af Ryan Smith

Med blot én dags mellemrum har MF for Dansk Folkeparti Marie Krarup samt den konservative debattør Rune Selsing beriget debatten med indlæg, som skal fortælle os, dels hvordan nazismen slet ikke var en konservativ bevægelse (Krarup), og dels hvordan fascismen i virkeligheden var et socialistisk fænomen (Selsing). (Krarup Berlingske 7.5.2013 og Selsing Jyllands-Posten 6.5.2013)

Det er kun passende, at Selsing sætter fokus på fascismens socialistiske islæt, og som Krarup ganske rigtigt påpeger, så findes der endnu danske grundskoler og gymnasier, hvor man ikke sætter nazismens opståen ind i dens rette kontekst. Men når Selsing og Krarup undlader at nævne (eller direkte benægter), at de fascistiske ideologier også indeholdt konservative elementer, så bliver det ahistorisk. Fascismen og nazismen var begge et opkog af socialistiske og nationalkonservative ingredienser. Det eneste, som disse ideologier ikke var, var liberale.

Det var netop den liberale tolerance, med dens svingdans, negerjazz og ekspressionistiske klatkunst, som mellemkrigstidens konservative og fascister kunne enes om at lægge for had. De liberales insisteren på individuelle frihedsrettigheder samt modstand mod nedarvede privilegier og institutioner som kirke og adel var heller aldrig populære hos hverken konservative eller fascister.

Som Hitler udtalte i januar 1942 om de ”sociale problemer,” som liberalismen efter hans mening forårsagede i England:

“For nuværende kan disse problemer endnu løses på en fornuftig måde fra oven. Jeg skælver for englænderne, hvis de ikke får løst problemerne nu. For hvis initiativet overlades til folket, så ligger vejen åben for galskab og ødelæggelse. Mænd som Mosley [britisk fascistleder, red.] ville kunne løse problemerne uden vanskeligheder ved at finde et kompromis mellem konservatisme og socialisme – ved at åbne døren for masserne, men uden at fratage eliten dens rettigheder.”

Altså: Gør som jeg. Find et kompromis mellem konservatisme og socialisme.

Fascismen var uægte barn af konservatismen og socialismen. Hverken konservative eller socialister ser i dag sig selv som værende i ledtog med fascismen, og det er der gode grunde til. Der var reelle uenigheder med begge lejre. Men ikke desto mindre er det dog unægteligt, at fascismen trækker på både konservative og socialistiske elementer, og at de fascistiske ideologier konsekvent var antiliberale – akkurat som mellemkrigstidens konservative på kontinentet var det.

En væsentlig forskel er dog, at mens efterkrigstidens konservative hurtigt lærte af deres fejl, så har socialisterne aldrig accepteret, at deres doktriner på visse stræk mindede om fascismens. De har tilladt sig selv at tro på den belejlige løgn, at fascismen ligger så langt fra socialismen, som overhovedet kan tænkes. Og således har vi endnu i dag uddannelsesinstitutioner i Danmark, hvor det er kontroversielt at påpege det indlysende: At fascismen ud over sit åbenlyse slægtskab med konservatismen også stod i slægskab med socialismen.