Category Archives: Filosofi

Introduktion til Karen Horneys Typologi

af Ryan Smith

Personlig Udvikling #1: Horneys Neurotikere
I dag skal vi prøve noget nyt. Vi skal ikke se på morsomheder, men på den vise Karen Horneys (1885 – 1952) teori om neuroser. Den bedste indføring i teorien er at finde i hendes egen bog, Neurosis and Human Growth (1950), som efter min mening stadig er den bedste bog om neuroser. I denne blog vil jeg forklare hovedlinjerne i Horneys teori, og søge at krydse hendes tænkning med mine egne teorier og observationer.

Karen Horney mener, at der grundlæggende set findes 10 neurotiske hovedtræk som hun kalder Trends og tre måder at tackle verden på, som hun kalder Coping syles. De tre coping styles kaldes undertiden også for typer. Da typerne er navngivet på baggrund af deres coping styles er terminologien således relativt fri. Men det betyder nu ikke at man taler forbi hinanden. De tre typer er nemlig ganske veldefinerede, og de er:

COMPLIANT
(Compliance betyder underkastelse eller indvilligelse).
Compliant-typer er karakteriseret ved deres selvopofrende og selvudslettende natur. Compliant-typens primat er, at verden har ret og at de selv tager fejl, og Compliant-typen har således svært ved at hævde sig i verden, og svært ved at få udrettet noget på egen hånd.

Som en følge heraf vil Compliant-typer forsøge at finde en person som de kan overgive ansvaret for deres liv. Det vil oftest være en kæreste, men kan også være en ven, forælder, eller behandler. I Compliant-typens optik er denne person mægtigere end vedkommende selv, hvilket resulterer i et charter som tillader Compliant-typen at gemme sig bag den stærkere part således, at problemerne ikke kan finde ind til ham. Men det er imidlertid kun halvdelen af historien: Mens Compliant-partneren formelt set afgiver ansvaret til sin partner, og samtidig graviterer mere og mere mod at opfatte verden gennem sin partner, så foregår der alligevel en indegemt manipulation i forholdet mellem de to, hvor Compliant-typen på fleksibel og passiv vis forsøger at bearbejde sin “mægtigere” modpart til at mene det samme som Compliant-typen inderst inde håber og ønsker. – Denne manipulation er som sagt subtil, og findes i mange varianter. Et ofte benyttet modus er dog det, at Compliant-typen først efterspørger dirrigerende input, og derefter devaluerer selvsamme input, sådan at den mægtigere person gang på gang oplever, at vedkommendes indsat ikke er helt på kornet, helt hvad Compliant-typen havde brug for, eller også vil Compliant-typen lade give udtryk for, at det havde han da selv tænkt på. Således kan den velmenende, “mægtigere” part aldrig helt løse Complliant-typens problemer, for for Compliant-typen handler dette spil ikke om problemer, men om, at den “mægtigere” part skal tage mere ansvar, altid mere ansvar. – Lord save me from the so-called victims!

Compliant-typens psyke kredser således om svaghed, da et svag individ ikke er en trussel, og derfor nemt vil få adgang og lejlighed til at underkaste sig en stærk person. Denne affinitet for svaghed manifesterer sig også på andre områder, f.eks. i vis nærighed, og en følelsesmæssig tilknytning til billige produkter, såsom discountvarer. Med deres selvforfattede svaghed har Compliant-typer endvidere en stærk frygt for at blive forladt, og ligeledes for at være alene, hvilket igen resulterer i en usund overvurdering af kærlighed og af hvad et forhold kan være, og hvor stor en del af ens liv det kan og bør fylde.

Da Compliant-typer graviterer mod at opnå andres accept gennem underkastelse og indvilligelse, betyder det også, at Compliant-typer overordnet set angste for at hævde sig, for at sige hvad de mener, og at de ligeledes er meget bange for konflikter og for at andre skal udvise fjendtlighed og modvilje mod dem.

Eksempel: Vi forestiller os, at en Compliant-type bliver inviteret til en fest af en bekendt som han egentlig ikke bryder sig om. Endvidere ønsker vores Compliant-type faktisk ikke at feste den pågældende aften, men ville foretrække en anden aktivitet.

Jævnfør sin coping style vil Compliant-typen enten underkaste sig ved alligevel at sige ja til invitationen, eller også ville han undgå at tage ansvar for problemet ved at bede en kæreste, ven eller forældre om at takke nej på vedkommendes vegne.

(Her vil den opmærksomme læser måske spørge hvorfor det, at få en anden til at undskylde for sig ikke kvalificerer som Withdrawn. Svaret er, at den praksis at få en anden til at agere for en også involverer en underkastelse, men i det tilfælde til den person Compliant-typen får til at tage ansvaret for sig.)

AGGRESSIVE
Den aggressive type vil forsøge at konfrontere problemerne, og knuse dem så de går væk. Den aggressive type har en selvforherligende og selvhævdende natur, og har således ofte nemt ved at se alt det retfærdige i egne handlinger og alt det anfægtelige i andres – for nemt, ville mange mene.

Da den aggressive type drives af en higen efter at etablere sin overlegenhed anser han underbevidst de formelle spilleregler som underordnede, dvs. han henviser til reglerne når de er til gavn for ham, men ser sig ikke for god til at lave om på dem eller fordømme dem i det øjeblik de ikke længere falder ud til hans fordel.

Fordi det er essentielt for den aggressive type at se sig selv som overlegen, frygter han situationer han ikke kan kontrollere, og udfordringer som han ikke er sikker på at kunne tackle til topkarakter. – Men mest af alt frygter han at føle sig inkompetent og hjælpeløs. Derfor er også nemt for denne type at forfalde til en bragende overvurdering af upersonlig logik, som igen benyttes mere eller mindre arbitrært, se ovenfor.

Men den aggressive types største frygt er at opdage, og blive konfronteret med begrænsningerne af sit intellekt. Eksempelvis lever mange akademikere i en livslang, nagende neurotisk tilstand præget af evig tvivl om eget intelligens og intellekt.

Eksempel: Hvis vi genbruger vores eksempel med festen, hvor vores Aggressive-type hverken bryder sig om værten, eller ønsker at bruge sin aften på at feste, så ville vedkommende typisk takke nej til invitationen, men samtidig vende dette “nej tak” til et angreb. Lad os sige, at Aggressive-typens mishag ved sin bekendte bunder i intellektuelle uenigheder. Vores Aggressive-type kunne så svare: “Tak for invitationen, men ellers tak. Jeg ønsker ikke at komme til din fest, så længe du ikke ser virkeligheden i øjnene.”. En anden Aggressive-strategi kunne være at angribe selve arrangementet og f.eks. svare: “Tak, men ellers tak. Jeg bryder mig generelt ikke om arrangementer der lægger op til at man drikker hjernen ud og ter sig som aber.”. – I begge tilfælde ser vi, at den Aggressive-type har “smækket med døren.”, eller anvendt mere slagkraft end situationen nødvendiggjorde.

WITHDRAWN
Hvor den aggressive type føler sig overlegen fordi han opfatter sig selv som kvikkere og mere kompetent end andre, så føler Withdrawn-typen sig overlegen fordi han ikke har behov for andre og derfor er uantasteligt perfekt. Mens en Aggressive-type således nemt kan indrømme et mindre, uvedkommende brist så længe hans kernekompetencer ikke udfordres, så oplever Withdrawn-typen selv den mindste kritik som et angreb. Som kontrast kan vi sige, at mens Aggressive-typen vil være overlegen, så vil Withdrawn-typen vil være perfekt-i-sig-selv.

På sigt kan denne adfærd ikke undgå at føre til nogle uheldige situationer, om ikke andet så fordi ét menneske aldrig kan overskue den samme mængde information som en gruppe af mennesker, også selvom de er mindre intelligente. Som Watson og Crick sagde da de løste mysteriet om DNAens struktur: “We solved the problem precisely because we were not the most intelligent scientists working on the case.”. – Den mest intelligente forsker på sagen var Rosalind Franklin som i 1953 havde isoleret sig i Paris, hvor hun ikke kunne rådføre sig med sine britiske kolleger.

Det er ydermere dobbelt uheldigt, at Withdrawn-typer ofte vil opfatte velmenende og berettiget kritik som en slags “indbrud” eller overgreb mod deres psyke, og som en udfordring af deres indre mentale billede af sig selv som perfekt selvforsynende. – En opfattelse der undertiden kan føre til, at Withdrawn-typer trækker sig tilbage fra hvem end der luftede denne kritik, og undgår mennesker eller kontekster hvor det er sandsynligt, at der vil være anledning til kritik, for i stedet at prioritere “sikre” relationer og arrangementer, som tillader Withdrawn-typen at blive ved med at tænke på sig selv som upåvirkelig, uantastelig og fri.

For en Withdrawn-type repræsenterer enhver social relation nemlig i yderste konsekvens en fare for at blive overtaget eller domineret, et kontinuum som i Withdrawn-typens optik ender i slaveri. (Withdrawn; man trækker sig tilbage for ikke at blive taget til fange.) I det underbevidste udforskes denne frygt gennem seksuel og social masochisme, hvorigennem Withdrawn-typen via selv-opfyldende profetier får bekræftet sin neurotiske frygt for, at alle sociale bindinger i sidste ende vil føre til slaveri og underkastelse.

Eksempel: I vores eksempel med festen er det mest oplagt for en Withdrawn-type simpelthen at lade som ingenting, og altså ikke svare på invitationen overhovedet. Alternativt kan Withdrawn-typer finde på at lyve og undskylde sig ud af sin (manglende) tilstedeværelse. Man finder måske på en længere kreativ begrundelse, og visse Withdrawn-typer finder sågar på at understrege hvor gerne de ville have været med til festen for dermed at understrege hvor uantasteligt det er, at de ikke kommer. Samtidig fungerer løgnehistorien som en ufrivillig nedvurdering af vores Withdrawn-types faktiske gøren og laden, og bekræfter ham derfor i sin sociale masochisme.

Med sine tre typer siger Karen Horney altså, at vi mennesker grundlæggende set har en hel del til fælles med dyrene, da de bagvedliggende motiver for vores håndtering af selv komplekse situationer dybest set kan reduceres til Fight/ Flight/ Submission, eller Aggressive/ Withdrawn/ Compliant.

NEUROTISK – MEN NORMAL
Langt de fleste af os, og altså også vores kæledyr, vil således kvalificere som neurotikere. I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at en af Horneys bidrag til psykologien var, at hun gjorde op med blandt andre Freud (1856 – 1939) ved ikke at definere neuroser som noget særskilt fra hverdagens normalitet, men at hun i stedet anså neuroser som en forlængelse og en kontinuitet af hverdagens og normalitet. – Mens neurotikeren i Freuds optik er kvalitativt forskellig fra det sunde menneske, så siger Horney altså, at neurotikere snarere er normale mennesker som via stress og andre påvirkninger er blevet skubbet i en neurotisk retning.

Man er altså ikke nødvendigvis skør fordi man udviser nogen af nedenstående træk, men de er med til at karakterisere og definere vore psyker.

DE 10 NEUROTISKE “TRENDS”
Horney deler neurosis op i ti hovedtrends. De er:

Trend 1 Overdrevent behov for nærhed og accept, samt et stærkt behov for at behage og være vellidt af alle.

Trend 2 Ønsket om en partner som kan “overtage” ens liv og løse ens problemer.

Trend 3 Ønsket om at indskrænke sit liv til det velkendte, sikre, det trygge og det man kan bevare kontrollen med.

Trend 4 Overdrevent behov for magt og kontrol over andre, samt et ønske om at vise omverdenen en fejlfri facade.

Trend 5 Overdrevent behov for at få det maksimale ud af sine medmennesker. Man tænker med andre ord på enhver social relation som en handel hvor man skal maksimere sit eget udbytte, hvilket fører til udnyttende og manipulerende adfærd. – Lovely. – Desuden kan det nævnes, at folk der møder verden gennem Trend 5s prisme oftest går ud fra, at alle andre også lever efter denne trend.

Trend 6 Overdrevent behov for at opnå popularitet.

Trend 7 Overdrevent behov for at andre skal beundre en.

Trend 8 Overdrevent behov for at stige til tops, eksempelvis karrieremæssigt.

Trend 9 Overdrevent behov for at være uafhængig, og en udtalt modvilje mod at tage imod hjælp og rådgivning fra andre.

Trend 10 Overdrevent behov for at opnå perfektion og uantastelighed i forbindelse med sin person og sit arbejde.

Compliant-typen er påvirket af Trend 1, 2 og/eller 3

Aggressive-typen kæmper med Trend 4, 5, 6, 7 og/eller 8

Withdrawn-typen kendetegnes ved Trend 3, 9 og/ eller 10

Man kan slås med én eller flere af disse trends, og et givent individ behøver ikke lide af alle typens trends for at kvalificere som en given type. F.eks. kan man være en person som udelukkende lider af Trend 9, og alligevel kvalificere som en Withdrawn-type. Det væsentlige er ikke hvor mange trends man lider af, men hvor voldsomt man lider af dem.

THE TYRANNY OF THE ‘SHOULDS’
Ét eksempel på hvordan ens foretrukne coping style påvirker psyken er The tyranny of the ‘Shoulds’ som er en form for mantra eller indre, urealistisk, selvbillede som man gentager for sig selv, bevidst eller ubevidst. Dette mantra fastholder og fodrer individet i dets neuroser.

Compliant-typens mantra er: “Jeg bør være sød og selvopofrende som en helgen.”

Aggressive-typens mantra er: “Jeg bør være mægtig, anerkendt og en vinder.”

Withdrawn-typens mantra er: “Jeg bør være uafhængig, utilnærmelig og perfekt.”

PARFORHOLD
Jævnfør den vestlige verdens tendens til at leve ud fra det romantiske forholds befaling, dvs. at man lever som om, at alt andet kommer i anden række, så er det ingen overraskelse, at det er i parforhold at folks neuroser kommer tydeligst til udtryk.

Her er det et uheldigt faktum, at folk a priori lader til at blive tiltrukket af partnere hvis coping style komplimenterer deres egen. Allerede Freud spekulerede i, at vi ikke tiltrækkes af hinandens kvaliteter, men af hinandens neuroser. Min personlige mening er, at vi bliver tiltrukket, både af kvaliteter og af neuroser som dialektiske med vore egne. – Og at kun det første er ønskværdigt.

Sagen er den, at mens et parforhold bygget på baggrund af komplementære neurotiske træk nemt vil kunne fungere gnidningsfrit, via en effektiv opdeling af arbejdsområder, så vil et sådant parhold samtidig sørge for at fastholde dets parter i deres neurotiske mønstre, da enhver bedring fra disse repræsenterer en udfordring af det status quo forholdet er bygget på. – Et sådant forhold vil med andre ord forhindre dets parter i at udvikle sig som mennesker, og fastholde en del af parternes psyker på det psykologiske stadie som de var på, da de først mødte hinanden.

Hvad angår de neurotiske typer så gælder det først og fremmest, at der eksisterer en vis magnetisme mellem Aggressive og Compliant-typerne. I sin mest usunde og ekstreme form udmønter denne magnetisme sig i fænomenet hvor Compliant-kvinder skriver til Joseph Fritzl, Peter Lundin og andre Aggressive hankøn. Mekanismen er undertiden blevet kaldt “Kvinder der elsker for meget”, men psykologisk set gælder den også mænd, det er bare ikke ligeså udbredt, eller socialt accepteret.

Men i og med, at Horneys typer er defineret negativt mener jeg overordnet set ikke, at hendes system bør bruges til at anbefale matches, men kun til af advare mod de neurotisk komplementære af slagsen. Er man derimod på jagt efter et system som kan vurdere et match på baggrund af parternes respektive kvaliteter, så kan jeg anbefale den amerikanske Myers-Briggs Type Indicator, eller dens norske afstøbning, the Jung Type Indicator.

DATING: DEN OMVENDTE VERDEN
Noget jeg personligt har observeret er, at folks adfærd i starten af et forhold typisk vil være den omvendte af deres foretrukne coping style. Det vil f.eks. sige, at en Aggressive-type vil forholde sig passivt, afventende, fleksibelt og laissez faire i dating-fasen, mens en Withdrawn-type vil være overstadigt tilgængelig, åben og presse på for at opleve samhørighed tidligt i forholdet. Slutteligt betyder det også, at en Compliant-type vil have nemt ved at initiere et forhold, tilkendegive sine romantiske ønsker tidligt i forløbet, være den første der kysser og at vedkommende ligefrem kan virke dominerende!

Men det er alt sammen skin deep: Senere i forholdet vil de neurotiske typer igen gravitere mod deres etablerede præference: Den aggressive type vil forsøge at overtage mere og mere af kontrollen med forholdet og at gøre sig selv til forholdets “definerende part” som bestemmer spillereglerne. Withdrawn-typen vil hen ad vejen blive mindre og mindre responsiv, og i stedet blive mere passiv, passivt-aggressiv og afventende i forholdet. Endelig vil Compliant-typen vil aflægge sig mere og mere af ansvaret for sig selv for til sidst helt at udlicitere ansvaret for sit liv til partneren.

LØSNINGER
Til læseren der er kommet så langt kan jeg tilbyde tre løsninger. Ingen af dem er mirakelløsninger, men til gengæld ved jeg at de virker.

(1) Reflektér i det enkelte øjeblik, i stedet for at gå gennem livet på automatpilot. Det forholder sig sådan, at alle mennesker håndterer nogle situationer på reflekteret vis, og andre på automatpiloten. Anbefalingen her er, at øge antallet af situationer du håndterer via reflekteret tilstedeværelse. Rent objektivt set gælder det, at nogle situationer kræver et Compliant respons, andre et Aggressive modsvar og andre igen en Withdrawn holdning. Når du er på autopilot vil du have en tendens til at håndtere situationer ud fra din foretrukne coping style, men når du forholder dig reflekteret vil du bedre kunne genkende hvilket respons en given situation kræver.

(2) Spørg dig selv om der er der situationer du oplever som kriser, mens de faktisk ikke er det? Prøv at tage et timeout og ét skridt tilbage: Er situationen objektivt set en krise, eller er det dit subjektive spin, og din egen traumatiske historie som får situationen til at føles som en krise? – Når du forholder dig afslappet til den enkelte situation vil du se, at det måske slet ikke er nødvendigt at aktivere det neurotiske forsvar, men at man blot kan være til stede som sig selv.

(3) Definer et mål i forhold til arbejdet med din coping style og skriv det ned. I denne øvelse er det absolut væsentligt, at du skriver det ned, i hånden (nej – ikke på computeren!), på et stykke papir som ikke havner i skraldespanden ved næste oprydning. – Måske kan du hænge det på køleskabet eller et andet, halvprivat sted. Skriv også en dato, eksempelvis to måneder fra nu, hvor du vil gøre status i forhold til arbejdet med dit definerede mål.

Hvis du er Compliant-type, så kunne du øve dig på at sige hvad du mener – og stå ved det. Der skal selvfølgelig være en årsag til, at du holder fast i dit synspunkt, det nytter ikke noget at holde fast i sin udmelding “because I said so”. – Så tænk også over hvorfor du mener det. – Og hvis du alligevel oplever, at din psyke lukker ned som følge af det ubehag det genererer ikke at være enig med andre, så kunne du måske tage en chance og i stedet sige det til dem? (Hint: Start med gode, velmenende venner, ikke fremmede.)

Hvis du er en Aggressive-type, ligesom jeg er, så kunne dit mål være at udtrykke din personlighed udenom dine intellektuelle eller analytiske kompetencer. – Hvem ved, måske er der andet folk kan lide dig for end bare din analytiske kunnen?

Er du en Withdrawn-type, så kan du begynde at reflektere over dine venners kritiske input; ikke bare substansen af deres udmeldinger, men også deres motivation for at komme med den. – Måske kritiserer de dig ikke for at hale dig ned fra perfektionens tinde, ja, måske bruger de en helt andet målestok til at greje den slags, og forstår slet ikke hvorfor du tager tingene så nært.

Kærlighedens Veje #2: Agape

af Ryan Smith

Konkret + Fællesskabsorienteret = Nomos
Konkret + Egoistisk = Agape

Hvor Nomos er konstant og repetetiv er Agape i stedet fluktuerende og pulserende, og der er ingen garanti for, at Agape er det samme i dag som det var i går. – – Hvor Nomos er mennesker der følger traditionerne; de rammer som Gud har lagt ned for den menneskelige eksistens, så er Agape en kærlighed som på ikonoklastisk vis bryder traditionerne, da Agape-elskeren ynder at se sig selv som en Gud der elsker lavere mennesker, eller sagt mere koncist, så er Nomos Menneskers kærlighed til Gud, mens Agape er Guds kærlighed til mennesker. Eller endnu bedre, så er Nomos en kærlighed til rammerne og hverdagen, og Agape en kærlighed til at bryde ud af rammerne, og gøre oprør mod hverdagen.

Agape er gulddrengen og opfinderens kærlighed. Det er en eksplosiv og triumferende kærlighed som ikke kan kontrolleres af hverken ydre eller indre faktorer. Kærlighed som Agape er kærlighed som en eksplosiv kraft som går efter sin udkårne uden at stille spørgsmål, og ikke bare den udkårne, men omgivelserne som sådan vil blive trukket med ind i Agapes karnevaleske kraft. Agape er offentligt udtrykt kærlighed, og kærlighed der ikke skelner mellem privat og offentlig, mellem farlig og ufarlig. Agape trodser døden, det er en velvillig fejring af instinktet som ikke kræver forklaring eller retfærdiggørelse, og en kærlighed som er ligeglad med intellektuel forståelse.

Agape er udiskriminerende og selvforherligende og derfor ligeglad med objektiv værdi. Derfor kan Agape også trumfe alt andet, Nomos’es adlydende attitude overfor regler og traditioner. Agape forstår sig selv som tilværelsens primal matter. (Det er det samme mindset som når MBTI-nørder joker med, at ESTP er den eneste rigtige type, og at alle andre typer blot er perversioner.) På denne måde bliver Agape også til den ventil som folk kan have brug for at komme væk og bryde ud af hverdagens rammer, som de så ofte kan føle sig besnærret af. – På denne måde er Karnevallet med dets spontanitet og dets opløsning af samfundsmæssige regler, roller og rammer (eks. bonden vågner i fyrstens seng og tåben der bliver filosof), Agape er på den måde den samme form for at få “lettet trykket”, hvad enten vi taler om opløsningen af samfundets rammer, den radikale, betingelsesløse tilgivelse eller den seksuelle orgasme.

Denne opløsning af uudtalte regler og lune-drevet selvforherligelse genfinder vi endvidere i historien om Columbus der “løste” et af rennæssancens fysisk/matematiske problemer, nemlig hvorvidt ægget havde et fikspunkt hvor det kunne stå i fuldstændig balance. Columbus løste problemet ved at knalde ægget ned i bordet.

Agape er med andre ord en naturlig inklination som fungerer frit af refleksion, introspektion eller konsistent arbejdsindsats. Denne manglende selvbevidsthed gør Agape lidt som at slå plat eller krone med en naiv, optimistisk tilgang til, at resultatet nok skal blive krone hver gang: Resultatet behøver ingen polerende forbedring når der rammer rigtigt, men er heller ikke til at redde når det rammer ved siden af. Hele Agapes udtryk er affødt af, og gennemført pr., lune – heri ligger både dets charmerende natur og dets fundamentale begrænsning.

God Agape er således: En fintunet instinktuel forståelse for skønhed. En velvillig, tilgivende og eftergivende sindstilstand. En grundholdning til livet som præget af henrykkelse, enthusiasme og optimisme. En affinitet med den ekstasen og den betingelsesløse tilgivelse.

Dårlig Agape er derimod: Sårbart overfor overfladiskheden af de luner som driver psyken. Det er den inkonsistens og det hykleri som alt for nemt kan opstå når man forfalder til selvforherligelse og umiddelbare luner.

Agape på Film
Da Agape er en kærlighed som drejer sig om intensiteten i det enkelte øjeblik er det også den kærligheds-type der gør sig bedst på film. Derfor findes der også nærmest uendelige film der viser Agape som den selv-tiltro der transcenderer objektiv værdi eller normative regler (Nomos). Blandt de mest iøjnefaldende af disse kan nævnes Natural Born Killers, Thelma & Louise og Fear and Loathing in Las Vegas, som alle har det til fælles at en selv-identitet der ikke kan artikuleres, eller værende universelt valid, dyrkes på bekostning af det omkringliggende samfund. I dét regi er det ydermere interessant, at alle tre film har elementer af road movie over sig, da det ligger i fin forlængelse af Agapes impulsive og ustadige natur at være fuldstændig mobil, uden fast holdepunkt, og umulig at definere og knalde ned i statiske kategorier.

Mere overraskende Agape-film er måske måske film som Fellinis Otte e mezzo (1963) eller Peter Greenaways The Cook the Thief His Wife & Her Lover (1989). Fellinis vision i 8½ handler igen om at benytte Agape til at flygte fra den ubehagelige omstændighed at hovedpersonen Guido ikke har lagt noget konsistent arbejde i instruktionen af sin film; han har hverken manuskript eller rollebesætning på plads, men ikke desto mindre bollet udenom og brugt løs af budgetpengene. Investorerne og den stærkt utilfredse ægtefælle ånder ham i nakken, og Guido er ved at gå ned med stress over konsekvenserne af sine handlinger.

– Hvad skal man dog gøre i sådan en situation? – Jamen som en sand Agape-elsker siger det sig selv, at man skal bryde fri af rammerne, og de Nomos-inspirerede mundhæld som “man må yde før man kan nyde” og simpelthen holde en kæmpe fest hvor man tilgiver alt og alle, ikke mindst sig selv, og kaster de etablerede regler og roller fra sig!

Således slutter 8½ med den klimatiske, overraskende livsbekræftende festscene. Der findes ikke noget renere udtryk for Agape på film end Guidos afsluttende monolog:

“What is this sudden happiness that makes me tremble, giving me strength, life? Forgive me sweet creatures, I didn’t know. It’s so natural accepting you, loving you. I feel I’ve been freed. Everything seems so good, so meaningful. I wish I could explain.”

Her får Fellini både udtrykt, Agapes instinktuelle natur og den voldelige kraft der knytter sig til kærlighed udtrykt som Agape. Han får ydermere udtrykt Agapes tendens til at føle sig som en Gud der elsker mennesker, samt den betingelsesløse tilgivelse indeholdt i Agape (“Forgive me sweet creatures, I didn’t know.”). Endelig får Guido udtrykt Agapes anti-intellektuelle og omskiftelige natur: (“What is this ? I wish I could explain.”) – Guido får ikke engang selv de luner der driver ham.

Skulle vi opsummere denne forløsning i en kort vending ville vi sige: “Blessed and happy yet none the wiser.”

Agape i Shakesphere
Det er same konflikt vi ser udkæmpet I The Merchant of Venice (2004) som en kamp mellem Shylocks (Al Pacino) Nomos og Portias (Lynn Collins) Agape.

“You cannot force someone to be merciful
It drops like the gentle rain from heaven
On the place below; it is blessed twice
It blesses him that gives and him that takes
It is the greatest of all qualities; it suits
The king better than his crown.
His staff of office symbolizes his earthly power,
And the respect that is due to a king,
And this is where we fear kings;
But mercy is above this power;
It sits in the hearts of kings;
It is something God has;
And we become like God
When mercy softens justice. Therefore, Jew,
Though you want justice, think about this:
If we just had to depend upon justice
None of us would be saved from damnation; we pray for mercy,
And that prayer teaches us all to be
Merciful. I have spoken so much
To soften that part of your suit which asks for pure justice,
If you follow this strict court of Venice
We have to give a sentence that condemns the merchant over there.”

– William Shakesphere, The Merchant of Venice, act 4

Ligesom med Columbus og ægget ser vi Portia redde dagen via en appel til det barnlige idet hun påpeger en “fejl” i Shylocks og Antonios kontrakt: Shylock må kun tage Antonios (Jeremy Irons) kød, ikke hans blod. Portia får således Shylock til at afstå fra det aftalte pund af Antonios kød, men ikke nok med det: Hun sørger endvidere for, at tvinge Shylock til at afstå hele sin formue, og han tvinges til at konvertere til kristendommen.

Men man spørger med rette sig selv: Hvor er den Agape, “the blessed mercy” som Portia appelerer til i forhold til Shylock? Den er der ikke, og dermed udstiller The Merchant of Venince flere af farerne ved dårlig Agape, nemlig hykleri, overfladiskhed og inkonsistens.

Portia siger “that prayer teaches us all to be Merciful”, men når det kommer til stykket ønsker hun ikke objektiv retfærdighed a la Nomos, men det bedst mulige udfald for den part hun har valgt at begunstige med sin Agape. Portias tale er effektfuld og lyder godt, og dermed inkorporerer den også de gode sider af Agape, nemlig appellen til skønhed, æstetik og ekstase. Men Agape er ikke guidet af retfærdighed a la Nomos, af empatisk melankoli a la Philia eller af intellektuelle vurderinger a la Eros, Agape er guidet af hvad end der er effektivt og lyder godt i situationen, hvilket leder tankerne hen på Sokrateses karakteristik af digtere: “De siger sande ting uden at vide hvorfor, eller hvad det betyder.” – Agape-elskere drives ikke af visdom (sophía) men af tilbøjeligheder i deres natur (phýsis). Og som Sokrates siger: “Fordi de er gode til at sige det der umiddelbart lyder godt tror de, at de er kloge på alverdens andre ting.” [Platon: Sokrates’ Forsvarstale 22ac] – Hvilket er akkurat det samme fænomen som når nutidens kunstnere og Hollywood-stjerner tror sig kloge på politik, økonomi og alverdens andre ting, bare fordi de er vandt til at kunne charmere andre. Vi husker, at det græske ord for skuespiller var hypokrités, altså grundstammen til vor eget “hykler”, altså en der lader som om at han er noget han ikke er, og a propos…

Agape i Bill Clinton
Et lignende eksempel på denne tendens er Bill Clinton, en mand der om nogen er begavet med politisk instinkt og en evne til altid at sige hvad der lyder godt. Bill Clinton er den fuldendte Agape-elsker, og har med stor succes brugt Agape i den politiske manege. Således formåede Bill Clinton at snakke sig udenom det ellers ufravigelige faktum at han var skyldig i mened.

Clinton indrømmede godt nok at han havde løget under ed, men fik samtidig snakket sig udenom at han selv skulle være ansvarlig. (Det var ikke så meget løgn som at han bare “afgav et fejlagtigt indtryk.”). ? Ligeledes: Mens Clinton selv var med til at skærpe lovgivningen vdr. sexchikane hævdede han samtidig i retten, at hans “aktiviteter” med Monica Lewinsky og Paula Jones henhørte til hans privatsfære og at det derfor var “retfærdigt” at lyve eller “afgive et fejlagtigt indtryk”.

Problemet med Clinton og Lewinsky er bare det samme som problemet med Portia og Shylock: For hvis det er ok for Clinton og lyve, ja så implicerer hans handlinger, at det nødvendigvis også ville være ok at lyde i retten for enhver anden tiltalt i enhver anden sag om sexchikane at gå fri da den tiltaltes aktiviteter tilhører privatsfæren!

Men denne attitude var Clinton alligevel ikke parat til at bakke op, da lovgivningen vdr. sexchikane jo var på plads for at forhindre at mænd med magt på arbejdspladsen kastede sig over sagesløse kvinder. – Vi ser med andre ord igen den dårlige side af Agape når en part favoriseres over end anden “bare fordi”.

Bill Clinton havde sådan set ret i, at de ting han blev udspurgt om under retssagen ikke kom andre ved, han glemte bare at fortælle at loven som lå til grund for dette forhør var HANS EGEN LOV OM SEXCHIKANE hvilket igen viser Agapes flygtige og sine steder overfladiske natur.

Kærlighedens veje #1: Nomos

af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

I denne, blog-serie vil jeg gennemgå fire former for kærlighed. Hver type kærlighed er enten abstrakt eller konkret, fællesskabsorienteret eller egoistisk, og kan placeres in en 2×2 matriks som følger:

Den første kærlighed vi skal se på hedder Nomos. Den er konkret og fællesskabsorienteret. At den er konkret vil sige, at den går op i det nære, og den materielle virkelighed, snarere en idealiseringer og den psykologiske forbindelse imellem de elskende. At den er fællesskabsorienteret vil sige, at den søger at afdække og imødekomme begge parters behov (i modsætning til de egoistiske som sætter sig selv først i deres parforhold).

Disse kærlighedstyper går tilbage til perioden ca. 500-300 f.v.t., og idéhistorisk set opstod de i Grækenland. De har senere blandet sig med jødedommen, kristendommen og senere europæisk filosofi, og til slut med populærkulturen. Her vil jeg sige lidt om Nomos.

NOMOS

Nomos er den kærlighed der omfavner sin elskede ved at sørge for konkrete behov som tryghed og beskyttelse, og ved at sørge for, at alting går retfærdigt til. I dette modus er de elskende hinandens pligttro vogtere i det korte tidsrum vi har hinanden indtil vi skal herfra igen. Nomos er kærlighed som et bolværk mod livets bekymringer. Det er alvorsfuld, duelig kærlighed. Nomos er serious business.

Da Nomos arbejder ved at identificere og opfylde konkrete behov er den undertiden blevet kaldt “kærligheden som skaffer” eller “kærligheden der sørger for”. Til de mest konkrete af vores behov hører f.eks. behovet for mad og bolig, samt tryghed, stabilitet og meningsfulde relationer til andre mennesker. I en bredere kontekst er disse behov afledt af menneskets behov for at deltage og høre til. Derfor hører kærlighed til familien også ind under Nomos, ligesom engagement i ens nærområde; – eksempelvis arbejdspladsen eller børnenes skole tilhører Nomos-domænet.

Nomos’ Gode sider
Derfor er Nomos også uundværligt for ethvert fællesskab som ønsker at opleve nærvær, engagement og loyalitet.

Her virker Nomos ved at give de elskende et mere jordbundent syn på deres kærlighed og den fremtid der ligger foran dem. I disse øjeblikke er det Nomos der agerer kærlighedens realistsike stemme og minder om, at træerne ikke vokser ind i himmelen, at man ikke er ung for evigt, at der er pligter der skal passes, penge der skal tjenes, og ikke mindst at der er regler der må følges, i kærligheden, såvel som i livet i det hele taget.

Med sin faste forankring i livets konkrete behov ligger det også Nomos lige for at at værdsætte kærlighedens konkrete udtryk, og ritualer såsom familie, hus og børn.

Nomos ved, at man ikke er ung for evigt. Nomos ved, at livet indeholder mange plagsomme elementer, såsom aldring, pligter, sygdom og ansvar. Derfor ved den gode Nomos-elsker også, at det ikke er nok at sværme om sin partner, men at man må være sin elskedes pligttro hyrde i det korte tidsrum man har hinanden her på jorden.

Med sit fokus på tryghed og stabilitet vil mange Nomos-brugere endvidere mene, at når nu livet er kort og uforudsigeligt, så byder kærligheden os, at vi binder os til hinanden og udviser livslang loyalitet. Som Nomos-brugeren Pausanias sagde, så klæder det elskende at bo sammen og være sammen – hele deres liv.

Nomos’ Dårlige sider
Man bør med andre ord binde sig til hinanden. Men hvis ikke Nomos balanceres og blandes op med de tre andre typer kærlighed, så indeholder Nomos den fare, at det elskende par bliver til en sammensmeltet enhed hvor man kan forudsige hinanden ned til mindste deltalje. Og det er dårligt for romantikken i det lange løb, for selvom det kan hjælpe på neurotiske menneskers (overdrevne) behov for tryghed, så kan to mennesker der smeltet sammen til en enhed ikke tiltrække sig selv. Der må leg og overraskelse til for at krydre de elskendes dynamikker.

Uden blik for humor, romantik og fantasier om den anden, risikerer den dårlige Nomos-elsker med andre ord, at slå den romantiske tiltrækning ihjel og erstatte den med et rutinepræget funktions-fællesskab hvor alt bare bliver noget der skal laves: Mad bliver noget der bare skal laves, ferie bliver noget der bare skal laves, sex bliver noget som bare skal laves. Som statistikkerne fra hensunkne parforholder siger: To gange om ugen, og hver anden gang bagfra. Og så ellers kun gøre undtagelser når der er nogen der vinder i Lotto.

Dette er faren, der gemmer sig i Nomos. Det er her serious business bliver til business as usual, og et forhold med Nomos men uden de andre slags kærlighed bliver til et arbejdshus præget af blind lydighed og fantasiforladt rutine.

Det løber i det hele taget som et underliggende tema ved Nomos, at det stabile, repetative sindelag vil være tilbøjeligt til at tænke på kærligheden som noget konstant, og vende blikket væk fra den uomgængelige skrøbelighed der præger såvel kærlighed som den menneskelige eksistens i det hele taget. Før i tiden var der mange Nomos-elskere som imødegik denne forhindring ved at udvikle et verdenssyn som indeholdt samme ordnende princip som Nomos benytter i romantiske forhold: Ligesom tingene har deres rette plads i hjemmet og i fællesskabet, således har tingene har deres rette plads i universet. Som her udtrykt af stoikeren og Nomos-filosoffen Epiktet:

“Sig aldrig om noget ‘jeg har mistet det’ men kun ‘jeg har givet det tilbage’. Er dit barn dødt? Det er blevet givet tilbage. Er din kone død? Hun er blevet givet tilbage.”
– Epiktet: Encheiridion 11

En anden fare ved Nomos er, når behovet for sikkerhed og forudsigeligthed kammer over, og Nomos bliver til en possessiv kærlighed hvor man søger at eje og kontrollere sin partner. For som nævnt, så ved den gode Nomos-elsker, at man aldrig kan eje hinanden, men kun være sin elskedes beskytter og forsvarer i den korte tid man har sammen.

Med sin trang til tryghed og kontrol vil det også sige, at det falder under Nomos’ domæne at blive i et romantisk forhold selvom man ved det er dødt, da man bilder sig ind, at man gør det for fællesskabet, for partneren, eller “fordi det er det rigtige at gøre”. Således er mange mænd blev ansporet til at blive sammen med kvinder de egentlig ville have droppet, da kvinden pludselig blev gravid, og det at blive sammen med hende så var “det rigtige at gøre”. Men den gode, ansvarlige Nomos-elsker, han ved, at det ikke hjælper nogen at blive i et forhold hvor man ikke elsker hinanden.

Nomos i det Gamle Testamente
Bibelens to hovedsektioner et delt over i Gamle og Nye Testamente. Overordnet sagt kan man sige, at det Gamle Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og fællesskabsorienteret, nemlig kærlighed som Nomos, mens det Nye Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og egoistisk (den hedder Agape).

Et eksempel på Nomos er f.eks. fortællingen om Gud der placerer mennesket i paradisets have med “alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne [og] alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr.” Her ser vi Gud udtrykke Nomos ved at give menneskene mad, et hjem, et fællesskab (“Gud skabte Eva, og Adam var ikke længere ensom”), og en klar, konkret, praktisk opgave, for fællesskabets skyld: “Du, menneske, skal dyrke og vogte Edens have”, ligesom der sættes grænser for menneskets stræben: ” Men træet til kundskab må du ikke spise af.” – Kend din plads i fællesskabet, tro ikke, at du kan gøre lige hvad der passer dig, der er regler.

Det Gamle Testamentes eksempler på Nomos er søbet ind i judaisme, og som sådan derfor fremmede for os kulturkristne. På den måde kan de hurtigt komme til at virke som dårlig Nomos, som f.eks. i det andet og mere ubehagelige tilfælde af Nomos, som vi finder vi i historien om Abraham der skal ofre sin eneste søn, Isak, til Herren i (1 Mos 1-24). Her gives der intet rationale, og ingen følelsesmæssigt adækvat begrundelse, men kun Herrens imperativ: “Tag din eneste søn, ham du elsker, og bring ham som offer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” – Vi ser med andre ord Nomos reduceret til en parodi på sig selv: Det er den nøgne lydighed og underkastelse af fællesskabets rammer, blottet for de tre andre former for kærlighed. Abraham adlyder med Nomos, og Gud svarer med Nomos: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som stjernerne.” – Fordi Abraham adlød den største far (Gud) bliver han selv til far, antageligvis med mange loyale sønner under sig.

Caravaggio: Ofringen af Isak (1601-3) Fordi Abraham har vist sin ubetingede loyalitet overfor Gud, og vist sig villig til at gennemføre Guds befaling uden nogen form for rationale, skrider Gud ind og lader Abraham ofre vædderen til højre i stedet.

I det hele taget er det Gamle Testamente spækket med eksempler på Nomos, hvor tilhørsforhold og loyalitet konsekvent vægtes højere end rationalitet, og hvor kollektive rettigheder vægtes højere end individuelle rettigheder. Isralitternes stræben efter at få deres eget land, kan læses som en stræben efter, at høre til i et konkret fællesskab, og måden som landet er beskrevet på, er også som et land der dækker indbyggernes konkrete behov – det “flyder med mælk og honning.”

Nomos på Film
I dette blog-serie vil jeg også komme med nogle eksempler på de fire kærlighedstyper på film. Men da Nomos drejer sig om hverdagens rutiner og relationer over tid er det de færreste film der portrætterer kærlighed som Nomos. Der findes dog to nyere film som jeg afslutningsvis vil nævne.

Den første er Lars von Triers Dogville (2003) hvor det lille fællesskabs behov for tryghed, stabilitet og business as usual fortløbende interagerer med Graces (Nichole Kidman) individuelle behov for sikkerhed fra de folk som jager hende, og hendes behov for en familie, efter bruddet med sin far. Dogville handler om de værdier der definerer et fællesskab, og desværre også korruptionen af disse, eftersom Dogville under Lars von Triers præsidium gradvist bliver mere dyster og ubehagelig, for til sidst at ende i åbent overgreb, misbrug og hykleri. – Således står Dogville tilbage som en skræmmende illustration af dårlig Nomos og en alvorsfuld advarsel om hvad der kan ske når Nomos tager overhånd, og ikke balanceres af de andre tre typer kærlighed.

Den anden film er derimod et eksempel på god Nomos, og det er Christopher Nolans The Dark Knight (2008) hvor Christian Bales Batman møder sin nemesis i Heath Ledgers Joker. Når denne actionfilm skiller sig ud fra øvrige actionbrag og portrætterer kærlighed som Nomos er det fordi filmens hovedrolle hverken er Batman eller Jokeren, men byen Gothham og dens behov for sikkerhed fra de kriminelle banders hærgen, samt en konkret og sikker begrebsverden. At Gotham er filmens sande omdrejningspunkt ses både i Batmans replikker, men også i Jokerens: “This city deserves a better class of criminal.”

Indbyggerne i Gothham har brug for en identitet at være fælles om, for at de kan føle sig som et fællesskab. Efter al den kriminalitet indbyggerne har været udsat for har de behov for et ydre fjendebillede at definere sig selv og deres fællesskab op imod. Der er tale om en situation som kalder på Nomos, og således må Batman påtage sig ansvaret for at opfylde indbyggernes konkrete og fællesskabsorientede behov. Derfor slutter filmen med, at Batman må agere skurk og påtage skylden for en forbrydelse han ikke har begået, og derfor lyder filmens sidste linier:

James Gordon Jr.: Why’s he running, Dad?

Lt. James Gordon: Because we have to chase him.

James Gordon Jr.: He didn’t do anything wrong.

Lt. James Gordon: Because he’s the hero Gotham deserves, but not the one it needs right now. So we’ll hunt him because he can take it. Because he’s not our hero. He’s a silent guardian, a watchful protector. A dark knight.

Om politiske møders futilitet

af G.L.S.

Meget kan man sige om mig, men tolerant og overbærende bliver desværre nok aldrig brugt. I det mindste, for at opveje denne beklagelse, gør jeg også hvad jeg kan for at ændre på de ting jeg er utilfreds med.

Idag havde alle studienævnene et møde, for at drøfte bekymringerne om det stigende fravær. Lektorerne var ved at komme til den konklusion at de studier der var hårdere med flere opgaver havde lavere fravær, og derfor måtte man sætte undervisningsbyrden op, for at motivere de studerende. De havde så tydeligt ikke reflekteret videre over at de studier med hårdere krav simpelthen tiltrækker en anden type studerende. Da jeg, G.L.S., besluttede at ytre min ydmyge holdning som studerende; at problemet ikke var faglighedens niveau, men nærmere at de studerende ikke forstod studienævnets vision. At man simpelthen er for dårlig til at kommunikere til de studerende og forklare dem sammenhængen mellem de fag de har. Til dette fik jeg et lille godkendende nik og et grynt fra de voksne ved bordet og diskussionen blev genoptaget. Efter en lille halv time har vores brilliante institutleder noget på hjerte, og erklærer at problemet er at vi i studienævnene ikke er gode nok til at videreformidle studiets sammenhæng til de studerende. Det lød en anelse bekendt, men det kunne vist ikke have været noget der var sagt før, for denne gang blev der nærmest i kor erklæret enighed og denne kommentar krævede ligefrem klapsalver i den lille forsamling.

Disse møder er temmelig lærerige. Ikke bare om hvordan studier fungerer, men især om mennesker. En flok på 50 mand der alle taler og taler om alle deres idéer og tanker mens de knap ænser hvad andre siger. Hvor mange møder har jeg ikke overværet med alle disse fornemme titler i lokalet, der kan analysere situationerne, nå en glimrende konklusion, og altid lade den blive på idéstadiet. Hvorfor? Fordi man har en frygt for det lavpraktiske vil jeg tro. Om de simpelthen ser det for noget for banalt og ligegyldigt, eller de ikke mener at de bør være de ansvarlige for dets udførelse er jeg ikke klar over.

Så endnu et møde på 4 timer som på ingen måde kommer til at ændre noget for nogen. En masse snak uden handling. For at det ikke skal være løgn afsluttede dekanet endda dagen med ordene “Doing something requires doing something” og dermed ubevidst understregede ironien ved at vi alle lige havde spildt vores formiddag sammen på at drikke kaffe og spise croissanter.

SF, Özlem Cekic og forbud mod solarier

af G.L.S.

Jeg har siden i mandags haft et ganske specifik emne i tankerne, efter jeg om morgenen sad og så mit yndlingsprogram, det altid berigende og intellektuelt udfordrende Go’ morgen Danmark. Igennem dette vidunder af en morgenfest kan jeg holde mig opdateret om hvad der i øjeblikket går danskerne på. Selvfølgelig er der få ting der overskygger programmer som Adoptionens pris, men det kan jeg heldigvis blande mig helt uden om.

Nej de tog faktisk for en gangs skyld et ganske interessant emne op. SF har endnu engang præsenteret et af deres geniale forslag til endnu en lovgivning. De havde deres skarpeste kandidat Özlem Cekic til at tale for forslaget om at det skal være forbudt for unge under 18 at gå i solarie. Hun argumenterede for at det ikke er sundt og at staten skal gøre en indsats for at stoppe unge i at gå i solarie. Vi skal jo ikke stå tavse og se til på sidelinien. Ligesom vi skal redde de tykke ved at sætte fedtafgiften op, forbyde folk i at købe hash (og dermed lade 20 milliarder gå i pushernes lommer), forbyde snus, og hvad der nu er af lovgivninger for at frelse os for os selv.

Dertil kommer alle de lovgivninger, hvor der er brugt masser af energi på borgen for at nedsætte dem, og derefter ingen praktisk diskussion om hvordan dette dog skulle håndhæves (ligesom solarie-sagen nok ville ende).

Og forslaget om solariet er jo endda fornuftigt, sammenlignet med de andre brilliante forslag SF har disket op med de sidste par år. Et krav om at sygeplejersker skal have deodorant på og at frisører ikke må gå i stilletter er nogle få guldkorn der virkelig kunne gavne samfundet!

Og som den kvikke læser nok har regnet ud, så mener jeg ikke at vi skal opmuntre de unge til at gå i solariet. Jeg er af den overbevisning at sådanne problematikker ikke kan løses via lovgivninger. Vi er frie individer – vi skal have retten til selv at tage stilling til hvad vi ønsker at gøre med vores liv. Læg ansvaret i forældrenes og borgernes egne hænder. Lad forældrene selv fortælle deres barn hvad de må og ikke må. Og samfundet har til gengæld det ansvar at de skal sørge for at oplyse borgerne så godt som muligt. Så der ikke er en tvivl om at solariet skader, og kan give hudkræft. Så må man selv tage stilling til om det er dét værd.

Om bivirkningerne ved stenalderkost (Paleo)

af G.L.S.

Der er to gode ting at sige om paleo: Maden smager godt, og det virker for folk der gerne vil tabe sig. Dog medfører det så nogle bivirkninger jeg desværre ikke kan se igennem fingrene med.

1. Frelstheden 
“Jeg har det bare meget bedre nu! Min krop har det fantastisk, jeg forstår ikke at der stadig er nogle der vil udsætte sig selv for at spise usundt.” Og den uendelige prædiken og bloggen over hvor fantastisk paleo er. Hvis det er så pisse fantastisk, så nyd livet og brug den ekstra energi på noget istedet for at tale om den. Blogger for at inspirere, når det i virkeligheden handler om at vise sig.

2. Aversionen mod mælk. 
Et af Paleos grundprincipper er at mælk – DET er usundt! Hulemændene drak det ikke, og DERFOR så er det usundt. Forstår ikke helt hvordan at bacon er helt fantastisk, men mælk – pyha nej, det ødelægger kroppen. Og nøj hvor der dog bliver postet artikler til at understøtte påstandende om at det er usundt. Hvad jeg ikke har fået kastet i nakken, hvor kilderne er det rene luft. Ingen videnskab har på dette tidspunkt fundet nogen som helst bevis på at det er usundt, tværtimod. Hvor mange timer jeg ikke har spildt på at undersøge dette fordi en idiot prøvede at bilde mig ind at jeg ikke måtte spise fromage frais til morgenmad.

3. Dobbeltmoralen 
Som så ofte med sådanne diller føler udøverne sig umådeligt interessante og spiller højt på at de lever Paleo. Sidder samlet til en middag hvor stenalder-junkien har måttet tage sin egen mad med, for der er jo E stoffer i det vi andre dødelige spiser. Hvorefter de tager sig en Cola Zero og en smøg efter maden. WTF?! Jeg gider ikke engang kommentere på dette. Det er simpelthen for dumt.

4. “Det er ikke en kur – det er en livsstilsændring. ”
En livsstilsændring.. der gør at du for resten af livet ikke kan tillade dig selv noget som helst. At det kræver timevis planlægning at skulle spise sammen med andre og du skal bage dine egne kager hvis du skal til familie fødselsdag. Er det også noget der skal presses ned over kommende børn, som skal føle sig udenfor i skolen fordi de ikke må spise som de andre børn?!

5. Den euforiske forbløffelse
Og så generelt den fuldstændige forbløffelse der er over Paleo: “DET VIRKER!” Hmm lad mig se.. Man må ikke spise Pizza, Wienerbrød eller alkohol? Og kuren virker?! Det er jo et sandt mirakel! Hvorfor har man brug for en sådan kur med strenge retningslinjer for at kunne tabe sig. Hvad blev der er af sund fornuft og at tænke sig om. Det er en kur der medfører et utroligt lavt indtag af simple kulhydrater, selvfølgelig medfører det et vægttab. Om det så er sundt i det lange løb skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Jeg gad godt vide om disse selviscenesættende mennesker der fortæller så fantastisk om hvordan Paleo har ændret deres liv, om de i bund og grund føler sig lykkeligere? Eller om de som resten af de nike-kloner der løber rundt om søerne hver dag, blot skal have et eller andet ligegyldig mening i deres liv, så de kan bilde sig selv ind at de har det okay, og især ; at de kan bilde andre det ind.

Men kan man bebrejde dem noget? Vi lever i et samfund hvor lykken er lig med at være tynd.

Is there a Connection between MBTI, Jung’s Typology and the Physical Brain?

There are a lot of people who want to trace this stuff directly back to brain structures and brain functioning. And all of the stuff that we have seen has been false. So don’t get fooled by people who say they’ve mapped it all out or charted the differences. The actual, physical human brain consists of 100 billion neurons is much more complex than these simple combinations indicate.

So it is false to say that there are distinct ‘types’ of brains. But on the other hand, the types can give some general pointers to the overall brain structure. For example, when the brain gets aroused it produces a chemical called dopamine which is then slowly absorbed and drained out of the brain again. Now, in other psychology studies (where they were not working with this typology, but just in general) they found that people who are very extroverted tended to have larger faculties for draining the dopamine out of their brain again. In other words, these people can stomach far more thrills that other people before they have to withdraw to recuperate. And likewise, because these people are so quick to drain dopamine from the brain, they also tend to need stronger sense impressions to achieve the same level of stimulation as other people do. So for example, a “normal” person might get a thrill by riding a roller coaster. But someone who is not very strongly affected by normal levels of arousal might want to do something even wilder, like skydiving.

So, for example, very loosely concluded, you could say that if a person is an ESP type, he will also have a good chance of having a structure in the brain that is better at breaking down arousal chemicals than other types.

Likewise (although scientists don’t use these four-letter codes) other types of research have shown that if you are what would correspond to an ISJ type, then the area in the brain that deals with the perception of threats will tend to be physically larger. (And then ISJs will tend to react more strongly when shown a picture of something threatening.)

So to sum up there probably are some very general correlations between types and overall brain structures. But there is nothing certain and nothing to the level of detail that some people say. A lot of people love the theory of types and so they really want the types to be physically there, rather than just a nice psychological theory. This sometimes leads people to say dishonest things about the connection between types and brain science. So take care.

One Difference Between INTP and ISTP

Unsure if you are INTP or ISTP? Take the INTP or ISTP Test here.

INTPs tend to be very intellectual, so they can always say something analytical about something that they’re asked, even if what they say has no personal backing to it. They also tend to doubt themselves and their personal experience.

ISTPs tend to rely very much on their personal experience and are the most self-contained of all the types. When S-types speak, they also tend to use a lot of details, so that the listener can reconstruct the experience for himself as fully as possibly. (“And then this happened, and then this happened, and then this happened…“). With the N types they are more interested in things that are true independently of the actual experience. So instead of saying: “And then this happened, and then this happened, and then this happened…” they will usually say: “This happened, and I think that what it shows is…” – They cut away the details and the personal experience in order to make points that are true in general.