hvis Buddha’en havde udbredt sin lære i det kristne Europa, var det gået ham ligeså. Beskyttede kristendommen virkelig lærdom?

Ganske vist er der meget, som tyder på, at kristendommen vitterligt beskyttede lærdom og bevarede filosofiske skrifter i middelalderen. Men som vi har set ovenfor, så indtræder kristendommen først i denne beskyttende rolle efter at have foretaget et omfattende udrensningsarbejde og udøvet en omfattende meningskontrol (gerne med brug af dødsstraf) i offentligheden.

En institution eller trosretning, som godt nok beskytter og promoverer lærdom, men som samtidig udøver kontrol med, hvilken lærdom offentligheden må få adgang til, kan næppe være nogen sand ven af lærdom. Sovjetunionen promoverede også lærdom (udover den marxistiske lære lagde man også stor vægt på at uddanne befolkningen i skak, kemi og klassisk musik). Men det afgørende element var ikke Sovjetunionens omgang med den lærdom, den synes om. Det var dens omgang med den lærdom, den ikke synes om, såsom de amerikanske frimarkedstænkeres bøger.

Situationen i Sovjet var på mange måder den samme som i middelalderens munkeklostre: Også her promoverede man ”apolitisk” lærdom i form af eksempelvis geometri og medicin. Men hvad vil det egentlig sige at beskytte lærdom, når man ikke beskytter den frie tanke, men kun den rette tanke? Det er i hvert fald svært at se, hvordan denne diktatoriske tankegang skulle fremme frihed og demokrati, videnskab og liberalisme.

Argument 2: ”Okay, men de protestantiske kristne beskyttede lærdom.”

Fra pro-kristen side hævdes det af og til, at vi ikke kan regne med katolikker og urkirkefolk som Tertullian og Augustin, da kun de protestantiske og reformerte retninger inden for kristendommen er ”egentligt” kristne. Her er det historisk indlysende, at man ikke kan adskille kristendommen fra de første 1500 år af Jesusdyrkelsens historie uden at bekende sig åbent til en historicistisk determinisme.

Den Jesus-sekt, der startede som en mellemøstlig dommedagskult omkring år 30, var ganske rigtigt afgørende forskellig fra den nordeuropæiske, protestantiske kristendom, der som følge af sociale, økonomiske og geopolitiske faktorer frigjorde sig fra det katolske overherredømme i Rom. Men at argumentere for, at protestantismen beskytter lærdom er noget ganske andet end at hævde, at kristendommen beskyttede lærdom. Førstnævnte har en langt kortere og langt mere homogen historie, og de protestantiske lande er ens på en lang række andre områder end religion. Med andre ord behøver kulturen i de nordeuropæiske lande ikke skyldes protestantismen; det kan lige så vel være protestantismen, som skyldes kulturen i de nordeuropæiske lande.

I 1600-tallets Danmark havde man i øvrigt for vane at forbyde og afbrænde bøger, som protestantiske teologer ikke billigede. Det vil jeg vende tilbage til.

Argument 3: Den romerske kejserdyrkelse var totalitær, mens kristendommen havde en indbygget sekularisme.

I den forudgående debat om kristendom og frihed er det flere gange blevet hævdet, at hvis ikke romerne var blevet kristnet, så ville den moderne verden være endt som en totalitær massedyrkelse af den romerske kejserkult. Da kristendommen afløste kejserkulten, kan kristendommen således siges at have haft en frigørende indvirkning på Europas udvikling, lyder argumentet.

Romernes kejserdyrkelse og en troende kristens dyrkelse af sin Gud er imidlertid to størrelser, som ikke uden videre kan sammenlignes. For romerne gjaldt det, at så længe den enkelte borger anerkendte kejseren som en gud, så var vedkommende fri til at dedikere sig til det mylder af andre guder, som florerede inden for, og på tværs af, Romerrigets grænser. For de kristne i senantikken var der derimod kun én Gud, og man var ikke bleg for at forfølge de romere, som nægtede at opgive deres tidligere tro til fordel for kristendommen.

Den romerske kejserdyrkelse var en primitiv antropomorf gudedyrkelse i den homeriske heltetradition – den var en slags personlig holdningstilkendegivelse. Kristendommen var en monoteistisk, abrahamistisk religion, som gennem størstedelen af sin levetid har bekendt sig til dogmet: ”Du må ikke have andre guder end den kristne.”

Kejserkulten var ældre end kristendommen. Da kristendommen kom ind på scenen, lavede den en radikal omfortolkning af, hvad religion skulle have at sige i Romerriget. Ikke i retning af sekularisering eller tolerance, men i retning af påtvungen monoteisme og dødsstraf for kritikere af deres religion.

Var det virkelig kejserkulten, som var totalitær?  Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Argument 4: Kristendommen stillede sig ikke i vejen for oplysningen og demokrati.

Et sidste argument lyder: Måske fremmede kristendommen ikke oplysningen og demokratiet, men omvendt stillede kristendommen sig heller ikke i vejen herfor. Okay. Lad os starte med at se bort fra alle de fritænkere, der blev brændt som kættere, oplysningsfolk, der blev forfulgt, og de tusindvis af almindelige mennesker, der mistede livet under tortur under modreformationen. Tilbage står stadig det akavede faktum, at man ikke skaber noget ved at undlade at bekæmpe det. Jeg har aldrig bekæmpet Justin Timberlakes forsøg på at blive en verdensstjerne, men derfor bilder jeg mig da ikke ind, at jeg har skabt hans succes.

Historikeren J.G.A. Pocock forklarer i sin doktorafhandling, The Machiavellian Moment, hvordan kristne teologers foretrukne samfundsform frem til renæssancen var at se fyrsten som Guds stedfortræder på jord. Skulle andre samfundsgrupper blande sig i magtudøvelsen, så var det i deres øjne bare til besvær (og i øvrigt i strid med kristendommen). Pocock viser, hvordan det i høj grad er Machiavellis idehistoriske fortjeneste , at den europæiske politologiske tænkning fik brudt op på den tradition. Men for at gøre dette måtte Machiavelli ikke alene lægge sig ud med sin samtids kristne tænkere; han måtte også gribe tilbage til det førkristne Rom for at vise os vejen frem mod frihed, oplysning og demokrati.

I Skotland havde kristne aktører held til at holde oplysningsfilosoffen David Hume fra at opnå fastansættelse på universitetet i Edinburgh grundet dennes agnosticisme.

I Danmark så vi en lignende udvikling: Da retstænkerne Hugo Grotius, Samuel Pufendorf og Christian Thomasius foreslog den forsigtige revision, at selv om kongemagten var guddommelig, så var kongens magt dog ikke desto mindre implicit blevet overdraget til monarken af folket, så afvistes disse betragtninger fuldkommen af de danske protestantiske tænkere Johannes Vandal (i 1667) og H.G. Masius (i 1687).

Tyskeren Thomasius forsøgte at tage til genmæle, men ingen dansker fik nogensinde hans modskrift at læse, da den danske kongemagt og de danske protestantiske tænkere stod sammen om at beordre hans skrifter brændt på bålet. Er det virkelig sandt, at kristendommen ikke stillede sig i vejen for oplysning og demokrati?

Konklusion

Således har jeg her undersøgt fire faktisk forekommende argumenter i den tilbagevendende debat om kristendommens indflydelse på Europas udviklingshistorie. Ingen af disse forhold skal naturligvis ligge nutidens kristne til last, men udelukkende tjene til at pege på, at kristendommens historiske forhold til demokrati, ytringsfrihed, videnskab og liberalisme næppe er så ligefrem, som visse debattører af og til lader forstå.

Anonym konservativ skrivelse

Redaktionen har modtaget en skrivelse fra en selverklæret konservativ.  Anonyme breve populære i medierne og har undertiden stor politisk slagkraft i Danmark. Derfor vælger vi at bringe det her.

Kære liberale venner

Vi konservative ved jo godt, at det forsvar for frivillighed, som I liberale plæderer for, er en overlegen moralsk position. Det er blandt andet derfor, at det er så svært at få os til overhovedet at forholde os til jeres argumenter.

I stedet for ordentlige modargumenter har I fået karikaturer om Sunny Beach og Bacardi Breezers. Karikaturer, som forbløffende mange af mine konservative meningsfæller har svælget i, mens de har ignoreret handsken, som I liberale har kastet for konservatismens fødder. Ja, skal jeg være ærlig, så tror jeg, at det er et tegn på desperation.

Vi ved jo godt, at hvis man kigger på den lange bane, så var det de liberale ideer, som sejrede, sådan som Ryan Smith beskrev det i Jyllands-Posten 05.10.2011 og som Erik Winther Paisley argumenterede for i Berlingske 23.10.2013. Disse kritikker har mestendels efterladt os konservative forstummet, og det med rette, må jeg skynde mig at tilføje.

Ikke desto mindre må jeg minde om, at I liberale dog også har taget fejl i nyere tid: I var alt for optimistiske omkring indvandringen (I undervurderede betydningen af kultur), og I var alt for optimistiske omkring EU-projektet (sandt at sige var vi nok begge for uskyldige og troede, at et overnationalt, teknokratisk organ kunne gå fri af den iboende tendens til at mele sin egen kage, som man alle dage finder i politik). Det er denne historiens lektie: At samfundet er for komplekst til uden videre at blive underkastet gennemgribende lænestolsreformer og DJØF’icering, som der for mig at se er vi konservatives bedste argument imod jer liberale: Jeres universalisme er prisværdig, og jeg ville ærlig talt ønske, at der var flere af mine konservative meningsfæller, som delte den. Resultatet af, hvad der sker, når man ikke deler universalismen, er jo et forsvar for Sharia i de muslimske lande og enkeafbrændinger i Indien, som vi for nylig har set Søren Hviid Pedersen fremføre i konservatismens navn.

Pedersen er et ekstremt eksempel, og som du nok har set, så er vi flere konservative, der ikke er enige med ham. Han viser os faren i anti-universalismen. På den anden side må vi så også kunne blive enige om, at vi ikke kan fare ud i verden med soldater og hvad ved jeg, lige så snart der er nogen, der opfører sig barbarisk. For ærlig talt, så er næsten hele den ikke-vestlige verden indhyllet i barbari. Jeg synes da også, det var smukt, hvordan det liberalkonservative Storbritannien legede verdens politimand og egenhændigt endte slaveriet i 1800-tallet. Men vi er i dag i en anden situation: Vesten har ikke råd til andet end at være økonomisk med sin universalisme.

Må jeg i samme ombæring beklage, at flere af mine meningsfæller mener, at de institutioner vi må bevare på statens hænder, lige pludselig også skal omfatte Danmarks Radio (som i indeværende år [2013] blev taget i at arrangere en demonstration til fordel for en venstreorienteret dagsorden). Det siger sig selv, at man ikke kan have en masse mennesker til at leve fyrsteligt for statens penge og så forvente, at disse mennesker skal forholde sig kritisk til selvsamme statsprojekt.

Det bedste, man kan håbe på, når man giver penge til overflødige organisationer er, at det, som Radio 24-7 forvaltes af en lille gruppe, som bruger skatteydernes penge til at forgylde deres venner og meler deres egen kage. Lad os bare være ærlige: Det projekt ved vi jo begge to godt har fejlet i at give den gennemsnitlige skatteyder værdi for sine penge. Som konservativ kernevælger ville jeg i hvert fald hellere have givet de samme penge til at holde liv i den humanistiske forskning på universiteterne.

Ja, du hørte rigtigt, min liberale ven: Vi konservative kan nemlig også godt være kritiske over for staten på en god dag. Mens jeres udgangspunkt er individet og de borgerlige frihedsrettigheder, så er vores udgangspunkt familien, socialt ansvar og anstændighed og en kultur, der understøtter disse.  Vi er som to stridslystne folkeskarer, der nærmer sig det samme punkt, men fra forskellige vinkler. Fordi vi kommer fra forskellige vinkler, så tror mindre ånder i hver gruppe, at vi skal slås. Men behøver ikke være tilfældet. Derfor dette brev.

Og ja: Netop hvad angår kultur, så har I måttet lægge ryg til ufattelig meget affekteret (men irrelevant) kritik af jeres smag hen over sommeren 2013, hvilket jeg selvfølgelig godt ved er latterligt. Ikke mindst fordi det var fra mine liberale ungdomsvenner, at jeg lærte at sætte pris på Monteverdi og det Platoniske korpus.

Rent metafysisk, så vil jeg fastholde, at der er en fællesnævner i det, vi mennesker oplever som æstetisk. Men det er også videnskabeligt bevist, at den subjektive variation inden for det spillerum inden for det, som vi finder skønt, er så markant, at ethvert forsøg på at fastsætte æstetiske tærskler for, hvilken kunst, der fortjener statsstøtte, er håbløs. Det styrker blot den grundlæggende sandhed, at jo flere penge, der skal fordeles ad politisk vej, des flere konflikter vil der være i samfundet. Og det er faktisk noget, som vi konservative er imod, idet vi netop vil lade familier og traditioner afgøre slige ting. Hellere enkefru Pedersens Fond end Statens Kunstfond!

Så ved I hvad: Lad os slå halv skade. Vi ved jo begge to godt, at Danmark ikke har brug for fem skatteyderbetalte symfoniorkestre. Lad os skære foretagendet ned til to: Ét til Østdanmark og ét til Vestdanmark. Politik er også det muliges kunst.

Med ærbødige hilsener,
Den konservative

Capitalism and Income Redistribution

Many people think of the term ‘Capitalist’ as pejorative or abusive. This is a Marxist vestige; people think of a ‘capitalist’ as someone who only thinks of money and does not shy away from exploiting people.

But ‘capitalist’ – as in the sense that one exploits economics of scale by amassing capital is beneficial to both producer and consumer. E.g. it is cheaper for one factory to make 1 million laptops than for four factories to make 250k laptops each. The more that is produced in one place – through amassed capital – the cheaper and better for all parties. There is no modern society that does not harness this principle. Even Venezuela, Soviet Russia, etc. were ‘capitalist’ in the sense that they relied on massed capital.

Capitalism and Income Redistribution

People often think favorably of Income Redistribution. But they typically don’t think of the following:

(1) People don’t spend their money on the same thing. I.e. give a poor person a little more money, and they will use it to buy more stuff. Give a rich person a little more money, and they are more likely to invest it (because they already have all their basic needs covered). Investment is better than consumption for society in the long run. That is why Ronald Reagan (and G.W. Bush) tried to give special tax cuts for the rich. It worked moderately OK under Regan, but worse under Bush, because. While the rich did invest under Bush, they invested in jobs overseas that were more competitive than American jobs. From the time of Reagan, and to the time of G.W. Bush, globalization had taken place.

However, in terms of fairness, one should be against all special tax cuts for both rich and poor. The ideal taxation would be for everyone to pay a flat percentage of their income in taxes, e.g. 25%. This way, the rich will still pay more, but there will be fewer conflicts and fewer state-created “winners and losers” in society.

(2) Redistribution: Redistribution is destructive. I.e. if the government takes 1$ from you and gives it to poor Betty down the street, this is not free. The government, banks, etc. all have to expend resources to tax you, transfer the money, control that poor Betty is really eligible for receive aid, etc.

So redistribution doesn’t just move money around. It moves money around but destroys some of that money in the process, as the money is sucked into un-gainful activities, i.e. bureaucracy. Now of course you can still think that destroying some value is acceptable save people from starvation or dying of disease, etc. – most people certainly do – but redistribution will always cause some value to be lost as explained above.

The question is then how much value you think it is acceptable to lose in order to have a more egalitarian society. Most people tend to think it is acceptable in critical matters, but once you’re just redistributing in order to feel good about “doing something for the poor” it becomes very important to factor in that you are also destroying value that could potentially benefit the poor (because the rich will have more money to invest and develop new products).

There is a very good book about this: Economics in One Lesson.

Danmarks Radios ‘Deadline’ favoriserer Enhedslisten og Socialdemokratiet og misforstår forskning

Kære DR

Vi to har før været i kontakt. Jeg skrev ind den gang I satte tre medlemmer af Enhedslisten til – uopponeret – at diskutere liberalisme. I skrev tilbage og erkendte fejlen. Men den var jo ikke en enlig svale. Her er to yderligere klager vdr. Deadline:

Deadline: 28.12.2013: Socialdemokraten Sanne Søndergaard får uopponeret lov at udbrede sin opfattelse af kvinder som ofre. Ingen af de mange mænd og kvinder, der har talt for det modsatrettede synspunkt i pressen (så godt som altid med bedre kildemateriale end Søndergaards ‘søg og erstat’ i baghånden) kunne åbenbart stille op, ligesom ingen liberalister kunne stille op til at diskutere liberalismens natur med jeres tre(!) paneldeltagere fra Enhedslisten.

Deadline 23.12.2013: Nyere amerikansk forskning om liberals vs. conservatives og disgust sensitivity bliver af Deadline udlagt som passende på socialister og liberale i en dansk kontekst. Dette er en misforståelse af forskningen. Det er konservative, ikke liberale, som den amerikanske forskning peger på.

Danmarks Radio laver TV for skatteydernes penge. Kan vi blive enige om, at man således må efterstræbe et minimumsniveau af faktuel korrekthed og objektivitet?

Og at det ikke er foregået i disse tre tilfælde?