Category Archives: Filosofi

Ayn Rand: The Age of Envy

by Ayn Rand

Today, we live in the Age of Envy.

“Envy” is not the emotion I have in mind, but it is the clearest manifestation of an emotion that has remained nameless; it is the only element of a complex emotional sum that men have permitted themselves to identify.

Envy is regarded by most people as a petty, superficial emotion and, therefore, it serves as a semihuman cover for so inhuman an emotion that those who feel it seldom dare admit it even to themselves. . . . That emotion is: hatred of the good for being the good.

This hatred is not resentment against some prescribed view of the good with which one does not agree. . . . Hatred of the good for being the good means hatred of that which one regards as good by one’s own (conscious or subconscious) judgment. It means hatred of a person for possessing a value or virtue one regards as desirable.

If a child wants to get good grades in school, but is unable or unwilling to achieve them and begins to hate the children who do, that is hatred of the good. If a man regards intelligence as a value, but is troubled by self-doubt and begins to hate the men he judges to be intelligent, that is hatred of the good.

The nature of the particular values a man chooses to hold is not the primary factor in this issue (although irrational values may contribute a great deal to the formation of that emotion). The primary factor and distinguishing characteristic is an emotional mechanism set in reverse: a response of hatred, not toward human vices, but toward human virtues.

To be exact, the emotional mechanism is not set in reverse, but is set one way: its exponents do not experience love for evil men; their emotional range is limited to hatred or indifference. It is impossible to experience love, which is a response to values, when one’s automatized response to values is hatred.

Review of The Shape of Ancient Thought

There is, to my knowledge, no book in the world of a similar theme and scope.
Eastern Greece and northwestern India had some form of contact, being same as the intellectual neighborhood, with modern Persia in between. later historiography has covered up these ties, or purposefully ignored them out of cultural reasons. “The west should be the west and the east should be the east.” – or so they thought.

925680 The book kicks off with a strong start, but gets bogged down around page 250. The task of writing this book is hard as the author can only present fragments from Greek and Indian texts, compare them, and then ask the reader to believe his analysis. He cannot prove anything, which is one reason why the book ended up being 800 pages long. In absence of direct proof, a load of examples are thought to convince the reader that this can be no coincidence. (But still, it could. in the absence of a specific academic tradition, how many primitive bronze age thoughts are there to be thought up? Maybe the overlap is not so astounding, after all.)

McEvilley is not the ONLY person in the world to ever have posited such a thesis of contact between east and west, but he is to my knowledge the first and only person to do such a complete study.

Still, modern scholars like to knock his work. in part because it is so speculative, but also in part because McEvilley pursues the most speculative parts of Greek philosophy that he can. He connects the dots of the Xenophanes fragments in order to form a complete philosophy out of them. He offers a re-interpretation of Plato that deviates from the standard modern one, and then, on the basis of his reading of Plato, proceeds to reconstruct Plato’s unwritten doctrine(!).

Of course, this is not what one expects of mainstream scholarship today, and so in a sense one can’t help but understand why modern scholars knock this work. But on the other hand, I can’t help but feel that if this book had been written in the 19th century, it would not have been regarded as unacademic fringe speculation, but as “one of the great classical works” on ancient thought.

And if nothing else, that should teach us something about how constricted modern scholarship has become.

On the Philosophy of Xenophanes

Xenophanes basically figured out the basics of modern epistemology (how we can be sure that our knowledge is reliable). He put down some basics of how to approach knowledge and science that people didn’t fully understand until the 20th century.

He also dabbled in politics and arrived at the conclusion that the values that we should hold dear are individual freedom, tolerance and the continued progress of science and civilization – he said this in 500 BC when most people were pretty intolerant and had generally had no real knowledge of science – most people thought that things in the natural world (such as thunder and fire) was caused by gods.

But the main thing about Xenophanes is that he figured out the thing about knowledge. Basically, we can’t prove things by finding arguments for them. You can always find a thousand good reasons for why something you want to be true is true. So rather, we need to look at the arguments that we can find against things, not for them. It’s the things where we can’t find any good arguments against them, which are true.

This isn’t difficult to understand, once you’ve flipped that switch in your head, but most people have just never done so. People still go around listing reasons for why they need another another pair of shoes, or another scoop of ice cream. It may feel good to do so, but it proves very little.

Mere om retten til oprør

Retten til oprør er et centralt element i den liberale tradition. Både i formel forstand, som det hedder i The Declaration of Independence:


“That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”


Altså der er nogle helt specifikke forpligtigelser og regler, som regeringen skal følge, og hvis den ikke følger disse, så har befolkningen ganske rigtigt retten til oprør.

***

Men retten til oprør er også integreret i den liberale tradition i uformel forstand, hvor Jefferson m.fl. har sagt næsten Enhedslisten-agtige ting om oprør, som jeg næsten ikke vil nævne, – de maler oprør og tab af menneskeliv i et alt for positivt lys.

Den liberale tradition for retten til oprør er dog blevet stadigt mindre relevant. En årsag er, at positive rettigheder nu er vidt udbredte blandt befolkningerne i Vesten: Tendensen går ikke længere mod, at folkemilitsen smider kongens (eller regeringens) skatteopkræver på porten, som med Shays’ Rebellion, the Whisky Rebellion, etc.

I dag går tendensen men tværtimod mod, at folkemilitsen konfisterer privat ejendom eller “straffer de rige” ved at omfordele deres ejendom. Lokalt organiserede militser er altså ikke den garrant for en liberal modvægt statens omsiggribende hånd, som de var fra Machiavelli og til Jefferson.

***

Et folkeligt oprør ser altså stadig mere umuligt og kontraproduktivt ud, set med liberale øjne.

En anden ting er så, hvad man skal gøre ved juridisk aktivisme og grundlovs- eller forfatningsstridige tiltag, som indføres af parlamenter uden om de forfatningsmæssige minimumskrav, som forfatningerne selv specificerer.

Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt eks. de forskellige EU-traktater indebærer en suverænitetsafgivelse, men i tilfældet med USAs forfatning er de nummererede forpligtigelser og regler, som den føderale regering skal følge så tydelige, at de ikke kan diskuteres i samme omfang. Der kan  ikke længere kan være tvivl om, at “retten til oprør” er for længst er blevet udløst i USA, hvis ellers man betragter forfatningen som gældende.

Men det betyder ikke, at et oprør så er en god idé.

Retten til oprør og revolution

af Torben Mark Pedersen, cand. polit. et exam art., og Ph.D. i økonomi

I Magna Carta fra 1215 findes der ansatser til en sådan ret til oprør. Dokumentet indeholdt en ”security clause”, der gav en kommitte af baroner (ikke folket, Magna Carta handlede primært om baronernes rettigheder i forhold til kongen) retten til at underkende kongens vilje med magt, om nødvendig.

Retten til oprør baserer sig grundlæggende på folkesuverænitetsprincippet, at statens legitimitet udspringer af folket. Første gang folkesuverænitetsprincippet blev formuleret i en udtalelse fra det engelske parlament, var i sommeren 1649 efter opgøret med Karl 1. af England, og den engelske ”glorious revolution” i 1688, der afsatte den katolske konge James II, og indsatte William III, baserede sig på dette princip og den engelske frihedstradition.

Engelsk lovgivning i 1760erne anerkendte, hvad den engelske forfatningskommentator Blackstone’s kaldte for “the law of redress against public oppression”. Denne ”konstitutionelle lov” retfærdiggjorde folkets modstand mod kongemagten, og den stammede fra en kontrakt mellem kongen og folket, der forpligtede kongen til at bevare ”the public welfare”. Forestillingen om en sådan oprindelig kontrakt var et centralt dogme i engelsk og britisk konstitutionel ret siden ”tidernes morgen”.

John Locke erklærer i Second Treatise on Government, 1689, at mennesker har en naturlig ret til liv, frihed og ejendom, og hvis et styre krænker disse naturlige rettigheder, så er det at regne for at være en krig mod folket, og folket har følgelig ret til at fjerne styret med magt:

“I say using Force upon the People without Authority, and contrary to the Trust put in him, that does so, is a state of War with the People, who have a right to reinstate their Legislative in the Exercise of their Power. For having erected a Legislative, with an intent they should exercise the Power of making Laws, either at certain set times, or when there is need of it; when they are hindr’d by any force from, what is so necessary to the Society, and wherein the Safety and preservation of the People consists, the People have a right to remove it by force.”

Den amerikanske revolution byggede på naturretten og den engelske frihedstradition for folkets (kollektive) ret til oprør.

Thomas Jefferson, der var hovedforfatteren til den amerikanske uafhængighedserklæring, var revolutionær, og han mente ikke alene, at folket har en ret til oprør, men at denne oprørsret er helt afgørende for at holde ethvert styre på dydens smalle sti. Som Jefferson skrev: ”When the people fear the government, there is tyranny. When the government fears the people, there is liberty.” Og senere: “What country can preserve its liberties, if their rulers are not warned from time to time that their people preserve the spirit of resistance? Let them take arms,” Jefferson, 13. Nov. 1787.

Retten til oprør blev skrevet ind i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som et sidste middel, folket kan gribe til, når det er underkastet et tyrannisk styre:

“Whenever any Form of Government becomes destructive of these ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its foundation on such principles and organizing its powers in such form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”

Det er ikke alene folkets ret, men deres pligt at afsætte et tyrannisk styre. Det hedder videre i uafhængighedserklæringen:

“But when a long train of abuses and usurpations, pursuing invariably the same Object evinces a design to reduce them under absolute Despotism, it is their right, it is their duty, to throw off such Government, and to provide new Guards for their future security.”

Retten til at bære våben er naturligvis en nødvendig betingelse for retten til oprør, og den ret beskyttes med den amerikanske forfatnings anden tilføjelse:

”A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Det var en udbredt opfattelse, selv efter dannelsen af Amerikas Forenede Stater med en demokratisk forfatning, at folket har en grundlæggende ret til at kaste en tyrannisk regeringsmagt af sig. Som James Madison skrev, Helevidius no 3, 7. Sept. 1793:

“If there be a principle that ought not to be questioned within the United States, it is, that every nation has a right to abolish an old government and establish a new one. This principle is not only recorded in every public archive, written in every American heart, and sealed with the blood of a host of American martyrs; but is the only lawful tenure by which the United States hold their existence as a nation.”

Henry David Thoreau argumenterer i sit skrift om civil ulydighed, Civil Disobedience, fra 1849 for en individuel ret – og ikke mindst moralsk pligt – til oprør:

“All men recognize the right of revolution; that is, the right to refuse allegiance to, and to resist, the government, when its tyranny or its inefficiency are great and unendurable. (…) “when a sixth of the population of a nation which has undertaken to be the refuge of liberty are slaves, and a whole country is unjustly overrun and conquered by a foreign army, and subjected to military law, I think that it is not too soon for honest men to rebel and revolutionize.”

Martin Luther King hævdede ligeledes, at det er en pligt at gøre modstand mod uretfærdige love.

Horneys Compliant-Compliant Type

af Ryan Smith

“Every man according
as he purposeth in his heart,
so let him give;
not grudgingly,
or of necessity.”
– 2nd Corinthians 9:7

Næst efter den rene Aggressive-type er den rene Compliant-type den sværeste type at håndtere i mellemmenneskelige anliggender: Det skyldes, at Compliant/Compliant-typens primære forsvar består i at bruge kærlighed og omsorg som et instrument til at opnå hvad de ønsker. I et rent darwinistisk mindset ville vi sige, at denne types overlevelsesstrategi er at indfange andres kærlighed og ansvarsfølelse og dernæst benytte denne som en ressource for sig selv. Uden sammenligning i øvrigt, så er dette en tendens som man ser i både dyreverdenen, og i menneskelige relationer. – Det fremmeligste eksempel er mongoler; – mennesker som ikke ville kunne tage vare på sig selv i naturen. Disse mennesker formår alligevel ofte at spille på folks følelsesregistre via deres naive glæde og barnlighed, hvilket “flyver under raderen” på os andre, og får os til at tage ansvar for dem.

Men uanset hvordan det forholder sig med mongoler, så er “normale” Compliant-Compliant mennesker (dem uden det ekstra kromosom), lige så meget i stand til at tage vare på deres eget liv som alle andre. En anden analogi kunne være styrketræning: Alle normale mennesker kan træne det minimum af muskelmasse op som skal til for at begå sig i det moderne samfund, men ikke alle gør det: Nogle få overlever på deres stærke(re) ihærdige venner som kan hjælpe, “tage fra” og evt. roses for denne indsats.

Således er det ikke fordi Compliant-Compliant-typen ikke indeholder samme omtanke og selvkritik som andre voksne mennesker, men fordi vedkommende har nedprioriteret dem i håbet om at bluffe sig til at få andre til at tage det grimme ansvar på sig. Og da den bedste bluffer er en som der tror på sin egen løgn kan det ofte være svært at komme nogen som helst steder i en åben samtale med Compliant-Compliant-typen. Derfor siger jeg, at denne type er den sværeste, eller næstsværeste, at håndtere i mellemmenneskelige anliggender.

På baggrund af det ovenstående kan vi gisne os til hvordan en Compliant-Compliant som har held med sin strategi over årene vil oparbejde anseelige kompetancer udi manipulation, da manipulation er denne types eneste værktøj til at opnå hvad vedkommende vil have fra andre mennesker. Og igen: Da den bedste manipulator er den som tror på egne fremsigelser virker det ikke nærliggende at buste denne type for den manipulation den udøver, endsige at karaterisere det som manipulation.

En illustration:

I et forsøg med diabetes-patienter (af begge køn) som scorede højt på compliance, men lavt på aggression og withdrawn-tendenser så man, at disse patienter var dårligere end deres Aggressive- og Withdrawn modparter til at holde behandlingen med insulin kørende på egen hånd. Patienterne “glemte” ofte at tage deres insulin, hvilket kompromiterede deres helbred og nødvendiggjorde øget opmærksomhed fra (og kontakt med), sundhedspersonalet. De rene Complitant-patienter var også dem som oftest “kom til” at spise slik, hvilket igen nødvendiggjorde flere besøg på hospitalet end andre patienter, og øget overvågning af disse patienter, da Compliant-patienterne øjensynligt ikke “kunne” tage ansvar for sig selv. Endelig fandt man, at disse patienters pårørende oplevede sygdommen som lagt mere stressende end pårørende til andre typer patienter: De sukkersyge Compliants oversvømmende simpelthen deres familiemedlemmer med ønsker om tjenester og samværd, og når de pårørende forsøgte at sige fra oplevede de at blive guilt-trippet: “Er det sådan du behandler en som er syg?” – “Betyder kærlighed intet for dig?” etc.

Vi ser altså ikke alene hvordan Compliant-Compliants er gode til at manipulere, men også hvordan de får sikret sig en række tjester og ydelser fra andre, _samtidig_ med at de får det til at se ud som om, at det er dem der er ofrene. Og det er netop en af de helt store patologiske faldgruber for den rene Compliant-type: At de kan undskylde hvad som helst, med henvisning til deres egen ulykke og offer-fornemmelse. De er med andre ord hardcore egoister med speciale i at få deres handlinger til at se uselviske ud, bl.a. ved at dramatisere deres følelsesliv uden at ville vedkende sig den aktive del af den process, hvor Compliant-Compliant typen tillægger de ydre begivenheder større smerte og grumhed end de nødvendigvis har, og omvendt fremstiller sig selv som mere magtesløse end de nødvendigvis er. (Igen for at andre skal tage ansvar for dem.)

Således har vi set hvordan, Compliant-Compliant-typen lyver både overfor andre, og overfor sig selv. Compliant-Compliant-typen har, som vi husker fra første blog i denne serie, så er Compliants først og fremmest kendetegnet ved et “overdrevent behov for nærhed og accept, samt et stærkt behov for at behage og være vellidt af alle.” (Horneys Trend 1). Dette gælder især for den rene Compliant-type som i sin iver efter at blive accepteret og være vellidt af alle altså undertrykker sine sande motiver, samt undertrykker deres negative og kritiske tanker om andre. (Verbaliserer man sine negative tanker om andre kan man også risikere at skubbe potentielle ansvarstagere fra sig.) Compliants har naturligvis negative tanker om deres medmennesker, ligesom alle andre, men når ikke tillader sig selv at udtrykke dem kræver de bare deres ret på anden vis. Ved ikke at honorere sig selv giver Compliants med andre ord deres psyker en via regia til lavt selvværd og depression.

Det lyder alt sammen dramatisk, men Compliant-Compliants er dramatiske, ligesom afskriven-sig-ansvaret for eget liv er dramatisk. Denne “eksponering” af Compliants kan virke ubegrundet, men det er netop fordi det virker på os mennesker – der er en grund til at Compliance har overlevet den evolutionære process. Det kan lyde stærkt at kalde det de laver for manipulation, da de fleste af dem jo også lyver for sig selv, men som en psykolog der havde beskæftiget sig med Compliance i mange år skrev i sin bog: “Kigger man Compliants dependensforhold efter i sømmende vil man til sidst indse, at man ikke kan skelne bøddel fra offer, ikke kan skeldne kniven fra stiksåret.”

Men hvad mener jeg nu med alt dette? – Jeg skal forsøge at give nogle eksempler:

Jeg har sagt, at Compliant-Compliants lyver overfor andre og lyver overfor sig selv hvad angår deres sande motiver, og jeg har sagt at deres adfærd er manipulerende. Denne manipulation består i, at mens Compliant-Compliants nemt kan vise sine medmenneskelige og velvillige følelser, så undertrykker de deres negative følelser. Basic psykologi 101 siger, at det man undertrykker ikke går væk af sig selv, men i stedet finder en anden kanal at udtrykke sig af. (På Freuds var samfundet præget af stærke vikorianske idealer, og sjovt nok fandt Freud seksualitet i underbevidstheden på mange af sine patienter.) I tilfældet Compliant-Compliant siger vi, at denne type ligger under for et ideal om at skulle være sød, hjælpsom og selvopofrende, hvorfor denne type kun kan udleve sine aggressive og dårlige tendenser forklædt som hjælpsommelighed og omtanke for andre.

Blot et par ord mere om dette fænomen: På samme måde som det kan være svært at se de dårlige tendenser når de svøbes i hjælpsommelighed og omtanke som for, så kan det ligeledes være svært at se, at Compliant-Compliant-typer ofte indeholder en hel del stolthed. Det er en anti-intuitiv erkendelse for de jo så fokuserede på andre, men kigger man efter vil man se, at deres trang til at hjælpe og gøre sig bemærket også bunder i stolthed. En stolthed som ganske vist er fokuserer ved at se sig selv i andre, men ikke desto mindre en ego-gratifiserende stolthed.

Eksempelvis boede jeg engang sammen med en pige der var kæreste med en Compliant-Compliant mand. Efter nogle år var hendes interesse faldet betydeligt, og det lå lidt i luften at han meget vel kunne gå hen at blive dumpet. Hver gang jeg så dem skete der det, at hendes kæreste betonede ting han havde gjort for min veninde, og lod det være underforstået hvor hjælpeløs hun ville være uden ham: “Jeg har fikset hendes cykel sådan at gear’et ikke pludselig hopper af og ryger tilbage i første gear – så ville man bare være så fucked.” – Eller en anden gang hvor min bofælle snakkede om sit arbejde afbrød han for at indskyde: “Jeg vækker hende ofte om morgenen. Hun er sådan en sovetryne og nærmest umulig at få op.” Altså: Lavt selvværd. Repression. Kompensation. Forsøg på at etablere gensidig dependens.

I begge tilfælde afbrød eller indskød min bofælles kæreste de her bemærkninger i en samtale mellem mig og hende. I forlængelse af det ovenstående kan vi retteligt spørge om ikke denne adfærd i virkeligheden gemmer på noget aggressivt? – Han havde jo intet imod at afspore min bofælles og min samtale for at bringe opmærksomheden hen på sig selv. Men han blev nødt til at skjule det bag et slør af hjælpsommelighed.

Endvidere er det ikke tilfældigt, at vedkommende afbrød os for at få opmærksomhed: I lighed med børn (der ikke kan klare sig selv i naturen) og mongoler (der heller ikke kan klare sig selv i naturen), lader manglende fra folk der kan tage ansvar til at slå de helt dybe strenge an i Compliant-Compliant-typen. Den overlever på opmærksomhed fra andre, og “gør sig fortjent” til at andre tager ansvar via den beundring typen kan opnå fra andre. – Som følge af dette mindset vil man se, at Compliant-Compliant mænd har større sandsynlighed for at have langt hår, gå med smykker, skrive digte, lave kunst eller musik – Alt sammen måder at opnå opmærksomhed og beundring fra andre på. Under forhold, hvor denne type ikke kan opnå den opmærksomhed og beundring som dens issues styrer den mod at søge kan det sågar ske, at Compliant-Compliant typen begynder at lide af hypokondri (psykisk eller fysisk) hvor vedkommende overdramatisere den modgang som rammer ham/hende hvilket igen vil få andre til at tage mere ansvar for vedkommende.

Endvidere lider Compliant/Compliant-typer ofte under følgende svagheder:

* Meget sulten efter komplimenter
* Drevet af beundring og bekræftigelse
* Dårlige til at tage imod kritik
* Meget vægelsindet og dårlig til at træffe beslutniger
* Dårlig til at færdiggøre projekter

Compliant-Compliant i idehistorien
Compliant/Compliant typer sætter stor vigtighed på kærlighed og medfølelse, og konformerer derfor til romantikkens (1800-1860) psykologiske optik. I lighed med romantikkens dyrkelse af “naturånden”, dvs. det udvalgte naturgeni hvis følelser og kognition er særlig og distinkt fra såkaldte “normale menneskers”. For i Compliant-Compliant-typen egen optik er hans følelsesmæssige tilstande og oplevelser; hans glæde og lidelse og anderledes og mere intens end “normale menneskers”. Nok lytter han til den samme musik og spiser den samme med som os andre, men hans kognition er særlig intens, kunstnerisk og gemmer på værdifulde dybder som ikke er os andre forundt, og således er det ikke så meget melodrama som det er naturgiven intensitet der gør, at naturånden fører sig frem med sine følelser, sin glæde og sine lidelser. I hans egen forståelse: His feeling has a special authority, and is a route to truth more profound and far-reaching than the enquiries of passionless reason can ever be.

Som et eksempel på denne selvforståelse kan vi fremhæve Oehlenschlägers digt om Guldhornene hvori de tørre, følelseskolde akademikere som har læst alle og ræsonneret længe forgæves “higer og søger i gamle bøger”, hvor “tanken forvirrer” så i “tåge tåge de famler”. Næh, den der finder Guldhornene er ikke de tørre akademikere som tror sig kloge på sagen, men i stedet naturånden der “med muntert sind” og “omkredset af violer ” “hendanser” sig til at finde Guldhornene til alles glæde og beundring. Et andet facet af Compliant-Compliant er her, at naturånden finder guldhornene uden at lægge nogen form for effort i det. Hvorfor er det Compliant-Compliant? Fordi det er den af alle typerne som befinder sig absolut længst fra det aggressive drive som driver subjektet til at gøre sig gældende og samtidig den type som vil have mindst at gøre med ansvar generelt.

For at repetere:

Compliant-Aggressive: Tager ansvar ved at sørge for de sociale rammer, forholder sig afventende og Compliant overfor hvad der så sker indenfor disse rammer.

Compliant-Withdrawn: Tager ansvar ved at arbejde hårdt efter nogle retningslinier hvor en anden har udstukket den overordnede politik, dvs. en anden tager det ultimative ansvar.

Compliant-Compliant: Frasiger sig anvar og koncentrerer sig i stedet om at være elskelig, hvilket kan udtrykket i behjælpelighed, charme, playfulness etc. Som skrevet i en tidligere blog i denne serie, så nedtoner denne type den virkelighed som et eller andet sted må eksistere i ethvert forhold og koncentrerer sig i stedet om det psykologiske samspil; hvor meget man elsker hianden eller hvor gode man er sammen. Det virker alt sammen meget nobelt og uskyldigt, men set fra en darwinistisk synsvinkel ville vi sige, at typen opretholder netop dette fokus for at styre kæreste, venner og families fokus væk fra, at det er dem der tager ansvar for denne type. Intet er så nemt at banalisere og se bort fra end hverdagens sensing pligter, men sandheden er, at uden nogen til at sørge for de helt basale behov ville vittigheder og charme ikke være meget værd.

Caspar David Friedrich: Der Wanderer über dem Nebelmeer (1818) viser naturåndens møde med den storslåede natur, og dermed med sig selv og sin egen intense kognition. Naturånden er det eneste menneske på billedet for i romantikkens selvforståelse er naturånden uvalgt og speciel. Skyerne strækker sig uendeligt langt og vi får derved indtryk af, at naturåndens kognition er uendlig dyb og intens i forhold til “normale” menneskers.

En sidste pointe om romantikken: I romantikkens optik er sproget ikke et værktøj til formidling af rationel kommunikation, men et middel hvormed den enestående naturånd kan udtrykke sig selv med sin særlige poetik. Hertil ville den kritiske rationalist indvende, at vi kan “udtrykke os selv” i en uendelig strøm af fine ord uden i virkeligheden at sige ret meget. Sådanne overvejelser ligger dog hverken romantikkens naturånder eller Compliant-Compliant-typen særlig meget på sinde, for som Baudelaire sagde, så findes det romantisk-drømmende mindsets legitimation “neither in choice of subject nor in exact truth, but in a way of feeling.”

Et biprodukt af denne holdning til sprog er selvfølgelig også, at man il-legitimerer saglig kritik af ens person og adfærd, da sproget jo ikke opfattes som et værktøj til rationel kommunikation. Således undgår Compliant-Compliant typen den kritik som er så lammende for dem, og som de på overfladen opfatter som uretfærdig og uberettiget: Hvis sproget udelukkende er et middel hvormed man kan udtrykke sin indre følelsestilstand, så følger det, at personkritik er følelsesmæssig misbilligelse, og ikke en empirisk forekommende adfærd som man kan snakke åbent og rationelt om.

Compliant-Compliant i populærkulturen
I kender allesammen ham her:

Tigger er sort og orange, og dermed det mest iøjnefaldende dyr i 100 Acre Wood. Så iøjnefaldende at han er svær at ignorere. Tigger er også ret så højrøstet og snakker altid længe og meget om alle de ideer han har og hvordan han er i stand til at gennemføre det ene og det andet projekt som de andre dyr roder med. Men efter de andre dyr har lyttet til Tigger er det som om, at Tiggers evne og vilje til at lægge sig i selen for at arbejde for gennemførelsen af de her projekter brænder ud. Han er med andre ord god til at tiltrække sig opmærksomhed, og rette fokus mod alle de måder hvorpå han potentielt kunne hjælpe de andre dyr, men det ser ud af mere end det er, eller som Pooh på et tidspunkt siger: “He always seems bigger because he bounces.”

Fra videnskabens verden så vi, hvordan Compliant-Compliant mænd havde større sandsynlighed for at have lagt hår og gå med smykker og i løbet af bøgerne kommer det også frem at Tigger på sig selv som ret så lækker og attention-grabbing. Eksempelvis som når han synger denne sang:

[Tiggers] are bouncy, trouncy, flouncy pouncy,
Fun, fun, fun, fun, FUN!
But the most wonderful thing about Tiggers is,
That I’m the only one
I’m the only one!
Yes, I’m the only one!

Læg mærke til, at Tigger gentager sidste linie: “I’m the only one.” – Hvorfor er det er “wonderful” at være den eneste af sin slags? – Fordi det gør en særlig og enestående; en udvalgt naturånd blandt mennesker, en som fortjener at andre tager dag-til-dag ansvaret for hans liv på sig, sådan at hans legesyge og charme får frit lejde til at udfolde sig, og som -above all- fortjener at få bunkevis af beundring og opmærksomhed fra omgivelserne.

Horneys Typer: Compliant-Aggressive

af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

Denne typer er efter min mening den mest mærkværdige af alle typerne da den rummer to modsatterettede tendenser og samtidig almindeligvis formår at holder den a priori stærkeste af disse to under lås og slå. Allerede i denne indledende beskrivelse aner vi et af de klare træk der karakteriserer denne type, nemlig ansvarlighed. Alle de personer jeg kender som falder i denne type har haft et misundelsesværdigt drive mod “at gøre det rigtige”; dvs. færdiggøre deres uddannelser, passe deres job, aftaler, kæreste og venner til alles tilfreds. Når denne type er på sit højeste er det som om, at den får vendt sine Aggressive træk (træk som almindeligvis søger at maksimere eget lod på bekostning af andre) til en kraft som fomår at maksimere _andres_ lod såvel som deres eget.

Denne type går endviddere op i stærkt op i rammerne for sociale relationer. Det kan gøre denne type utrolig værdifuld og helt uundværlig for familier, vennekredse, arbejdspladser m.v., men det kan også omvendt betyde, at denne type ender med at bruge en masse energi på mennesker som ikke nødvendigvis værdsætter dem for deres indsats, eller endog: At de i virkeligheden ikke selv værdsætter de mennesker som de gør sig umage med at etablere trygge sociale rammer for: Som Compliants har de nemlig svært ved at mærke egne behov og lyster når de konfronteres med andres behov, og da deres fokus endviddere er på de sociale rammer først, og kun derefter på _indholdet af disse_, kan det også betyde at denne type “opdaterer langsomt” og holder fast i relationer længe efter at de elementer som engang gjorde dem gode er forsvundet. På tilsvarende manér er det også en fare for denne type ikke at registrere den udvikling og det gradvise identitetsskifte som venner, familie og kæreste undergår i løbet af livet, men i stedet at insistere på at vennerne m.v. skal konformere til faste, udgroede identiteter og dynamikker.

Som det fremgår af ovenstående, så har Compliant-Aggressivitet typen et intenst forhold til ansvar. Hvor Compliant-Compliant-typen ikke vil have noget med ansvar at gøre overhovedet og Compliant-Withdrawn-typen gerne vil tage maddening, blindt ansvar såfremt _nogle andre_ udstikker de overordnede retningslinier (dvs.: Taget det ultimative ansvar), så finder Compliant-Aggressive-typen det helt naturligt at tage ansvar for sig selv, og for de sociale kontekster som vedkommende indgår i. – Men er du sådan en type så pas på: Det kan nemt blive for meget, og spørg for øvrigt også dig selv: Får du ligeså meget igen som du giver?

Hvis ikke denne type er i kontakt med sig selv, men blot giver til fællesskabet uden at vide hvorfor og/eller uden at få noget meningsfuldt igen, så kan denne type finde på at være moraliserende overfor andre, og kan desuden have arbitrære fikspunkter, “pet peeves” hvor denne type kan “se rødt” og få afløb for sit Aggressive element. I disse tilfælde handler denne types indignation sjældent om the fact of the matter, det er altså med andre ord tale om en irrationel, kategorisk holdning. Som et eksempel kan nævnes emnet: Kvinder i politik. Her kender jeg til to Compliant-Aggressives som tilsynelandende har dette som pet peeve: Den ene mener, at man bør stemme på kvinder, simpelthen fordi de er kvinder, mens den anden mener, at kvinder simpelthen ikke er rustede til det politikske liv. Igen: Det er ikke selve sagen der er det vigtige, men det at disse mennesker går så kategorisk op i det.

Og nu vi er ved typens problemområder (sorry, men alle er tabertyper i den her typologi!), så betyder denne types loyalitet overfor sociale strukturer, at typen har nemt ved at undertrykke sig selv, herunder egne præferancer og følelsesliv. Den første adfærd man vil se som indikerer at denne type har det dårligt er oftests ovennævne kategoriske harcellering hvor der moraliseres og opdrages på dem der ikke konformerer til typens pet peeves. Men kort derefter følger selvdestruktive tendenser hvor typen udsætter sig selv for unødvendig smerte eller fare for at få et afløb for de mange opsparede frustrationer. På denne måde kan denne type nemt havne i et catch-22: At være direkte aggressive giver dem dårlig samvittighed og er dårligt for selvbilledet hvorfor de undertrykker deres tendens og i stedet prøver at kontrollere den umiddelbare sociale situation. Det er en lose-lose situation: Deres aggression er dårlig fo dem, men repression er også dårligt for dem.

Parforhold
Som vi vil se i en senere installation af denne serie, som vil den rene Compliant-type helst ikke tage ansar for sit eget liv. Følgeligt nedprioriterer Compliant-Compliant-typen virkeligheden og fokuserer i stedet på fantasier omkring sit forhold i stedet. For Compliant-Aggressive-typen vil det typisk være lige omvendt: Den nedtoner det psykiske aspekt af kærligheden, og fokuserer udelukkende på virkeligheden og det konkret givne.

Compliant/Aggressive i idehistorien
Det tydeligste eksempel på Compliant-Aggressive i idehistorien finder man nok i Thomas Hobbes 1651-klassiker, Leviathan. Grundtanken i Leviathan er, at et fællesskab, og uden en stærk leder til at holde alle på plads i dette fællesskab, så befinder mennesker sig i en Bellum omnium contra omnes (en “alles krig mod alle”) hvor de behandler hinanden som ulve (“Homo homini lupus est”).

Hobbes opskrift på at komme disse onder til livs er, at fællesskabet bør fastlægge på at indordne sig under en fælles leder. Gør de det, så vil denne alles krig mod alle ophøre, og der vil i stedet indtræde et Common-wealth; et fælles bedste hvor mennesker pludselig begynder at interagere på en civiliseret mutualistisk måde; hvor bageren bager brød og barbaren klipper hår: Alle forfølger de deres rolle i fællesskabet, og fællesskabet bliver herved stærkere og bedre at leve i, end den frygtelige naturtilstand nogensinde tillod. Vi ser altså, at mennesket ifølge Hobbes gemmer på en frygtelig Aggression som må undertrykkes med magt, men som til gengæld så kammer over i tolerance og Compliance, det Common-wealth når den undertrykkes.

Et andet budskab i Leviathan er også, a den mægtige leder bør været hævet over kritik. Alle bør være enig om ikke a kritisere ham, for han er garrantien for fællesskabets bedste, lyder det. Hvilket leder os frem til et andet træk ved Compliant/Aggressives, nemlig at de kan have svært ved at acceptere at de nogle gange begår fejl eller ikke handler korrekt. Alle Compliant/Typer har svært ved kritik, men for Compliant/Aggressives “høres” kritik hurtigt, som en misbilligelse af deres indsats i den sociale arena. Denne kobling kan virke mærkelig for os andre, men den giver sådan set god nok mening hvis man sætter sig i en Compliant-Aggressives sted: De yder den her monumentale indsats for at holde sammen på fællesskabet, men de får sjældent et “tak” eller anden form for værdsættelse. I sådan et vakuum er det da klart at man begynder at lytte efter be- eller afkræftelse andetsteds.

Det oprindelige 1651-cover af Leviathan hvor den mægtige leder svæver over vandene og garranterer fællesskabets ve og vel. Bemærk, at lederens krop består af de mange medlemmer af fællesskabet som bekender sig til hans autoritet.

Rent politisk at dette en holdning som stadig lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj, og som danner grundlag for mange menneskers utopiske forstillinger om den altomklamrende mor-stat. Men jeg er dybt skeptisk overfor denne slags centraliseret statsautoritet, for som Ronald Reagan sagde: “The kind of government that is strong enough to give you everything you need is also strong enough to take away everything that you have.”

Compliant/Aggressive i populærkulturen
Som et eksempel på en Compliant/Aggressive-type fra populærkulturen kan vi nævne Rabbit fra Winnie the Pooh. i Pooh-settinget, er Rabbit den der holder styr på alles gøremål; den der ordner skemalægger sådan at alle kan komme ud af det sammen i 100 Acre Wood. Når der er fælles opgaver er Rabbit også den der koordinerer arbejdet og fordeler arbejdsopgaverne blandt de enkelte dyr, alt efter deres kompetencer. Rabbit er stolt af, at kende alle dyrene i 100 Acre, og han siger ofte ting som afslører, at han tænker på _dem_ som værende afhængige af _ham_ i deres indbyrdes forhold.

I stavekonkurrancen med de andre dyr kommer det frem, at Rabbit er den bedste til at stave, men Rabbit lader alligevel den aggressive Owl udråbe sig selv til vinder, da Rabbit føler, at at det er vigtigt for Owl at kunne se sig selv som den bedste på dét område. På den måde har Rabbit tilgodeset Owls behov og rolle i fællesskabet. Rabbit ville utvivlsomt selv sige, at han udviste stor tolerance og overblik for at balancere og tilgodese alles behov, men fra et neurotisk synspunkt ville vi i stedet sige, at Rabbit simpelthen ikke _kunne_ lade være med selv at identificere sig med the official state of things, da Rabbit trods alt er en Compliant-type, og således styret af sin trang til at alle skal have det godt.

Spørgsmål vdr. Horneys typologi

1 Er det muligt at ændre sin coping style?

Ja, det er muligt at ændre sin coping style, men som de kvikkeste læsere allerede har luret, så er det ikke det væsentlige i denne sammenhæng. Coping styles er neurotiske forsvar mod den modgang verden smider i hovedet på os, og mod de ubehagelige indsigter som vi forsøger at undertrykke. Derfor er coping styles ipso facto ikke ønskværdige. Det skarpe spørgsmål er derfor ikke hvorvidt det er muligt at ændre sin coping style, men hvordan det er muligt at nedbringe sin neuroticisme.

(Hvordan man nedbringer sin neuroticisme er i sig selv et enme som er et par bøger værdigt, jeg henviser i mellemtiden til min gode ven Sylfyd for intensiv coaching vdr. en beslutning som de fleste over 24 kunne have godt af: At bryde med deres forældre.)

På jeres henvendelser kan jeg se, at mange af jer godt kunne tænke sig at blive aggressives. Jeg forstår jer godt, for aggressives deler en håndfuld træk med psykisk sunde mennesker, såsom drive, evnen til at gøre sig gældende i sociale situationer, og friheden til at sige hvad man umiddelbart tænker. Men aggression er ikke sundt. Neurotisk Aggressive tendenser repræsenterer et distinkt sæt svagheder, som eks. Compliant- og Withdrawn-typer lider mindre under, heriblandt vrede, hævngerrighed, arrogance, ufølsomhed, frådseri, løgnagtighed og sublimation.

Men for at svare på spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at ændre sin coping style, så er svaret ja. I modsætning til de jungianske typer, hvor jeg ikke har set eksempler på at folk har ændret sig i nævneværdig grad, så har jeg bare i løbet af 2009 set flere eksempler på at folk som ændrede coping style.

Som jeg beskrev i sidste Personlig Udviklings-blog, så udspiller coping styles sig primært i romantiske forhold, og her har folk typisk en tendens til at polarisere hinanden længere og længere ud af en given akse. – Typisk en Aggressive-part som bestemmer slagets gang og en Compliant-part som indordner sig og giver afkald på ansvaret. Eller en Aggressive-part som forsøger at bestemme slagets gang og en Withdrawn som trækker sig tilbage fra forholdet, til frustration for dem begge. Endelig findes der forhold hvor den ene part er Compliant og den anden Withdrawn, forhold som jeg personligt beundrer for den harmoni og fred som der lod til at hvile over deres samværd, men som omvendt også kan lede tankerne hen på den kategori af romantiske forhold som i psykologien kaldes “llav-konflikt, lav-lidenskab”. – Can’t win ’em all.

Jeg har ind i mellem set par hvor begge parter havde samme primære coping style, dvs. Aggressive/Aggressive, Compliant/Compliant osv., men det er så sjældent at disse par består, at jeg nærmest vil betegne dem som freak accidents når de endelig gør. To Aggressives kan relativt nemt opleve en indledende tiltrækning, men et sådant forhold vil næsten altid udvikle sig sådan, at parret bryder op igen når det viser sig at begge vil bestemme og ingen vil indordne sig. Hvis parret alligevel består sker det oftest ved, at den ene part må nedtone sin aggression og falde tilbage på compliance eller withdrawn-tendenser.

Hvor to aggressives nemt kan ende i et fling (da de begge overvurderer sig selv og tror de kan dominere den anden), er det derimod nærmest umuligt for to Compliants at blive tiltrukket af hinanden, da begge instinktivt responderer på autoritære, selvsikre udmeldinger fra den anden og ikke selv kommer med sådanne for ikke at støde en potentiel autoritetfigur fra sig. I de freak accident Compliant-Compliant par jeg trods alt har kendt er det altid endt med, at den ene part har flyttet sig i en Aggressive retning, hvilket ikke er så sundt som nogle af læserne sikkert tror, for aggression er ikke sundt, og det at tage ansvar for et andet menneskes livsførelse kan dybest set ikke lade sig gøre – det er simpelthen en illusion! Hvis det føles og ser ud som om det er muligt er det p.g.a. homo sapiens instinktuelle magt- og autoritetstilbedelse; det er en programmering der dybest set findes i os alle, men det ændrer ikke på, at kigger man magtrelationer efter i sømmene, så finder man altid store elementer af frivillighed. – I romantiske forhold kan folk kan f.eks. altid sige fra og gå deres vej, men vælger oftest at lade være da trygheden m.v. vægtes højere, og så er det alt andet lige nemmere at undertrykke disse indsigter og sige til verden og sig selv, at amor vincit omnia; at man ikke havde noget valg.

Svaret er ja; Man kan ændre sin coping style, og netop fordi man kan ændre den er det omvendt også sjældent at man finder et romantisk par med samme dominerende coping style.

Næste spørgsmål:

2 Kan man have mere end en coping style?

Flere af læserne har bemærket, at de kan genkende sig selv i mere end en af de tre beskrivelser. Og ikke overraskende er svaret på dette spørgsmål også ja. – Faktisk er det langt de færreste hvis neurotiske tendenser er karakteriseret af en ren coping style. Det skyldes, at coping styles ikke kun benyttes i een situation (selvom de selvfølgelig benyttes *mest* i forhold til den romantiske partner), men er aktive i flere situationer, overfor flere forskellige mennesker som igen har hver deres coping style. Derfor er det fornuftigt for den enkelte at kunne skifte mellem coping styles, sådan at man er Aggressive overfor sine (dårlige) venners mobning, men Compliant overfor rockeren der spørger om man har set hans dame.

Fra tid til anden opstår der dog betingelser som gør, at enkelte udvikler en “ren” neurotisk personlighed som udelukkende er karakteriseret af een coping style. I børnepsykologien arbejder man med den hypotese, at rene aggressives er børn som har haft trygge rammer. Rammer der har stimuleret barnets medfødte talenter, og givet barnet rigelig kontakt med flere gode rollemodeller, samt nem adgang til ros. Hypotesen er, at hvis sådanne børn undertiden formår at misbruge disse favorable betingelser, som langtfra alle børn er så heldige at få i dåbsgave, og udvikle en under-identifikation med forælder-rollen (da trygge omgivelser med fine rollemodeller næsten altid er karakteriseret af indtil flere personer som er villige til at tage ansvar og definere faste rammer for barnet). Barnet udvikler simpelthen ikke evnen til selvstændigt at tage ansvar for sine handlingers integritet, da barnet ikke oplever denne evne som en mangel i det trygge miljø: Der er altid nogen til at sige fra og tage ansvar på en konstruktiv måde hvis barnet kammer over og bliver urimeligt, og følgelig skal barnet bare tænke på at maksimere sit eget lod, og ikke på hvad der er rimeligt eller fair, hvilket leder barnet mod den rene Aggressive coping style.

(Fin som denne hypotese er, kender jeg imidlertid også flere eksempler på rene-Aggressive typer som kommer fra smadrede hjem med psykopat-forældre og andet ubehageligt. Moderne forskning bevæger sig i tiltagende grad mod at se på genetik som forklaringen på folks personligheder, herunder coping styles. Jeg er selv glad for genetiske forklaringer, og mener at genetik sandsynligvis kan forklare langt mere end hvad man almindeligvis tror. Jeg tror at man fra 2050 vil kigge tilbage på 2009s estimater af genernes indflydelse som værende ganske naive og skudt drastisk under målet. Ikke desto mindre er det sandt, at uanset hvor godt et agern et givent agern er, så skal det stadig bruge jord, sol og vand for at blive til et egetræ.)

Hvad angår den rene Withdrawn-type, så er den dominerende udviklingspsykologiske teori på området, at dette barn ikke fik kærlighed nok i barndommen. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke har haft gode forældre i den forstand vi normalt forstår det; de kan have gjort alting rigtigt, hjulpet med lektier, taget barnet med på fisketur og i biografen osv. osv. – men følelsesmæssigt engagerede de sig ikke i barnet. Det kunne enten være fordi forældrene ikke kunne identificere sig med barnet (det er tabu men veldokumenteret at det sker forholdsvis ofte), eller det kunne være fordi forældrene ikke selv var psykisk sunde og i stand til at give barnet den kærlighed som børn har brug for. Endelig kan der simpelthen være tale om, at barnet har en fejlagtig opfattelse af, at forældrene ikke elsker det, hvilket også vil påvirke personligheden, sandhedsværdien desuagtet.

I denne situation tænker barnet først, at det må kvalificere sig til den kærlighed det ikke har fået ved at erhverve sig særlige evner og viden, sådan at det kan klare sig selv, udenom forældrene. Og med denne Withdrawing-tendency følger en forestilling om, at det er de andre som får skade og modbydelige ting til at ske, og hvis blot man kunne være alene og i fred, så ville alt være godt. Barnet udvikler derfor ikke træk som er nyttige til at omgås andre mennesker (aggression/compliance), men fokuserer i stedet på sin indre verden, samt dets evner og viden.